Dette debatindlæg er skrevet af Jonathan Løw, iværksætter og forfatter, Aarhus C
I DANMARK HAR VI det svært med religion især andres. Ikke desto mindre har vi en helligdom, der igen og igen forsvares: sproget.
Vi benævner det ytringsfrihed ud fra den optik, at sproget er frit, og ytringer derfor skal være det samme. Hvis man ser bort fra en blasfemi- og racismeparagraf, der begge ligger og samler støv, så er der frit lejde for psykiske angreb på andre mennesker og befolkningsgrupper.
LÆS OGSÅ: Yahya Hassan øger kun kløften mellem dem og os
Det store problem i den sammenhæng er, at ytringsfriheden aldrig har været eller bliver fri. Den unge digter Yahya Hassan har selv sagt det: Ytringer er sprog, og derfor kan de såre andre, skabe afstand imellem mennesker, svække forståelsen imellem os.
Alligevel forsvarer både politikere og meningsdannere konstant ytringsfriheden, og man kunne få den opfattelse, at denne frihedsret udgør en slags hellig pilgrimsrute imod større tolerance, medmenneskelighed og lydhørhed. Jeg mener, at ruten fører et ganske andet sted hen.
Yahya Hassan er tidens symptom på et større samfundsproblem. Det er ikke ghettoerne, jeg her henviser til, for problemerne i disse boligområder har vi kendt til længe, og en ung frustreret mand bliver aldrig et sandhedsvidne på en problemstilling, der er væsentligt mere kompleks end at reducere den til et simpelt spørgsmål om religiøst tilhørsforhold (at være muslim).
Dette skal ikke tage æren fra hans forlag, Gyldendal, der på yderst smart vis har brugt en ung digters vrede, åbenlyst gode historie og tematisering af et betændt sår i den danske befolkning til at sælge et hidtil uhørt stort oplag af digtsamlinger. Det er godt tænkt. God markedsføring. Effektivt spin.
Men det store samfundsproblem ligger hverken i Hassans digte, i ghettoerne eller i et forlags forsøg på at redde en skrantende økonomi. Det ligger i den fanatiske beskyttelse af sproget, som finder sted med henvisning til ytringsfriheden og vores deraf følgende ret til at sige og skrive, hvad vi mener.
NÅR YAHYA HASSAN i Deadline udtaler: Tag ud i en hvilken som helst ghetto, tag til Gellerup, tag til Trillegården, tag til Nørrebro, tag til Tingbjerg. Så ved du, hvordan tingene hænger sammen, alle sælger hash, alle stjæler, alle hæler, mine fætre, alle gør det, så overstiger skadevirkningerne af dette langt, hvad en voldshandling i byen en fredag aften i Aarhus, min og Hassans hjemby, ville gøre.
Forskellen er imidlertid, at hvor vi ville blive forargede og kræve fængselsstraf til voldsforbryderen, så hylder vi i Hassans tilfælde det frie ords sejr og sprogets ukrænkelighed.
Misforstå mig ikke. Jeg er pacifist og vil aldrig nogensinde gå ind for eller anerkende vold. Men dette gælder alle former for vold. Pacifisme udspringer af det latinske ord pax, der henviser til ønsket om fred i alle menneskelige relationer og forhold. Fred i form af at stoppe vold og krige. Fred i forhold til ikke at udøve psykisk og sproglig vold imod andre mennesker, religioner og folkeslag.
I Danmark synes vi at have vedtaget, at sproget er helligt, og retten dertil er ukrænkelig. Enhver skal kunne sige og skrive, hvad de vil. Vi hylder dette som særligt dansk, en grundlovssikret ret, og hvis der er noget, man ikke skal tale ondt om i Danmark, så er det Grundloven!
I kølvandet på denne selvopfattelse og tilgang til sprog følger gang på gang mennesker, der forstærker opsplitningen i dem og os det være sig religiøst, kulturelt og værdimæssigt. Denne bevægelse i det danske samfund, denne angst for det anderledes og fremmede, lytter hele tiden højere efter nye talerør, som de kan bruge til at genitalesætte deres pointer.
Yahya Hassan er blot det seneste eksempel, og selvom han ivrigt og gentagne gange har forsøgt at spille bolden videre og blot indtage rollen som poet frem for meningsdanner, så tager han gang på gang den polemiske samfundsdebattørs hat på, når han eksempelvis til Morgenavisen Jyllands-Posten konkluderer, at ghettoerne er fyldt med dumme perkere, som render rundt i joggingtøj. De går til fredagsbøn, men bruger ugens øvrige dage på at stjæle, hæle, drikke sprut og gå i seng med danske piger.
YAHYA HASSAN stigmatiserer på denne måde tusindvis af medborgere på en sprogligt meget voldelig måde. Det er sproget, der agerer slagvåben, og overfaldet finder ikke sted i Aarhus midtby, men i alle former for kraftfulde massemedier, hvor dets konsekvenser langt overstiger lokale og ulykkelige hændelser i nattelivet.
Alligevel reagerer vi som folk på en helt anden måde, end hvis sproget havde været næverne. Vi fortsætter vores mærkværdige skelnen imellem handlingsfrihed og ytringsfrihed og misser fuldstændig den pointe, at begge friheder kan have endog meget store og ulykkelige konsekvenser for andre mennesker end os selv.
Ligesom den ubehagelige vold i nattelivet kan efterlade ofrene traumatiserede i mange år fremover, så kan den sproglige vold i ytringsfrihedens hellige navn efterlade hele religioner og beboelsesområder i en tilstand af isolation, fremmedgørelse og håbløshed.
Dét er den store tragedie. Dét er eksemplet på, at ytringsfriheden aldrig er fri. Indtil vi indser dette, vil vi aldrig få det tolerante og medmenneskelige samfund, som Yahya Hassan paradoksalt nok hævder at være fortaler for.
Jonathan Løw, iværksætter og forfatter, Vestergade 49, Aarhus C