DE MANGE DRAB, der i den seneste tid er begået af ubehandlede/underbehandlede psykisk syge, kalder på handling fra de ansvarlige for Sundhedsvæsenet allersnarest.
Den aktuelle behandling i psykiatrien er baseret på ambulant tilgang som det væsentligste. Formanden for regionerne, Bent Hansen (S), glæder sig over, at flere kommer i behandling med kortere ventetid og udtrykker stolthed over udviklingen i psykiatrien.
Fra politisk hold har der dog været fokus på underdimensioneringen af budgetterne for området: I den nationale fireårige psykiatriplan er der tildelt 2,2 milliarder kroner over fire år.
Tidligere sundhedsminister Sophie Løhde (V) spurgte ved Psykiatri-topmødet 2016, hvor pengene var blevet af, da de ikke på nogen måde var mærkbare for folk på gulvet, som i den grad er plaget af pladsmanglen, som fører til afvisning fra indlæggelse/for tidlige udskrivelser. Formanden for landsforeningen SIND, Knud Kristensen, har i SINDbladet december 2016 opklaret mysteriet: Pengene har stort set ikke været der, da de er opslugt af generelle besparelser. Dette er så meget mere graverende, som væksten i antal patienter fra 2007 til 2016 steg med 43 procent, mens væksten i bevillinger steg med 17 procent.
Når fagfolk i de seneste 10-15 år har gjort opmærksom på, hvor farligt det er at nedlægge mulighederne for indlæggelse i længere tid for de mest syge, er deres argumenter ikke blevet taget alvorligt. Det burde ellers gøre indtryk, at antallet af patienter herhjemme med en retslig foranstaltning er steget voldsomt til nu over 4300, at antallet af tvangsindlæggelser er steget med 60 procent, at sideløbende misbrug er steget, genindlæggelser inden for kort tid udgør 20-30 procent af indlæggelserne, samt at andelen af psykotiske mennesker i hjemløseorganisationerne er øget.
En undersøgelse blandt psykiatere på akutafdelinger viste, at over 30 procent af dem hver uge var nødt til at afvise/udskrive patienter for tidligt. En metode, der er velegnet til at få erfarent, engageret personale til at søge væk. Massiv lægemangel på dette felt er da også en realitet.
DET, DER SKER I DAG, er, at man indretter det offentlige system, så det tilgodeser nogle (dem, der kan tage imod ambulante tilbud), mens andre, som ikke kan udnytte disse muligheder (de svært psykotiske og misbrugende, som helt overvejende er mænd), lades i stikken. Med alle de ovennævnte tragiske konsekvenser. Mænd har alle dage udgjort det store flertal på langtidsafdelinger og bosteder. De har i højere grad end kvinderne brug for den beskyttelse, der ligger i, at der er personale til rådighed. Den nuværende situation rummer dermed en utilsigtet kønsdiskrimination.
Den voldsomme ekspansion i diagnoser inden for det ikke-psykotiske område, OCD, ADHD og PTSD beslaglægger ressourcer på de sygestes bekostning. Det er åbenbart, at regionerne, som Bent Hansen understreger, ikke er til sinds at tage pladsproblemerne alvorligt, til trods for at konsekvenserne af vanrøgten ligger lige for.
Drabene udgør blot toppen af isbjerget af manglende, fagligt forsvarlig behandling og omsorg. Forråelse af miljøet på bosteder er et af mange andre eksempler og har givet anledning til opfindelse og vedtagelse af en hybrid mellem en psykiatrisk afdeling og et bosted; et sted, hvor det skal være muligt at udøve tvang, også over for ikke-psykotiske mennesker. Dette er et brud med gældende lovgivning.
Det er helt nødvendigt, at sundhedsministeren sikrer en kursændring i psykiatrien. Et civiliseret land som Danmark, som har en kristent inspireret etik, bør efterleve den samaritanske pligt: Er nogen syg, tager man sig af ham. Det gælder i disse tider ikke de svært psykisk syge.
Mit spørgsmål til ministeren er: Vil ministeren sikre, at regionerne efterlever deres pligt til at sikre tilstrækkelig plads på de psykiatriske afdelinger til, at udskrivningerne bliver forsvarlige, og at afvisning af behandlingstrængende patienter ikke finder sted?
Og vil ministeren sikre, at bevillinger til den tunge psykiatri bliver brugt efter hensigten
Karin Garde er speciallæge i psykiatri.