SOM MAN KUNNE LÆSE her i avisen sidste uge, kastede et tilfældigt biltyveri i Tyskland lys over en trafik, der finder sted til centrale krematorier med adskillige lig ad gangen stablet i kassevogne. Tyvene opdagede, at den varevogn, de stjal, rummede 12 lig, og de satte de primitive fyrretræskister af i en polsk skov.
Dette er en lig-turisme, der bare skaffer genstande af vejen, og det har intet at gøre med værdighed, kommenterede Oliver Wirthmann fra de tyske bedemænds landsforbund i Die Welt. En afdød er ikke stykgods. Det har jo været et menneske, lød det i samme avis fra Carsten Pohle, bedemand i Berlin.
LÆS OGSÅ: Vi har brug for en myndighed til begravelser uden for folkekirken
Samtidig er der stadig flere tyskere, der sågar fravælger denne discount-kremering. Der findes nemlig en måde at skaffe egen krop ud af verden, som ikke er forbundet med nogen udgifter overhovedet: Man kan donere sit legeme til videnskaben; altså til de medicinstuderendes undervisning. Engang valgte kun få denne mulighed, og de gjorde det af idealistiske grunde; nu oplever man i Tyskland et regulært boom, motiveret af besparelsen. Skaf mig bort gratis.
EN GENNEMSNITSBEGRAVELSE koster i Tyskland knap 45.000 kroner, og kirkegårdsafgiften skrues årligt i vejret af kommuner i pengeforlegenhed. Testamenterer man sit afsjælede legeme til universitetets sektionsborde, overtager det bisættelsesomkostningerne. Det benytter så mange sig af, at adskillige tyske universiteter nu slår bremsen i, fortalte Spiegel i en artikel tidligere på året. Uni-kapellernes kølerum er fyldt til bristepunktet med langt flere lig, end der er brug for.
Universitetet i Essen oplyser, at man her modtager forespørgsler fra 20 interessenter månedligt. Man har brug for mellem 35 og 40 lig om året.
Sidste år standsede vi optaget i september, lyder det fra en obducent ved Uni-Klinikum Frankfurt am Main. Indtil da havde 200 henvendt sig.
På mange anatomiske institutter ligger de døde to år på køl, før de kan komme under skalpellen. Den store tilgang kan udløse et uværdigt kaos. I Køln gav det i februar anledning til en menneskelig tragedie: en ophobning på omkring 100 lig i universitetets kapel betød, at personalet mistede overblikket, og tre lig kunne på et tidspunkt ikke identificeres. Da pressen skrev om skandalen, begik afdelingens professor selvmord.
Adskillige universiteter forsøger nu at afskrække disse nøgterne og sparsommelige mennesker ved at opkræve gebyr for donation af eget legeme. Halvdelen forlanger penge for modtagelse, nogle op til 9000 kroner.
Andre har udtænkt geografiske begrænsninger. Mainz Universitet i Rheinland-Pfalz tager kun mod døde fra denne forbundsstat. Universitetet i Ulm har trukket en cirkel på kun 10 kilometers radius omkring sig selv. I Bonn skal man være født før 1941 for at komme i betragtning, i Berlin forlanges det, at man er fyldt 60.
FRANKFURTER ALLGEMEINE har besøgt det famøse storkrematorium i Meissen, hvortil de 12 stjålne døde skulle være bragt. Midt i et rum står et par kummerlige kister af samme primitive fyrreplanker som de stjålne. De kommer fra storbyen, siger krematorielederen. I byerne er der mindre sørgen.
Det tror man gerne. Her rammer anonymisering mange, og den giver jo mindre sørgen. Man dør alene, og hvorfor så ligge nogen til besvær?
Men storbyen er samtidig alle trenders moder, så her starter også disse nye skikke. Her blomstrer den nye ateisme, der kæk og frigjort går mindre op i gammeldags, følsomme ceremonier. I den passage, som hører til livets ende, ser ateismen ofte intet særligt. Neo-darwinismen betragter mennesket som en dyreart, og den opfattelse vil sikkert præge tendensen i fremtidens håndtering af afdøde. Liget som kadaver. Moderne, usentimentalt og industrielt.
Men et samfunds åndelige stade kan bedømmes ud fra dets måde at behandle sine døde på. De er jo stadig vore døde.
Først i 1963 tillod den katolske kirke kremering og anser fortsat begravelsen som rette måde. Det er traditionsbevidtshed. I dag, hvor mange driver det vidt med at lægge tradition, kirke og pietet bag sig, tager innovationen virkelig fart.
Vi indfører lynskilsmisser og -begravelser, for vi skal nå at se diverse aftenshow. Desuden drejer det sig jo bare om afsjælede legemer. Og de levende ser ikke, at de risikerer at afsjæle sig selv før tiden.