Juleaften lød evangeliet om Guds første præst, englen, der forkyndte for markens hyrder en stor glæde, der skal være for hele folket: ”I dag er der født jer en Frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”
Få dage efter nytår lød det, at folkekirkens første reinkarnationspræst igen er trukket i kjole og krave uden at afvise reinkarnationslæren, der strider imod forkyndelsen af Frelserens fødsel julenat.
Hvad præsten tror på, er ikke blot et mellemværende med Gud, for som flere allerede har påpeget, kan præsten ikke privatisere sit forhold til Gud - i kirken er bekendelsen en offentlig sag. For en præst tilhører ikke sig selv og sine egne fornemmelser, men er forpligtet af menigheden som opretholdes af ordet.
Derudover er præsten forpligtet af præsteløftet, der ikke forpligter til at tro, men at ”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”. I den bekender vi troen på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, der er født af en jomfru en eneste gang, og aldrig skal natten i Betlehem gentages.
En engangshændelse i evig nutid: t menneske kommer ned - Gud kommer ned og Fanden må krybe i sit helvedeshul. Ikke et menneske, der stiger op. En eneste gang og altid skal den mørke stald være mit hjertes frydeslot (salmebogen nummer 125), for dagligt skal englenes sang til hyrderne klinge i det vaklende menneskehjerte: Frygt ikke og flygt ikke, men tag din gerning op.
For som Martin Andersen Nexø skriver i roman ”Ditte Menneskebarn” (1917-1921), fødes der hvert sekund en menneskesjæl til verden. ”Et lys tændes, en stjerne, der måske skal brænde usædvanlig smukt, som i alt fald har sit eget, aldrig sete spektrum. Et nyt væsen, der måske skal strø genialitet, måske skønhed omkring sig, kysser jorden; det aldrig sete bliver kød og blod. Intet menneske er en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages.”
Der er kun det ene liv. Intet menneske bliver kød og blod igen i en såkaldt bedre udgave af sig selv - alt afhængig af indsatsen i det foregående liv. Nej, for intet menneske er en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages. Der er kun det ene liv - det er evighedens eftertryk.
Vi skal leve med, at det er en engangsforestilling - mere og mere har vi bag os, mindre og mindre foran os. Det er kun til at leve med, fordi vi bekender troen på Jesus Kristus, hans enbårne Søn vor Herre, i hvem vi skænkes syndernes forladelse for det ene liv og med alt det, som livet er.
Det er da den store nåde, at vi kun skal leve én gang - men i Guds tilgivelse dagligt på ny gives tilbage til det samme gamle menneskeliv.
Alt kan tænkes i denne verden, men det betyder ikke, at alt kan prædikes, og det er et uhyre fald i teologisk niveau, at det overhovedet er nødvendigt at understrege dette enfoldige faktum.
Marie Høgh er konstitueret sognepræst i Stenstrup-Lunde Pastorat