ANGREBENE i Paris og København mod henholdsvis det satiriske blad Charlie Hebdo og et debatmøde med den kontroversielle Muhammed-tegner Lars Vilks har sendt et tydeligt signal til os alle om, at politiske og religiøse ekstremister til stadighed ønsker at diktere både rammerne for og indholdet af den åbne debat og dialog i det frie samfund.
Fordi et flertal i Folketinget indtil videre har reageret ved hovedsageligt at indskrænke vores ret til at ytre bestemte holdninger og så ellers styrke masseovervågningen (og dermed også faktuelt opfylder terroristernes hedeste ønske om at stække tilliden til den frie og konstruktive dialog), er det måske på tide, at vi prøver at gentænke, hvad det præcis er, nogle af disse frihedsrettigheder betyder for os selv og vores medborgere i det åbne samfund.
ET EKSEMPEL PÅ, hvad denne betydning kunne være, er, at ekstremister også har rettigheder i et demokratisk samfund til for eksempel at føle sig krænkede. Men fordi følelsen af krænkelse altid er personlig og dermed også i sin essens dybt arbitrær og flydende fra menneske til menneske, kan den ikke bruges som målestok til at udstikke nogen former for generelle regler eller begrænsninger i forhold til andres ytringer. Derfor har ingen ret til at blive fri for krænkelser, fordi det vil kræve, at samfundet indretter sig efter nogle særlige menneskers specifikke følelser. Noget ingen grundlæggende kan forlange, da samfundet indeholder mange andre mennesker med andre følelser, tanker, idéer og behov end ens egne. Også fordi den frie ytring i sidste ende er den eneste mulighed, vi har for at belyse og demontere falske eller ondsindede ideologier, bliver vi nødt til at stå på princippet om, at vi alle selv må bestemme, hvordan vi vil udtrykke os.
RETTEN TIL at gå imod konsensus og stille dybt irriterende og kritiske spørgsmål, som nærmest pr. definition vil krænke andres følelser, konfrontere deres holdninger, rykke ved deres verdensbilleder og måske endda i sidste ende helt destruere de magtstrukturer, de er en del af, er et helt essentielt værktøj i det pluralistiske samfund og både dets og vores egen konstante søgen efter personlige og fælles sandheder om vores omverden.
Det er ikke bare et spørgsmål om, hvordan vi forholder os til religion, som er så meget oppe i tiden. Ytringsfrihedens implikationer gør sig også gældende i forbindelse med politiske eller videnskabelige overbevisninger: Den gentagne insisteren på at fremstille kritiske og dermed også potentielt set konfliktsøgende og usympatiske synspunkter, er en af de vigtigste metoder, hvormed vi kan afsøge vores samfund, omgivelser og idéer for rigide, usande og ineffektive strukturer.
Dermed bliver det også evident, at ytringsfriheden først og fremmest er til for at beskytte udsagn, som rokker, ikke bare ved andres, men særligt ved vort eget verdens- og livssyn. Ytringsfriheden drejer sig dermed om andres ret til at sige til os, hvad de mener om os.
Atle Thorberg er musiker, dj og debattør