Der kommer aldrig en bedre lejlighed til at ændre vores liv end lige nu

Forestillingen om, at lige om lidt har vi tid, råd og overskud til at gøre alt det, som vi så gerne vil, er den sørgeligste illusion at leve i. Gør det nu, skriver Mickey Gjerris

jeg kan ikke gemme mig bag dig, for du er allerede i gang – er du ikke? Viser mig, at hver dag er en ny begyndelse. At svigtet fra i går ikke forhindrer forandring i dag. At drømme bliver virkelige, når vi tør dem. Det giver mod til at følge i dit spor – også selvom det er koldt og januar. Og hvem ved? Måske kan jeg så inspirere andre til det samme.
Jeg kan ikke gemme mig bag dig, for du er allerede i gang – er du ikke? Viser mig, at hver dag er en ny begyndelse. At svigtet fra i går ikke forhindrer forandring i dag. At drømme bliver virkelige, når vi tør dem. Det giver mod til at følge i dit spor – også selvom det er koldt og januar. Og hvem ved? Måske kan jeg så inspirere andre til det samme.

Det er januar. Et nyt år venter forude. Luften er isnende kold, og gaderne flyder med brudte nytårsforsætter. Forbløffende så meget bedre mennesker, vi forestiller os, at vi kan blive, og forbløffende så hurtigt vi opgiver tanken igen.

I løbet af få uger er det slet ikke til at se, at det er et nyt år. Begynder hurtigt at ligne det forrige. Lidt forslidt og fyldt med uoverskuelige udfordringer. Klima, Trump, terror og fem kilo for meget.

Kuede sjosker vi troligt videre i konkurrencestatens hamsterhjul præcis som sidste år. Eller står udenfor og kigger undrende på dem, der knokler rundt derinde, imens de mere og mere desperat prøver at overbevise hinanden om, at det her er enormt kompetenceudviklende og spændende. Eller prøver desperat at komme med op i hjulet, hvor der er så mange muligheder for at svigte sine kære, få stress og glemme, at vi arbejder for at leve – ikke omvendt.

Men næste år. Der skruer vi ned for blusset. Finder tilbage til de enkle glæder. Tager os tid til at leve. Til at ånde luften i fulde drag. Falde i staver. Kigge på skyer og drikke en kop kaffe, mens tankerne vandrer deres egne veje og giver os små glimt af indsigt ind i Den Store Hemmelighed om meningen med det hele. Men altså først næste år. Lige nu sidder vi fast igen.

Sandheden er blot, at der aldrig kommer en bedre lejlighed til at ændre vores liv og gå efter drømme, der er os mere værdige end lige nu. Der er ingen grund til at vente, for det bliver aldrig bedre, hvis ikke vi gør det. Forestillingen om, at lige om lidt har vi tid, råd og overskud til at gøre alt det, som vi så gerne vil, er den sørgeligste illusion at leve i.

Så: Er du utilfreds med dit job: Sig op. Spilder du tiden foran fjernsynet: Sluk. Læser du for mange klummer: Luk avisen. Vil du forandring i verden: Bliv et lys for andre. Gør det nu. Drømme bliver til fortrydelse og stille desperation, når vi udsætter dem. ”Kys det nu, det satans liv”, som Steffen Brandt synger.

Og så ved jeg godt, at du allerede lever sådan. At det her bare er mit forsøg på at generalisere egen ufuldkommenhed ud på alle. Det er så meget mere tilforladeligt at tage endnu en aften og endnu et år i sofaen foran serier, bagekonkurrence og breaking news om verdens elendighed, når jeg kan bilde mig selv ind, at du gør det samme. ”Kan godt være, at vi er ynkelige, men vi er det sammen,” tænker jeg og skifter kanal.

Men jeg kan ikke gemme mig bag dig, for du er allerede i gang – er du ikke? Viser mig, at hver dag er en ny begyndelse. At svigtet fra i går ikke forhindrer forandring i dag. At drømme bliver virkelige, når vi tør dem. Det giver mod til at følge i dit spor – også selvom det er koldt og januar. Og hvem ved? Måske kan jeg så inspirere andre til det samme.

Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, professor i psykologi Lene Tanggaard, medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo.