Voldelig ideologi. Nødvendigt med et opgør med den ideologi, der truer freden globalt og lokalt

"Ordet nazisme er sikkert et retorisk selvmål. Men Danmark har brug for imamer med teologisk skoling til selvkritik," siger Carsten Mulnæs.
"Ordet nazisme er sikkert et retorisk selvmål. Men Danmark har brug for imamer med teologisk skoling til selvkritik," siger Carsten Mulnæs. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Der er valgkamp, og de konservative har med ”nazi-kortet” spillet en fæl joker. Hvem der tager stikket hjem, er ikke afgjort endnu. Om det i kampen for demokratiske værdier får sin berettigelse, afhænger af, om afsenderen af budskabet kan overbevise os om, at det ikke er en kamp imod muslimer, men også for muslimer imod islamisme.

Folketingskandidat for De Konservative Naser Khader, der vel er ophavsmand til idéen på den konservative valgplakat, er selv muslim. Ganske vist en ”bekendt kultur-kristen”, én af slagsen. Det er stereotypt at kalde modstandere fascister, blot fordi man er uenig med dem. Men det er lige så stereotypt at afvise at lære af historien med henvisning til antallet af døde: at nægte lødigheden af historiske paralleller, fordi der under islamismens voldsherredømme (endnu) ikke kan opvises et lige så stort antal bestialsk myrdede som i kz-lejrene, er at glemme, at fascisme ikke et spørgsmål om lig, men ideologi.

Da Mussolini inden magtovertagelsen i 1922 blev spurgt om sit politiske program sagde han: ”Vi vil bare have magten.” Navnet fascisme stammer fra et oldromersk magtsymbol (fasces), overtaget fra etruskerne, som bestod af et sammenbundet knippe af pinde med en tohovedet økse indeni. Dét skulle fuldt bevidst illustrere den dødbringende magt i at kunne styre mængden.

Voldelig ideologi i italiensk fascisme, tysk nationalsocialisme og nutidens islamisme har den fællesnævner, at programmet udtømmende beskrives med at ”få magten”. Redskabet kan både være uhyggelige love og terror. Men det er ikke udryddelsens antal af ofre, der gør en ideologi fascistisk, men dens inhumane program om at få magten for magtens skyld.

Den store teolog Karl Barth sagde i krigens sidste år, at man kun kunne bede om de allieredes sejr over tyskerne for tyskerne. Nationen var ødelagt af nationalsocialisme. Et stolt folk var blevet slaver af egen fejhed i mødet med en hadsk ideologi. De allieredes sejr over nazismen var en befrielse af tyskerne fra deres egen perverterede udgave af tyskhed. På samme måde er demokratiets kamp imod islamismen også en kamp for muslimers ret til frihed fra islamismen.

Kun historieløshed kan undgå at se ligheder mellem halshugninger samt ødelæggelser af 4000 år gammel kultur og nazisternes terror og kulturkamp. Historien gentager sig ikke - men vi kan lære af den. Det, vi burde have lært bedre, er betydningen af det veluddannede borgerskabs passivitet for Hitlers magtovertagelse. Få tog galmandsværket ”Mein Kampf” alvorligt, før det var for sent. Måske er valgplakaten derfor ikke vendt mod muslimer, men mod en før set sorgløshed blandt intellektuelle i mødet med den reelle fare, at gode muslimske familier ser deres unge hvervet for ekstremisme?

Ordet nazisme er sikkert et retorisk selvmål. Men Danmark har brug for imamer med teologisk skoling til selvkritik. Og både kristne og muslimer behøver mere klar tale i et helt nødvendigt opgør med den ideologi, der truer freden globalt og lokalt.

Det er naivt at række hånden ud til imamer, der ikke vil tage afstand fra religiøst motiveret vold. Men det er fornuftig demokratisk ånd at stå last og brast med enhver muslim, hvis ønske om fred og sameksistens er modigt nok til at sige utvetydigt fra over for fascistiske tendenser i voldsapoteosen fra Islamisk Stat. Volden og magten og frygten er her sat op på en guddommelig piedestal - apo-teosis - og skal modsiges af enhver muslim lærd eller ikke-lærd, som vil kæmpe for demokrati og ytringsfrihed og ikke bare snylte på det.

Carsten Mulnæs, sognepræst,Kirkevænget 1a, Allerød