I sit indlæg om »Det fredelige Kina« (Kristeligt Dagblad den 2. maj) indleder Sven Burmester det afsluttende afsnit med følgende observationer og spørgs-mål: »Påske og andre religiøse højtider mærker man ikke meget til i Kina, selv om Chengdus eneste kirke var fuld påskemorgen. Vil kineserne før eller senere føle et åndeligt tomrum og godtage religion som en væsentlig del af tilværelsen?«
Det implicitte lighedstegn mellem religion og kristendom er præcis grunden til, at kristendommen har haft så ringe success blandt ki-nesere. Monoteistiske religioner trives dårligt i det overordentlig rige og fabu-lerende univers af guder, skyts-ånder, udødelige, forskellige inkarnationer af Buddha, bodhisattvaer mv., som udgør det kinesiske religiøse panteon.
Hvis man spørger en kineser, hvilken religion hun tilhører, vil man ofte få det svar, at hun ikke tilhører nogen religion. Spørger man derimod, hvilke guder hun ofrer til, vil lis- ten ofte være meget lang.
Det er rigtigt, at den kinesiske regering i peri-oder har haft held med at undertrykke folkets religi-øse udfoldelse, og det er også rigtigt, at regeringen slår hårdt ned på religiøse bevægelser som Falun Gong. Kinesisk historie er fyldt med eksempler på, at sådanne religiøse bevægelser kan være farlige for den siddende regering, f.eks. det kristent inspirerede Taipingoprør 1851-64, det buddhistisk inspirerede Nianoprør 1851-68, det muslimske oprør 1855-73 eller bokseropstanden 1898-1901. Den nuværende kinesiske regering ser den slags ukontrollable massebevægelser som en potentiel fare, men har i de seneste årtier i stigende grad tolereret befolkningens øvrige religiøse behov.
Den traditionelle kine- siske folkereligion er en integreret del af kinesernes hverdag, som det er van- skeligt at undertrykke. Man fjerner ikke de religi-øse følelser ved at forbyde de religiøse symboler, som nu atter pryder mange kinesiske hjem både ude og inde.
At kinesere skulle være et specielt »pragmatisk, materialistisk folk« er en af den slags stereotyper, som for længst burde have været begravet, og Burmesters vurdering, at »i lang tid fremover vil fortsat forøg-else af tilværelsens materi-elle goder have forrang over de åndelige«, passer nok bedre på det danske samfund end det kinesiske. De fleste kinesere lever i en for de fleste af os ukendt balance mellem religiøse og verdslige gøremål. I oprindelig kinesisk religion er der ikke indbygget nogen modsætning mellem det materielle og det åndelige; der er guder for det hele, f.eks. velstandsguden, som overvåger fordelingen af den materielle velstand i verden. Men hvis Burmester med det åndelige hentyder til kristendommen, har han fuldstændig ret: Der vil gå meget lang tid.
Bent Nielsen,
sinolog, ph.d.,
Asien-instituttet,
Københavns Universitet