BLOT TIMER EFTER det formodede terrorangreb i Berlin bekendtgjorde lederen af Alternative für Deutschland, Frauke Petry, at blodsudgydelserne på julemarkedet ”ikke blot er et angreb på vores frihed og vores livsførelse, men også et angreb på vores kristne tradition”. I USA istemte den kommende præsident Donald Trump ved at beskylde ”radikal islamisk terrorisme” for angrebet og tilføjede, at ”IS og andre islamiske terrorrister fortsat slagter kristne i deres religiøse samfund og kirker som en del af deres globale jihad”.
Tendensen til, at terrorhandlinger nu også er blevet religionsstridigheder, fik igen for alvor fornyet liv i forbindelse med terrorangrebet i Paris på satiremagasinet Charlie Hebdo. Meget hurtigt blev konflikten, især på sociale medier, en konflikt mellem kristne værdier og vestlige demokratier på den ene side og formørkede islamister for kalifater på den anden side. På Twitter trendede ud over #jesuischarlie også #killallmuslims med udsagn som ”begå folkedrab på dem alle (muslimer, red.) for at være helt ærlig, sorte, hvide, asiatere, lad os komme af med dem alle sammen” og så fremdeles.
Hvis historien står til at have lært os noget, så er det, at menneskeheden har været ganske villig til at ty til vold og krige med henvisning til deres religiøse overbevisninger og teologiske standpunkter, hvad enten disse er kristne, muslimske eller af anden observans.
Dertil kommer, at skæver man til vestlige demokratiers historie, så rider den på ryggen af oplysningstiden. Oplysningstidens motto var ” sapere aude ” – eller ”vov at vide”, og heri lå, at der kunne være noget ganske udfordrende, ligefrem farligt, ved at erhverve sig ny viden. Det farlige skal igen ses i lyset af den mørke middelalder, der præcis var karakteriseret ved en religiøs dogmatik med hensyn til, hvordan livet skulle leves i overensstemmelse med den rette tro, og hvad der retmæssigt kunne betegnes som videnskab.
Overgangen fra det geocentriske til det heliocentriske verdensbillede – altså fra et kosmos med Jorden i midten, til et kosmos med Solen i midten af universet – blev anset af kirken som en kættersk idé, der kostede den italienske digter, filosof, matematiker og kosmolog Giordano Bruno (1548-1600), en efterprøvelse ved den romerske inkvisition, hvor han blev kendt skyldig og sidenhen brændt på bålet, for hvad der atter senere skulle vise sig en videnskabelig sandfærdighed.
Giordano Bruno vovede for at vide, og siden oplysningstiden er historier som Brunos blevet heltesagn om, hvordan viden og sandhed kan sejre og gøre mennesker mere oplyste om sig selv, naturen, vores placering i staten som borgere og placering i det store verdensbillede.
Viden og sandhed er vigtige for os som mennesker, da de udgør de vigtigste navigationspunkter for vores, forhåbentligt rationelle overvejelse, beslutning og handling i alskens forhold, hvad enten det gælder hverdag eller videnskab. I informationstidsalderen mangler vi ikke information, men blot fordi der er mere information til rådighed, betyder det ikke i sig selv, at vi har mere viden.
Det er præcis den erkendelse, som World Economic Forum også nåede til i 2016, da det gjorde misinformation på nettet til en global udfordring, hvor ”den globale risiko for massiv digital misinformation er i centrum for en konstellation af teknologiske og geopolitiske risici, der strækker sig fra terrorisme til cyberangreb og til globale ledelsessvigt”.
Er det ikke forstemmende, at vi i informationstidsalderen kan være på vej tilbage til fordums tiders religionsstridigheder, mistro og manglende tillid, kulturkampe, klassekampe, politisk polarisering og ekstremisme, blandt andet fordi vi har fået adgang til mere information og misinformation?
Det var jo ikke det, der skulle være pointen med information til fingerspidserne – nærmere det omvendte, at information skulle lede til større forståelse for ligheder og forskelle mellem mennesker, mennesker og stat, mennesker og natur og mennesket i kosmos. Sandheden er altid populær, også når den er til besvær. Man bliver klog af den.
Selvom jeg ikke selv er af religiøs overbevisning, har jeg stor respekt for dem, der har en guddom i deres verdensbillede, hvad enten der er tale om Muhammed, Buddha eller en treenig Gud. For denne betragtning har troende mere tilfælles end dem, der ikke tror, trods alt, og der deles en fundamental overbevisning blandt religiøse, som hverken agnostikere eller ateister kan have store aktier i.
Misinformation er en global udfordring, for den kan, paradoksalt nok, efter både en mørk middelalder og en oplysningstid, endnu stadig nå at lede os tilbage til fordums tiders religionskrige – og dette midt i en informationstidsalder. Pas på de tweets og de hurtige kommentarer på væggen dér, om hvem der er skyld i hvad nu og her.
Vincent F. Hendricks er filosofiprofessor og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet. Han analyserer amerikansk politik og samfundsforhold i Kristeligt Dagblad.