Sidste weekend var lidt af en belastning.
Først kunne vi ikke sove før klokken 2, fordi rockmusikken fra Northside-festivalen holdt os vågne, omend vi var på to kilometers afstand.
Så kunne jeg kun med besvær få min bil ud at køre til en sommerfest i et sogn syd for Skanderborg, hvor jeg skulle tale, fordi 15.000 løbere i Aarhus halvmaraton skulle forbi, hvor vi bor.
Men alting får en ende, og jeg kunne nyde bilturen hjem hen på aftenen, lyttende til DR P2 og fornøje mig med, at den klassiske radio spillede musik med længst hedengangne kunstnere, hvad man ellers ikke har for vane.
Normalt er den klassiske musik i Danmarks Radio helt historieløs. Alle dens kvaliteter ufortalt handler det kun om aktuelle koncerter og indspilninger, garneret med tåbelige gætterier og andre mærkværdigheder.
Men nu kunne man undtagelsesvis lytte til en indspilning, der ikke er overgået. Bruno Walters legendariske indspilning af Mozarts symfoni nummer 40 fra 1952 med Concertgebouw-orkesteret.
Kyndigt fortalte den meget kompetente studievært Esben Tange om indspilningen og om dirigenten, den vel nu næsten glemte Bruno Walter, der som jøde måtte flygte ud af Tyskland for nazisterne og indtil sin død i 1962 hævede det amerikanske musikliv til ukendte højder, og så af og til vendte hjem til Europa, til det kontinent, han var kommet fra. Og som han repræsenterede med hele den europæiske dannelsestradition, samtidig med sorgen over et kontinent i ruin.
Enhver musikelsker kan i Walters indspilninger høre en smerte udtrykt over, hvordan det var gået. Splittelse, krig, kz-lejre, kold krig, undertrykkelse af hele folk, et Europa, der trods renæssance og oplysningstid ikke havde formået at forvalte en enestående arv.
Når dette læses, er resultatet af folkeafstemningen i Storbritannien kendt. Det er postfestum under alle omstændigheder.
Måske er det endt tragisk med et engelsk nej til Europa, og under alle omstændigheder har afstemningen efterladt et dybt splittet land. Og ditto et splittet Europa.
”Europa kan synke tilbage i barbari,” udtaler den engelske professor Timothy Garton Ash i Politiken i et tankevækkende essay, som bestemt ikke er ukritisk over for EU, hvor for eksempel håndteringen af Grækenlands krise var dybt kritisabel. Et synspunkt, der støttes af professor Christen Sørensens fortræffelige bog, ”Den græske krise”, fra sidste år.
Men det har med erindring at gøre – eller manglen på samme. At vi har glemt, at EU før økonomi i sin idé handlede om at skabe fred og fremgang i en verdensdel, der havde været martret af krige og undertrykkelse i århundreder.
Det er lykkedes, men når denne grundidé glemmes, er der kun fortrædelighederne tilbage. Flygtningekrise, østeuropæere, der tager arbejdet fra hjemlige lønmodtagere, og overflødigt bureaukrati i Bruxelles.
Men hvad er alternativet? Har Per Nyholm ret, når han i Morgenavisen Jyllands-Posten siger, at England aldrig burde have været med i EU, fordi det ikke kan komme over sin imperiefortid, og dog var der ingen, der som Churchill efter Anden Verdenskrig manede til europæisk sammenhold, og han vidste, hvad han talte om. Han var i besiddelse af en erindring.
Vi er underlagt erindringsløshedens dæmoni, og dæmoni betyder ifølge Søren Kierkegaard det selvkredsende og indelukkede, og de konsekvenser, det har for både politik og menneskesyn.
Det bliver i hvert fald klart, når man læser Arne Hardis’ sobre artikel i Weekendavisen om den fejde, der har udspillet sig også i Kristeligt Dagblad om, hvor langt man kan strække Grundloven, når der skal gribes ind i forhold til ekstremister. Om vi på det område er i en nødretssituation?
Landets justitsminister blev nok overfortolket. Men hans angribere havde dog en pointe, nemlig at vi her møder en fatal erindringsløshed, når man overhovedet tør trække paralleller til dengang i 1941, hvor kommunister blev interneret. Var det inden for Grundlovens rammer? Måske!
Men var det ikke beskæmmende for landets selvrespekt og hæder? Erindring er også, at der er noget, der ikke kan siges eller gøres, uden at det giver mindelser, om det, der netop førte til den uafkortede dæmoni.
Vores integrationsminister siger, at det i forhold til nogle mennesker gælder om at gøre deres tilværelse uudholdelig. Det er sagt før i historien, og det burde en dansk minister vide. At ord betyder noget – og toner med. Men hun har nok ikke tid til at studere fortidens dæmoni, ej heller lytte til Bruno Walter.
Dog: Island kom videre ved EM i fodbold. Livet har også sine lyse sider.
Ugens debat skrives på skift af tidligere biskop i Aarhus og klummeskribent på Kristeligt Dagblad Kjeld Holm og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard . En af de to samler hver uge op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter.
