Da Berlinmuren faldt i 1989, talte hele verden om den største omvæltning i efterkrigstiden, men den seismografisk sindede skribent Umberto Eco skrev samme år, at Murens fald blot var en lille krusning på tidens strøm.
Det ville blive en gigantiske folkevandring fra syd til nord, der ville udløse storm mod Europa: ”Som alle store folkevandringer vil dens slutresultat være et ændret etnisk mønster i de lande, der har været rejsens mål.”
Ecos analyse, der blev offentliggjort i det hedengangne tidsskrift Fredag, har unægtelig fået fornyet aktualitet i en uge, hvor lederskribenterne har spurgt sig selv og læserne, om Europa skal være et globalt vandrehjem.
Mest opsigt har det nok vakt, at både Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, og generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm trodsede de vante konfessioner i den humanitære branche og udfordrede de gængse trosartikler i godhedsindustrien.
I Politiken pointerede Lidegaard, at masseindvandringen er en trussel mod det danske velfærdssamfund: ”Vi er nødt til at handle meget hurtigt for at få situationen under kontrol.” Ligeledes antyder Lidegaard, at forestillingen om at dæmpe stigningstakten i indvandringen gennem u-landshjælp svarer til at ville slukke en skovbrand med opslagstavler.
I et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten luftede Andreas Kamm en lignende linje om emnet: ”Vi kan ikke være forpligtet til at ødelægge vores eget samfund.”
Nej, for hvad er det for konflikter, folkevandringen lægger kimen til? Eller hvilken bunke problemer sender vi i nakken på vore efterkommere, hvis vi kapitulerer over for masseindvandringen?
”Vi risikerer, at modsætningerne mellem flygtninge og migranter på den ene side og lokalbefolkningerne på den anden går helt skævt og eskalerer, og i mine øjne står vi over for et decideret ragnarok-scenarium.”
Konklusion: Udlændingepolitikken fungerer ikke. Og det udløser vrede og frustration i modtagerlandene, ligesom det giver bolden op til et virvar af forskruede forestillinger hos migranterne.
I afvigte uge blev dog også andre toner anslået. Der var for eksempel Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, som anbefalede, at hans sønderjyske hjemstavn blev koloniseret: ”Giv dog indvandrerne lov til at starte butikker og bo i husene! Det ville være til gavn for alle.”
Mon Madsen har spurgt sønderjyderne, om de er enige heri? Næppe. I Berlingske fortæller redaktør Tom Jensen, at han og hans familie fraflyttede Nørrebro, da børnene skulle i skole. De skulle nemlig ikke være kanonføde i det multietniske koncept. Hvorfor skulle sønderjyder reagere anderledes?
Madsen foreslår, at de asylsøgere, der demonstrerer entreprenante evner til at finde sig et udkomme, skal belønnes med permanent ophold i Danmark. Ikke alle var lige begejstrede for det forslag.
Ligesom nogle kom i tvivl om visdommen i at støtte Læger uden Grænser, da de i Morgenavisen Jyllands-Posten læste, at den internationale talsmand for organisationen proklamerede, at man nu ville være ”opsøgende” i forhold til migranterne. Jamen, vi skal vel ikke sponsorere folkevandring, familiesammenføringer, etnisk ballade og udviklingen af det, Umberto Eco kaldte for ”Afroeuropa”? Læger uden Grænser skylder en forklaring.
I en overbliksskabende artikel i Kristeligt Dagblad tegner politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen tre mulige reaktioner på de mange asylanter, der strømmer ind hver dag, hele døgnet rundt:
EU kunne i fællesskab stoppe den kæmpestore indslusning af migranter. Europæerne kunne lade tyskerne og svenskerne, der er kendte for deres generøse asylpolitik, tage slæbet alene. Og endelig kunne alle europæiske nationer åbne portene på vid gab for asylanter, hvormed Vesteuropa i sin nuværende skikkelse vil gå til grunde.
Berlingskes lederskribent urgerede løsning nummer et: ”De skal sendes retur til det land, de kommer fra hurtigst muligt, så de kan sprede budskabet om, at porten til Europa er lukket for økonomiske flygtninge.”
Kristian Østergaard er præst og anmelder på Kristeligt Dagblad. Han samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter