Studerende: Vi er nødt til at afgive suverænitet

Et ja til folkeafstemningen den 3. december er således en nødvendig suverænitetsafgivelse, hvis vi skal gøre os forhåbninger om et mere stabilt og dynamisk Europa i fremtiden, skriver studerende Emilie Ellehauge

"Vi bør overveje, hvilket EU vi med vores forbehold og tøven er med til at skabe," skriver Emilie Ellehauge.
"Vi bør overveje, hvilket EU vi med vores forbehold og tøven er med til at skabe," skriver Emilie Ellehauge. .

Politikere og eksperter ryster i bukserne over det tætte løb mellem ja-sigerne og nej-sigerne ved folkeafstemningen om retsforbeholdet den 3. december.

Ja-partierne mener, det tætte løb skyldes, at vi ikke har forstået, hvad afstemningen handler om, og således forholder os til den som et spørgsmål om suverænitetsafgivelse. Et spørgsmål om mere eller mindre EU. De kritiserer Dansk Folkeparti og Enhedslisten for at spille på netop de tangenter, mens de selv fokuserer på ét enkelt element i de i alt 22 retsakter, der er til afstemning: Europol.

Ingen af synspunkterne rummer sandheden, men én ting er sikkert: Afstemningen handler om mere end politisamarbejde. Den handler også om Europa og EU's fremtid.

Med Lissabon-traktaten i 2009 blev flere retsakter omdannet fra at være mellemstatslige til overstatslige aftaler, hvilket betyder, at Danmark ikke kan deltage i aftalerne som førhen, medmindre vi ophæver vores forbehold. Flere partier har i årevis ønsket sig en afstemning om at afskaffe alle eller flere af vores EU-forbehold, men den vidtrækkende EU-skepsis hos befolkningen har gjort dette for usikkert.

Nu skal vi så stemme alligevel - men ikke om en afskaffelse. I stedet er løsningen en tilvalgsordning, hvor Folketinget får beføjelse til at vælge til og fra. Selvom det aktuelle spørgsmål ikke kan forsimples til et spørgsmål om ja eller nej til EU, som Dansk Folkepartis valgplakat ellers kraftigt indikerer, ligger der en stærk symbolsk værdi i at flytte en række retsakter fra mellemstatsligt til overstatsligt niveau.

Det er ikke bare retoriske ændringer, som regeringen næsten synes at påstå. Det er endnu et skridt mod en tættere europæisk integration og mere suverænitetsafgivelse - og hvis man er modstander af EU-samarbejdet overhovedet, bør man måske også stemme nej.

Men vi er medlem, og vi har brug for et tættere samarbejde, hvis vi skal være med til at sætte dagsordenen og løse de problemer, vi står over for. Vi bør overveje, hvilket EU vi med vores forbehold og tøven er med til at skabe.

Nej-sigerne mener, at vi kan få en parallelaftale om Europol og andre ønskede samarbejdsområder. Men foruden de praktiske problemer, der kan være ved overhovedet at få en sådan aftale gennemført, vil vi højst sandsynligt ikke få de samme beføjelser som andre lande. Vigtigst er dog, at vi også mister ret til medbestemmelse på retsområdet i EU.

Nej-partierne mener, at danskerne skal have direkte stemmeret til alle ændringer på retsområdet i fremtiden og vil ikke lade det være op til Folketinget, sådan som den foreslåede tilvalgsordning fordrer. Men er det ikke endnu værre, hvis Danmark slet ikke får noget at skulle have sagt i EU? EU har et alvorligt imageproblem som ugennemsigtigt og udemokratisk. Der mangler både interesse for og identifikation med EU og Europa.

Men EU er ikke et lyntog, der ikke kan stoppes. For selvom mange betydningsfulde beslutninger tages i EU, er EU et produkt af de nationale befolkninger. Selvom Lissabon-traktaten betød, at visse dele af vores samarbejde blev flyttet til overstatsligt niveau, var den blandt andet også et forsøg på at gøre EU mere demokratisk (for eksempel ved at give de folkevalgte politikere i Europa-Parlamentet mere magt).

På samme måde måtte EU efter den kuldsejlede forfatningstraktat i 2005 acceptere, at europæerne ikke var interesseret i en EU-grundlov, hyldestsang eller andre identitetsskabende symboler, vi typisk forbinder med nationalstaten.

Tiden er ikke til kortsigtede og fragmenterede aftaler. Og selvom EU i mange sammenhænge bliver en slags ”laveste fællesnævner”, er det fortsat vores bedste bud på holdbare aftaler for både organiseret kriminalitet, men også flygtninge, klima og terrorbekæmpelse.

Danmarks fire forbehold symboliserer en usolidarisk og egoistisk indstilling til vores medeuropæere og er med til at holde samarbejdet tilbage.

Et ja til folkeafstemningen den 3. december er således en nødvendig suverænitetsafgivelse, hvis vi skal gøre os forhåbninger om et mere stabilt og dynamisk Europa i fremtiden.