Vi kan godt her i Danmark

Det kræver vilje, og det kræver ildsjæle på landets hospitaler, der vil organdonation, som vil komme ventelisterne til livs, mener Karin Riis-Jørgensen

Karin Riis-Jørgernsen, gruppeformand for Venstre i Europaparlamentet. -
Karin Riis-Jørgernsen, gruppeformand for Venstre i Europaparlamentet. -. Foto: Arkivfoto.

VI HAR NETOP MARKERET en særlig og vigtig dag – nyredagen. Og igen i år var det blevet tid til, at vi så indad for så derefter at se udad.

Det er efterhånden ved at være ganske almindeligt kendt, at de danske ventelister for organtransplantationer desværre stadig viser triste tal. Tal der gør, at vi stadig må se indad for at ændre.

Vi gør meget i Danmark for at nedbringe ventelisterne, og det forholdsvis nye Center for Organdonation i Skejby ved Århus bidrager klart hertil.

Men også andre steder i Danmark gør man det godt. Lad mig fremhæve Odense Universitetshospital. Her gør man en særlig og prioriteret indsats i forhold til levende donorer – og det virker!

Flere familiemedlemmer og venner hjælper hinanden og giver nyt liv til hinanden.

SÅ VI KAN JO GODT i Danmark. Vi kan godt nedbringe vores ventelister, men det kræver bare, at det er alle steder i Danmark, at man gør denne indsats. Og forskelligheden viser sig tydeligt i forskelle på antallet af donorer pr. million indbyggere mellem regionerne i Danmark.

Så selvom jeg er varm fortaler for, at vi også ser udad og vender blikket mod blandt andet vores norske venner, der arbejdet sikkert og målfast mod nedbringelser af ventelister og bedre information til patienterne og de pårørende, så kan vi også lære noget regionerne imellem.

Men det kræver vilje, og det kræver ildsjæle på landets hospitaler, der vil organdonation, som vil komme ventelisterne til livs.

Og gør man som de bedste, så kan man foretage store indhug i ventelisterne – et mål, der må sættes i forbindelse med den nys overståede danske nyredag.

Karin Riis-Jørgensen er tidligere medlem af Europa-Parlamentet (V) og organdonor