NÅR KRISESITUATIONER opstår, så kommer der altid ting op til overfladen.
Hvordan reagerer vi, når vi presses? Og hvad siger det om os som mennesker? Jeg er præst og ikke politiker, så hvordan vi løser verdens flygtningekrise, det har jeg ingen og slet ikke en kvalificeret mening om.
Det er ikke min opgave som præst, og heldigvis for det, for eksisterede der en nem løsning, så stod vi nok ikke i den situation, vi gør, verden over.
Men hvordan vi behandler andre mennesker, og hvordan vi omtaler dem, det har jeg som præst i høj grad en mening om.
Specielt fordi jeg desværre kan konstatere, at det tit er med kristendommen i hånden, at mange mennesker også i Danmark gokker andre mennesker oven i hovedet.
I DEN FORBINDELSE er der et par misforståelser, som jeg gerne vil komme til livs: Koranen er fyldt med gruopvækkende ting, der er Bibelen langt bedre. Forkert.
Bibelen rummer i høj grad også ting, der er både voldelige og langt ude. Vi bliver nødt til at fortolke Bibelens ord ind i et nutidigt liv. Blandt andet derfor har vi kvindelige præster i dag, for ifølge Paulus måtte kvinder ikke engang tale højt i forsamlinger.
Som kristen har man pligt til at se ned på, hade eller bekæmpe andre trosretninger, specielt muslimer. Forkert. Jesus bliver i Bibelen spurgt, hvad der er det største bud over alle, og han svarer;
Du skal elske din Gud, og du skal elske din næste som dig selv. Og han pointerer, at det at elske sin næste står lige med at elske Gud.
Så som kristne er det vores fornemste pligt at elske vores næste. Det betyder, at vi - hvis vi vitterlig lever på et kristent grundlag i en eller anden forstand - skal gøre alt for at møde andre mennesker, også dem, der er anderledes end os, med barmhjertighed og respekt.
SÅ HVAD SIGER måden, vi som mennesker håndterer flygtningekrisen på, om os? Tonen er hård, og den bliver hele tiden skærpet.
Voksne mennesker bruger et sprog om andre, som vi -hvis vi hørte børn tale sådan til hinanden i skolen - ville slå hårdt ned på, for det er jo mobning. Og det tillader ordentlige mennesker ikke. Der er også sket gode ting i al kaosset. Almindelige danskere har mandet sig op og taget initiativ.
Jeg vil gerne tro, at barmhjertigheden hersker på trods af det uigennemskuelige og håbløse i hele situationen... For jeg synes også, at det er svært at finde hoved og hale i og ikke mindst se en lykkelig ende på. Men lige meget hvad, så har andre mennesker fortjent at blive omtalt med respekt, for de er mennesker ligesom os.
Og hvem er vi, at vi synes, vi sidder højere til hest end dem? Vi er heldige at have hjemme i Danmark og ikke i Syrien, men det kunne jo faktisk lige så godt have været omvendt. Det er, hvordan vi behandler andre, der afslører, hvem vi er.
Rikke Weissfeld er sognepræst