I Kristeligt Dagblad den 31. juli hævder Laurits Bjerre, at kritikken af forskningsministerens religiøse overbevisning udstiller ateismens intolerance. Der er mig bekendt ingen deltagere i denne debat, som har krævet massefyringer af mennesker fra deres respektive embeder, blot fordi de er i besiddelse af en religiøs overbevisning.
Alene beskyldningen er useriøs. At alle totalitaristiske regimer fra det 20. århundrede skulle have været sekulære, er der ikke belæg for. Alle utopier og totalitarismer er på deres egen måde trosbaserede. Desuden kan det nævnes, at nazismen og fascismen var tætte allierede med den katolske kirke. Både Hitler og Mussolini indgik deres første traktater med Vatikanet.
Her taler jeg selvfølgelig om Laterantraktaten og Rigskonkordatet. Alle soldater i Hitlers armeer bar et bæltespænde, hvor der stod skrevet ”Gott mit uns”, hvilket minder utrolig meget om middelalderens korsfarere og deres kampråb ”Deus lo vult” (Gud vil det).
Med hensyn til racerenlighed skal det siges, at dette blot på det tidspunkt i historien blev set på med positive øjne. K.K. Steincke, der var med til at lægge grundstenen til det danske velfærdssamfund, var selv en fortaler for dette menneskesyn.
Om Vatikanet skal det også siges, at man først i 1965 forlod doktrinen om, at alle jøder, levende, døde og ufødte, alle sammen var skyldige i drabet på Kristus. Dette har ubetvivleligt haft en indflydelse på den tids antisemitisme.
Indtil revolutionen i 1917 havde den ortodokse kirke prædiket, at zaren var lidt mere end et menneske, altså et sted imellem Gud og os dødelige. Det var med andre ord ikke synderlig vanskeligt for stalinismen at flytte folk fra en personlighedskult til den næste.
Hvis vi så skal følge den logik, der bliver fremlagt af Bjerre, altså at mennesket har brug for en absolut religiøs autoritet for at vide, hvad der er rigtigt og forkert, hvordan ville det så have været muligt for det jødiske folk at nå frem til Sinaibjerget? Forinden var loven jo ikke blevet åbenbaret for dem, så hvad skulle forhindre dem i at røve, dræbe og voldtage?
Og hvis vi vender blikket og ser på dem, der vælger at forlade hus og hjem for at drage i hellig krig i Mesopotamien i disse dage, så ser det ud til at være reglen, at hvis man vil have mennesker til at handle ondt, så har man brug for en tro på en utopi.
De japanske kamikazepiloter under Anden Verdenskrig havde fået at vide, at kejseren nedstammede fra solguden, ligesom de mennesker, der udfører selvmordsaktioner i islams navn, har fået at vide, at de vil blive belønnet i det næste liv.
Enhver monoteist er kun en gud fra at være en ateist. De tror lige så lidt på Zeus eller Jupiter, som jeg gør, eller på nogle af de tusindvis af andre guddomme, som Homo sapiens har opfundet i de hundrede tusinde år, vi har eksisteret på planeten Jorden.
Så hvad er sandsynligheden for, at den bibelske gud skulle være den rigtige, når Koranens gud hævder det akkurat samme?
Det eneste, som ateister har tilfælles, er, at de ikke er overbeviste om, at der findes en overnaturlig dimension. Det er sagtens muligt at være ateist og samtidig kapitalist eller socialist.
Det ser derimod sort ud, hvis de, der hævder at have Gud på deres side, kommer til magten. Det vidner den selvudråbte Islamiske Stat om.
Jens Kongsted,assyriologistuderende,Englandsvej 47 2. th,København S