Kollega mindes vogteren af Palmyras skatte: Et hjælpsomt og varmt menneske

Det er tragisk at tænke på, at en så betydende skikkelse som Khaled al-As'ad skulle slutte sit liv på en så barbarisk måde. Sådan skriver professor Finn O. Hvidberg-Hansen om den syriske museumsdirektør, som han selv har arbejdet sammen med, og som forleden blev myrdet af terrorister fra IS

Den 82-årige museumsdirektør Khaled al-As'ad blev henrettet på åben gade af Islamisk Stat, fordi han nægtede at røbe eller udlevere kunstskatte fra Palmyra. -
Den 82-årige museumsdirektør Khaled al-As'ad blev henrettet på åben gade af Islamisk Stat, fordi han nægtede at røbe eller udlevere kunstskatte fra Palmyra. - . Foto: Xinhua/Sipa/Scanpix.

I den seneste tid har dagspressen både ude og herhjemme bragt kortere eller længere omtale af henrettelsen på åben gade i den syriske ørkenby Palmyra af den 82-årige og igennem mere end 50 år virkende direktør for det arkæologiske museum, Khaled al-As'ad.

Misdæderne er - selvfølgelig, fristes man til at sige - Islamisk Stat, IS. Motiveringen:

Han nægtede at røbe eller udlevere kunstskatte fra Palmyra - arkæologiske fund, som han gennem nogen tid forud havde medvirket til at skjule eller skaffe afvejen for Islamisk Stat, som konsekvent destruerer alt, hvad de tror er gudebilleder, stridende mod deres perverterede afart af islam.

Drabet, der bestod i halshugning og efterfølgende ophængning af den myrdedes krop, har selvsagt voldt bestyrtelse inden for hele den meget store kreds af forskere, der beskæftiger sig med Palmyras historie, kunst og religion.

Som en af de mange, der gennem adskillige år har beskæftiget sig med Palmyra og i den forbindelse har haft det privilegium ikke blot at møde Khaled, men også i et udstrakt omfang takket være ham har fået adgang til Palmyra-museets store samling, herunder ikke mindst hvad dets mange magasiner rummer, kan jeg her mindes Khaled al-As'ad som værende et utroligt hjælpsomt og varmt menneske, gæstfrit indbydende én til sit hjem, og altid tagende sig tid til at yde sin praktiske hjælp som museets direktør.

Hans sikre detailkendskab til, hvor de enkelte fundgenstande skulle opledes i magasinerne, var legendarisk.

Hans aktive rolle som byens arkæolog, hans medvirken til publicering af skulptur og indskrifter gjorde, sammen med hans kultiverede form og udtryksmåde, at han for næsten to generationer af forskere inden for det palmyrenske område blev en institution.

Han blev citeret og takket vidt og bredt i den litteratur, der omhandler den engang så rige ørkenbys historie.

Tragisk at tænke på, at en så betydende skikkelse som Khaled al-As'ad skulle slutte sit liv på en så barbarisk måde.

Hans minde være æret!

Finn O. Hvidberg-Hansen er professor emeritus, dr.phil. og lic.theol.