ET CITAT AF den amerikanske forfatter Susan Sontag lyder:
”Sygdom er livets skyggeside, og borgerskab i sygdommens rige er tungt. Alle er født med et dobbelt borgerskab, et i de raskes rige og et i de syges. Selvom vi helst vil bruge det gode pas, bliver vi før eller siden - om så kun for en periode - nødt til at være borgere i det andet rige.”
Citatet beskriver alvoren ved at blive syg. Det er ikke en ligegyldig ting at få stillet en diagnose. Ordet diagnose er græsk og betyder, at noget er gennemskuet og erkendt, og det er en erkendelse, som kan få afgørende konsekvenser.
Personen bliver patient og får dermed et længere eller kortere ophold i skyggelandet. Vi kan blive tvunget til at opholde os der, men vil gerne derfra. Derfor gælder ordet, at den raske har 1000 ønsker, den syge har kun ét. Det er at blive rask - altså igen at blive borger i de raskes rige.
Der er naturligvis forskel på diagnoser, og nogle er alvorligere end andre. Men selv en fredelig diagnose har konsekvenser for patientens adfærd og den måde, omgivelserne reagerer på. Diagnosen tvinger personen ind i en sygerolle, som må udfyldes.
Har man meldt sig syg fra arbejde med en forkølelse, bør man for eksempel holde sig hjemme og kan ikke godt antræffes ude i byen. Det forventes desuden, at man har et ønske om at blive rask, og at man derfor også er villig til at underkaste sig en eventuel behandling.
Men sygerollen kan også give personen nogle fordele. Sygdom er hver mands herre, og at melde sig syg er derfor et accepteret alibi for at blive hjemme fra arbejde eller for at melde afbud til for eksempel eksamen eller selskabelighed.
EN DIAGNOSE KAN også give patienten ro i sindet, for symptomer kan være så uforståelige. At få stillet en diagnose kan opleves som en autoriseret anerkendelse af de klager, der har været. I nogle tilfælde kan sygerollen ligefrem give patienten magt over andre, som jo må tage hensyn til patienten og ikke forlange det urimelige.
Sygdomsdiagnoser har naturligvis det vigtige formål at få rubriceret og kategoriseret en tilstand, så den rette behandling kan gives. De er også grundlaget for at opnå en mere eller mindre sikker viden om, hvordan det vil gå (såkaldt prognose).
En diagnose kan være forudsætningen for, at forværring eller følgetilstande kan forebygges. For eksempel kan det være vigtigt at stille diagnosen forhøjet blodtryk (hypertension) for med den rette behandling at undgå en senere apopleksi.
MEN EN DIAGNOSE KAN også åbne en Pandoras æske af uheldige konsekvenser. Personen bliver patient med den indskrænkning af frihed, det medfører. En diagnose er en etiket, som hæftes på patienten, og det kan blive en stigmatisering.
Efterfølgende diagnostiske procedurer og behandlinger kan i sig selv være skadelige. Diagnosen legitimerer lægelig indgriben og salg af medicin, og det betyder, at ressourcer flyttes fra andre samfundsopgaver.
Tidligere blev en diagnose stillet med lægens ”kliniske blik” hvilende på den enkelte patient. Lægen kunne forklare, at de symptomer, patienten havde, skyldtes en bestemt sygdom. I dag er det kliniske blik i nogen grad flyttet fra det enkelte individ til befolkningen. Blikket rettes nu også mod befolkningens statistiske udsving fra et gennemsnit.
Tænk på måling af kolesterol i blodet. Hvis det er forhøjet i forhold til et defineret normalgennemsnit, betragtes det nærmest som en sygdom. Et eksempel på, at en risikofaktor er blevet til en behandlingskrævende sygdom, og et eksempel på, at sygdomsbegrebet er blevet adskilt fra lidelse.
Definitioner på, hvad der er sygdom, er også blevet udvidet på andre måder. Nye sygdomsformer er blevet defineret. En medfødt generthed er nu en social fobi. En overskrift i et sundhedsblad lyder: ”Børn med stille ADHD overses” - måske ikke så sært, da forkortelsen ADHD står for det engelske attention deficit hyperactivity disorder (opmærksomhedsmanglende hyperaktivitetsforstyrrelse).
I dag stilles der flere diagnoser, og det har konsekvenser for den enkelte borger og for samfundet. Vi er ikke blevet mere syge, men teknologien har givet lægerne ”andre briller”, som både er stærkere og ser nye ting.
Riget for de syge udvider grænserne, og det sker blandt andet på grund af en udbredt frygt for, at sygdom bliver overset - en frygt som borgerne deler med deres læger. Vi er ligefrem bange for, at vi opholder os i de raskes rige med en uvidenhed om, at vi i virkeligheden er syge.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen