Vi hører ustandselig om de civile mål ved bombningerne i Aleppo i Syrien. At civile både dræbes og lider, når der er krig, er et velkendt fænomen. Dels kan civile mål træffes ved fejltagelser, dels kan bombningerne skyldes, at fjenden dækker sig bag civile mål. Men det er intet nyt. Krig er grusom og koster civile tab.
I begyndelsen af Anden Verdenskrig bombede tyskerne bevidst civile mål, da de angreb Holland, og i løbet af en time udbombede de hele Rotterdams centrum. Få måneder senere bombarderede de Londons centrum og beboelseskvarterer, hvorved 40.000 civile omkom.
I august 1943 bombarderede englænderne Hamborg. Man smed både brand- og sprængbomber. Jeg gik dengang i skole i Sorø, og vi kunne om natten se det røde skær i horisonten mod syd. Mere end 300.000 personer blev dræbt. Dresdens skæbne i 1945 gik heller ikke stille af. Og så behøver vi blot at tænke på de to atombomber, som blev kastet over Japan.
Det har ikke været anderledes i de efterfølgende krige, Korea, Vietnam og så videre, for ikke at tale om de palæstinensiske raketangreb på Israel og de efterfølgende israelske gengældelser.
Når derfor FN, Nato og/eller USA og EU vedtager krig mod Saddam Hussein, Muammar Gaddafi og nu Bashar al-Assad, så er det aldeles velvidende, at det vil betyde massive civile tab. Af samme grund klinger det hult, når krigens konsekvenser senere fordømmes blandt andet i dansk presse. Disse seneste tre krige har vi jo selv deltaget i.
I realiteten ligger der en enorm udenrigspolitisk fejl i, at vi med USA i spidsen blander os i de interne konflikter, som forekommer i landene i Mellemøsten og Afrika. Uoverensstemmelser, som fører til visse gruppers oprør mod nogle totalitære regimer, bør vi ikke blande os i. Og slet ikke med en bedrevidende løftet pegefinger og fortælling om, at de alle skal blive demokratiske stater.
Konsekvenserne af vore tiltag ses for eksempel med al tydelighed i, hvad iranerne fik, efter vi havde fordrevet shahen, og den udvikling, som nu kan ses i Afghanistan, Libyen og Irak.
Der findes endnu i dag mange lande, som er helt eller delvis totalitære. De er ovenikøbet medlemmer af FN, hvilket i allerhøjeste grad undergraver tilliden til denne institutions beslutninger.
Vor indblanding i forholdene i disse forskellige lande har nu medført en kolossal strøm af indvandrere, som dels består af civile flygtninge, dels af lykkeriddere. Deres kulturelle stade synes i høj grad at være en hæmsko for en mulig integration i vore vestlige lande.
Havde vi ikke selv aktivt deltaget i de krigeriske handlinger, ville mange af disse personer utvivlsomt selv have ydet deres bidrag – måske militært – til en løsning af tilstandene i deres hjemlande. Det bedste, vi derfor kan gøre, er at standse vor deltagelse i krigshandlingerne og derefter forberede indvandrerne på en tilbageførsel til hjemlandene.
Dette kan muligvis gøres med en vis økonomisk ydelse til genopbygning og naturligvis med befolkningens egen vilje til at gøre en indsats. Som eksempel kan vi se på, hvad tyskerne gjorde i årene 1945-1948.
Christian Kjellerup Hansen er skibsreder.