GRUSOMT, UHYGGELIGT, TRAGISK. Efter sidste uges terrorhandlinger i Paris ledte vi efter ord for vores afsky og afmagt, vores sorg over ofrene.
Mange aviser, især ”vestlige”, fulgte ordene op med en simpel handling. De gengav de tegninger, som måtte formodes - hvor ubegribeligt det end er - at have provokeret nogle forvildede unge mennesker til uden vaklen at begå deres afsindige ugerninger. De gengav dem i solidaritet med Charlie Hebdo, med de dræbte og de efterladte, men naturligvis også for at tilkendegive over for alverdens terrorister, at de aldrig med nogen massakre mod satirikere og jøder kan forhindre den frie presse i at offentliggøre, hvad den finder nødvendigt at offentliggøre.
Eller i det mindste: slet ikke i længden, ikke uden udtrykkelig protest over egen påtvungen tavshed, og så alene i kraft af ganske særlige, akutte omstændigheder. Med denne åbenlyse sprække i forsvaret for ytringsfriheden kunne man måske til gengæld håbe at skubbe til en diskussion, der ellers ikke har været til at rokke.
Spørgsmålene lyder som bekendt: Bør ytringsfriheden være absolut og ubetinget? Er den nu (som følge af islamismen) alvorligt truet? Og hele den heftige uenighed kan opsummeres i de næsten enslydende svar ”Ja” og ”Ja, men ...”.
De, der har indskrænket sig til det rene ”Ja”, har været tilbøjelige til at håne, spotte og latterliggøre dem (os), der har tilføjet et ”men”. I netop denne sammenhæng er ”men” kommet til at betegne et helt kompleks af lidet beundringsværdige egenskaber og holdninger: vankelmod, opportunisme, uvederhæftighed, fejhed. Og der skal nok være noget om det.
De fleste af os er kun mennesker. Det er dog lige præcis som sådanne og med dette samme ord, at vi kan ranke os: Vi bærer ”men” i vort skjold som tegnet på, at vi er tænkende væsener.
Har vores viden om og forståelse af livet og os selv nogensinde bevæget sig ud af flækken, uden at en eller anden har sagt ”men”? Var hele vores idéverden ikke for længst stivnet, forstenet og forvitret, hvis ikke nogen med jævne mellemrum havde været så skændigt troløs at sige ”men”?
Det har naturligvis aldrig huet indehaverne af de universelle sandheder. De bryder sig for eksempel meget lidt om, at vi nu siger, at ytringsfriheden virkelig er truet, ja - men overhovedet ikke i juridisk, grundlovsmæssig forstand. En abstrakt og mondæn sondring, mener de.
Men nej! Den grundlovssikrede ytringsfrihed er i sig selv en mægtig, civilisatorisk gevinst, som forfærdelig mange folkeslag stadig må misunde os. Ved at ville at se bort fra distinktionen mellem denne principielt fuldendte ytringsfrihed og vilkårene i praksis slører man samtidig, at ikke alene terrorister vil dæmpe eller afbryde den fri tale. Det vil blandt andre magtfulde koncerner, og det kan ske i kraft af mediestyring, kontraktklausuler, tavshedsløfter. Også hver for sig kan vi, undertiden alt for længe, holde tand for tunge, for der er personer og institutioner, vi nødigt vil skade, og der er hensyn til venner og kolleger, egne karrieremuligheder og almindelig anseelse.
Men kun fascister, herunder nu islamisterne, slår ihjel for tavsheden! Det er, hvad der nu må siges, og det er det største problem, demokratiet og den politiske frihed har stået over for i årtier. Ja - vi kan her igen blive enige alle sammen. Et øjeblik. Indtil vi spørger, hvad vi så skal gøre, og hvordan problemet måske kan løses.
Et hyppigt fremsat forslag fra men-modstanderne går ud på at tegne og trykke Muhammed-satirer i ét væk og alle vegne for at fastholde, at vi kan det, naturligvis, men også for at gøre det uoverkommeligt for islamisterne at hævne sig.
Og ja, vi vil altid være i vores fulde ret til hver eneste dag at gøre grin med profeten. Men dels er det at lade terroristerne sætte vores dagorden, dels er det naivt at forestille sig, at de vil segne under vor rungende latter. Der vil snarere komme flere af dem, og de har allerede vist sig at være længe om at glemme.
Med vores ”men” peger vi i andre retninger: Lad os tage bedre imod flygtninge og indvandrere. Lad os sørge for, at hver eneste af dem kan føle sig velkommen hos os. Lad os af alle kræfter og med alt, hvad vi kan mønstre af velvilje og opfindsomhed, støtte og hjælpe dem til et nyt liv som vores medborgere.
Og lad os så for resten lige holde øje med imamerne og notere os, hvad de går og siger, og lad os opmuntre vores efterretningsvæsen til at fortsætte det gode arbejde.
Det er sandt, at der kan opstå politiske og nationale nødsituationer, hvor der ikke længere er plads til noget ”men”. Den flittige brug af ordet kan dog bidrage til at holde sådanne situationer på afstand. ”Men” er et virksomt opløsningsmiddel mod al truende totalitarisme.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen