For et menneske der som jeg, siden min gymnasietid midt i 1950’erne, har været en varm tilhænger af et tæt og forpligtende europæisk samarbejde, blev den 23. juni en sorgens og eftertænksomhedens dag.
For os unge mennesker for 60 år siden var det europæiske samarbejde et fredens projekt. Vi havde Anden Verdenskrig tæt på, og for mig som sønderjyde var Første Verdenskrig heller ikke fjern – med en far, der havde været tvunget til at deltage i en krig, der ikke var hans.
Derfor var den 1. januar 1973 en glædens dag – Danmark tilsluttede sig sammen med Storbritannien og Irland det fællesmarked, som de seks oprindelige lande havde etableret, og siden kom mange andre lande med – også de lande i Østeuropa, som havde lidt under Sovjetunionens dominans.
Og fredens projekt har fungeret! På intet tidspunkt i (Vest)europas historie har der været så lang en periode med fred.
Ikke at jeg frygter, at der vil komme ufredelige tilstande i Vesteuropa, men vi ser jo tendenser i øst (Rusland/Ukraine), og hvis EU begynder at falde fra hinanden, dersom andre lande bliver inspireret af Storbritannien, kan vi hurtigt sætte de mange gode ting, vi også har opnået, over styr.
Der er jo ting ud over samhandlen, vi bedst klarer i fællesskab – lad mig nævne den aktuelle flygtningekrise, miljøspørgsmål og klimaforandringer.
Jamen, hvad skal vi så gøre for at forhindre EU’s kollaps? EU er udemokratisk, siger mange modstandere og skeptikere. Det er jo egentlig ikke rigtigt. Vore valgte regeringschefer og ministre sidder i det europæiske råd, og vore valgte EU-parlamentsmedlemmer overvåger beslutningerne.
Ikke at man altid får sin vilje. Det er demokratiets vilkår, at man jævnligt må indgå kompromiser – det gør man også i Folketinget, uden at vi af den grund vil melde os ud af Danmark.
Men hvordan viser vi for den enkelte borger, at EU er demokratisk? Jo, vi mangler en europæisk debat – en debat, som er livsnødvendig for et demokrati. Politikerne og pressen har et meget stort ansvar for på en måde at få etableret en sådan debat, og vi menige borgere har et ansvar for at deltage i den, så en italiener forstår, hvad jeg mener og hvorfor – og jeg tilsvarende for eksempel en irer.
Og så skal der drages omsorg for, at EU kun beskæftiger sig med forhold, der er relevante for EU, og ikke alle mulige emner, som bedst behandles tæt på de borgere/virksomheder, som de vedrører.
EU skal ikke ændre på vor nationalitet! Vi skal fortsat være danskere, franskmænd, finner eller ungarere med vore egne sprog, kulturer, historie og sågar måde at leve på i dagligdagen.
Det skal vi ikke ændre på, hverken i Europas eller globaliseringens navn, men med rødder og ståsted i vor egen kultur skal vi arbejde sammen, og i Europa tæt sammen, fordi udfordringerne kræver det.
Arne Steenfeldt Sørensen, forhenværende bogholder, Silkeborgvej 44, 2. tv., Aarhus C