Meget tyder på, at der inden næste folketingsvalg vil blive en debat om forholdet mellem stat og kirke. Måske også en lovgivning, der opfylder den såkaldte løfteparagraf i Grundloven, som stiller en kirkeforfatning i udsigt. Det er også på tide løfteparagraffen er fra 1849.
Det vil betyde en kirke, som bliver frigjort fra Folketingets indflydelse og selv skal styre sine egne forhold. Det er mindre sandsynligt, at der kommer en egentlig adskillelse af stat og kirke, idet det ville betyde en grundlovsændring.
LÆS OGSÅ: Vil en rød regering tage folkekirken alvorligt?
Sagt på en anden måde: en eller anden grad af adskillelse i praksis, men ikke i teorien.
Traditionelt har vækkelsesbevægelserne i kirken både grundtvigske og missionske været imod en opfyldelse af løfteparagraffen. De officielle begrundelser har været forskellige, men et fælles træk har været en frygt for, at den interne frihed i folkekirken blev indskrænket.
De grundtvigske har principielt været imod. Man har tænkt om folkekirken som en borgerlig ramme om menneskers meget forskellige former for kristendom.
I Indre Mission har modstanden været mere pragmatisk: Egentlig ønsker man en bekendelseskirke, men frygten for selv at falde uden for en sådan kirkes tolerancerum har gjort, at man levede med det velordnede anarki.
Den bevægelse jeg tilhører, Luthersk Mission (LM) har lige på dette punkt lignet de grundtvigske. De grundtvigske talte om folkekirken som et gæstehus, som den levende menighed kunne bo som gæst i. I det gæstehus kunne man principielt mene, lære og prædike hvad som helst, bare der var plads til den levende menighed. Luthersk Missions lærefader i kirkesyn, den norske vækkelsesprædikant Ludvig Hope, har parallelt men mere upoetisk brugt billedet med kirker og organisationer som stilladser, hvorfra den ægte og usynlige kirke bygges. Derfor var folk fra Luthersk Mission pragmatiske som folk fra Indre Mission, men argumenterede grundtvigsk.
Disse positioner er i stor stil under opbrud i dag.
Selv de mest hårdkogte grundtvigianere kan ikke forestille sig en kirke så rummelig, at den kan give plads til alt, der kalder sig kristendom. Man kan bare sige navnet Anders Breivik ...
Og vi missionsfolk er ved at fatte, at der er grænser for pragmatik. Det er ulogisk, at et Folketing, der er sekulariseret, mange-kulturelt og multireligiøst, skal fungere som synode.
Den hidtidige styreform har kunnet lade sig gøre under dække af en principielt kunstig, men praktisk skelnen mellem kirkens ydre og indre anliggender. Ikke mindst de sidste års debat om kirkelig vielse af homoseksuelle par har vist, at denne skelnen er og bliver fortænkt.
Og på bagsiden af denne sag bliver virkeligheden tydelig: Hverken spørgsmål om præstenormeringer eller prioriteringer af økonomi mellem forskellige kirkelige aktiviteter eller mellem byggerier af nye kirker og ansættelser af sognemedhjælpere har nogensinde været rent ydre anliggender. Vi har bare ladet som om, fordi det var det nemmeste.
Den nuværende kirkeordning er brudt sammen under sin egen mangel på indre logik.
Derfor er vi nødt til at løbe risikoen og søge en ny ordning: Vi missionsfolk må risikere at blive dømt ude af tolerancerummet. Grundtvigianere og tidehvervsfolk må risikere, at den højt besungne rummelighed indskrænkes, og kirkens natur af bekendelseskirke træder tydeligere frem. Servicekirkeligheden må risikere, at en del passiviserede medlemmer vil melde sig ud, så der bliver færre at servicere. Og en række folkekirkefundamentalister af mere ubestemmelig art må erkende, at folk og kirke alligevel ikke er synonymer.
Og alle sammen kan vi jo citere Kierke-gaard: At vove er at miste fodfæstet for en tid, ikke at vove er at miste sig selv ...
Konsekvenserne er altså ikke sådan lige til at overskue. Et par ting står dog klart for mig.
For det første: Det ville være uanstændigt af den gamle synode Folketinget at påtvinge den nye synode en lov om kirkelige vielser af homoseksuelle par, inden den nye synode har fået mulighed for at træde sammen. Det ville være magtmisbrug. Den nye synode kan sikkert ikke blive enig, men problemet er placeret, hvor det hører hjemme: som et internt kirkeligt anliggende.
For det andet: Man kan ikke udelukke, at en selvstændiggjort kirke vil være nødt til at give mere indflydelse til det aktive kirkefolk. Den gudstjenestefejrende menighed vil måske få mere albuerum og den hidtidige alliance mellem liberal teologi og et sekulariseret folketing blive svækket.
Måske, man har da lov til at håbe ...
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen