"Kors i røven". At man i dag mere end 30 år efter stadig husker episoden vidner om, at den slags udtalelser ikke var dagligkost i Danmark dengang.
Siden er der sket en del. Det hellige er ikke så helligt længere. Den respekt, hvormed man engang omgikkes troens symboler er kraftigt på retur. Her i efteråret kunne tv-stationen TV 3 i en reklamekampagne proklamere: "Intet er helligt". Det skete i store overskrifter for tv-programmet Robinson, som blandt andet handlede om, hvem der først faldt ned fra det kors, de hang på.
Spørgsmålet om hellighed og ukrænkelighed i de forskellige religioner er på en helt ny måde sat på dagsordenen i den senere tid, fordi landets muslimer føler sig fornedret og forhånet. En gruppe muslimer har netop lagt sag an mod Danmarks Radio og TV 2 for blasfemi. Begge stationer har vist uddrag af den kontroversielle film om kvindeundertrykkelse i islam, som den hollandske instruktør Theo van Gogh blev myrdet for at stå bag. Men ikke kun i Danmark gør muslimer anskrig over for det, de ser som manglende respekt for deres tro. For to år siden prøvede muslimer i Frankrig forgæves at få forfatteren Michel Houllebecq dømt i en meget omtalt retssag. Hans brøde var, at han i et interview havde kaldt alle religioner for idiotiske, men "den mest idiotiske er islam". I øvrigt skulle forfatteren Henrik Nordbrandt have været slæbt i retten, hvis samme argumentation blev brugt mod ham: I en artikel i Weekendavisen skrev han for nylig under overskriften: Den satans religion.
I Storbritannien er der lovgivning på vej, som måske vil forhindre, at der gøres grin med Allah og Gud. Kendte komikere, herunder Rowan Atkinson alias Mr. Bean, er gået i offensiven. Han fik sin debut med satireindslag som det, hvor bedende muslimer ligger side om side foran Ayathollah Khomeini, mens han selv tørt bemærker, at muslimerne fortsat leder efter ayathollahens kontaktlinser. En britisk organisation, der kæmper for kristnes rettigheder i den muslimske verden, har peget på, at hvis loven havde eksisteret dengang, forfatteren Salman Rushdie blev dødsdømt af det iranske præstestyre for at håne islam, skulle Storbritannien ikke have beskyttet ham som nu, men derimod retsforfulgt ham.
De mange enkeltsager har fået nogle til at overveje, om den danske lovgivning på området er god nok. Den besindige konklusion må være, at det hellige skal der værnes om, men ikke på bekostning af ytringsfriheden. Den er begrænset af injurie- og racismelovgivningen, som sætter grænser for, hvor nedsættende, man kan omtale mennesker. Blasfemilovgivningen beskytter den religiøse følelse og Gud.
Men det kan få fatale følger, hvis satire og kritik af religion udlægges som forhånelse af troen og derfor ikke kan fremsættes, som nu i spørgsmålet om islam. Det smager af sindelagskontrol og kætterdomstol og hører ikke til i et frit samfund. Det giver derfor god mening, at ingen er blevet dømt for at fremsætte blasfemiske udtalelser i Danmark siden 1930'erne.
Både kristendommen og kirken har i den offentlige debat fået tørt på siden, men Gud skal ikke forsvares af lovgivningen. Derimod skal forhånelser af troen modsiges. Det skete sidste år, da Kvicklys salg af sandaler, hvis såler var påtrykt motiver af en Jesus-lignende figur og Jomfru Maria, hurtigt blev taget af markedet. Folkestemningen var trods alt ikke til, at man i bogstaveligste forstand træder på det hellige. Da Glyngøre Sild nogle år tidligere markedsførte sig på, at en særlig sild til påskefrokosten ville skabe "opstandelse i påsken", rejste der sig også et ramaskrig over virksomhedens smagløse salgsfremstød, som af samme grund hurtigt blev indstillet.
Når store dele af den vestlige kultur i praksis har ophævet den juridiske beskyttelse af det hellige, hænger det sammen med den voksende sekularisering og det forhold, at der ikke længere er enighed om, hvad det hellige er. I Bibelen bruges ordet hellig i forskellige former mange hundrede gange, og i trosbekendelsen i folkekirken bekender man troen på en hellig almindelig kirke. I protestantisk sammenhæng har der imidlertid været en tendens til at sige, at det hellige er Gud og ikke alle udenomsværkerne. Altså den og ikke det hellige. Men også mange protestanter vil formentlig opfatte for eksempel kirkerummet som noget nær helligt. I både den katolske og ortodokse tradition er det også tilfældet, og her spiller religiøse ikoner og billeder en helt særlig rolle og udtrykker en form for gudsnærvær. Inden for denne del af den kristne kirke opfattes det hellige langt mere konkret end af mange protestanter, og noget tilsvarende gør sig gældende for muslimer. Derfor vil en usømmelig omgang med religiøse symboler virke sårende på dem, mens protestanter i højere grad alene vil anse forhånelsen af religion som udtryk for primitivitet eller dårlig smag.
I Indien slagter man som bekendt ikke de hellige køer, mens vi i Vesten hele tiden flytter grænserne for vores omgang med det hellige. Spørgsmålet er, om vi i Vesten kan undvære hellige køer, om der er en grænse for, hvor langt vi kan gå. Gud tåler det nok, men vi kan ikke overleve som samfund uden en fornemmelse af, at noget er helligt, ukrænkeligt og større end os selv. Det er i bund og grund herfra, vi får vore værdier og det, der binder os sammen.