Den 2. april skrev Inge Loua og Michael Loua et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, som på den ene side er ganske fornuftigt. At man skal kunne dele sine følelser med hinanden, også de svære følelser. Så langt så godt.
På den anden side smutter fornuften helt og aldeles, når det gælder den grundlæggende forståelse af et respektfuldt forhold. Respekt i et kærlighedsforhold betyder i mit verdensbillede en grundlæggende troskab. Ellers bliver det jo en gratis omgang, et umodent føleri og en søgen efter selvrealisering på bekostning af en anden. Så må man vælge: Vil man det intime, fortrolige forhold, eller vil man det overfladiske, hvor man efter den evige søgen efter det grønnere græs hopper rundt i andres haver om man så må sige?
LÆS OGSÅ: Åbne parforhold. Eksperter skal ikke fælde moralske domme
For mig handler det om et grundlæggende menneskesyn og livssyn. Handler menneskelivet om den evige stræben efter selvudvikling og selvrealisering? som regel på bekostning af andres ve og vel, som min erfaring siger mig. Eller handler menneskelivet (også) om at kunne sige nej til sig selv, kigge sine egne lyster og indre dæmoner i øjnene og afvise dem?
For mig hænger selvrealisering sammen med at kunne slippe sig selv, glemme sig selv. Det betyder ikke en selvudviskning af personlighed og holdningsløshed. Tværtimod. Det giver rygrad og en sund selvforståelse.
Vi er hinandens lykkes smed, har en og anden omskrevet den kendte frase med. Vi er ikke vores egen lykkes smed, men vi holder noget af den andens liv i vores hænder. Det gælder især i parforholdet.
Inge og Michael Loua må da have stillet sig følgende spørgsmål: Er der ingen grænser for mennesket? I parforholdet såvel som i andre livsforhold? Og er grænser ikke noget smukt og godt? I min optik: Jo, bestemt!
Kærlighedens væsen er troskab. Ellers går noget galt. Så kan vi være åbne, arbejde med smerten og så videre, men det bliver indbildning, som gør alle parter mere og mere rundtossede. Hvis troskaben trækkes ud af kærligheden, ryger intimiteten, fortroligheden, beskyttelsen, og noget uopretteligt brister i mennesket.
En svensk forfatter har skrevet: At være menneske er at være underlagt grænser, den skabtes begrænsning i forhold til skaberen: Bryder vi disse grænser, bliver vi ikke mere menneskelige. Vi bliver umenneskelige.
Og så er der jo lige menneskets evige rastløshed, hvor man bilder sig selv ind, at alting ville være bedre hvis bare ... Historien om naboens grønne græs. Man kunne jo vende det om: Hvorfor ikke vande egen græsplæne og nyde skønheden? Indrette sig efter de naturlige grænser for menneskelivet og satse på alt det, som giver glæde og energi?
Et liv i et parforhold med troskab og hengivenhed er jo fantastisk. Det kommer ikke af sig selv, der skal kæmpes, men gevinsten er et indre livsmod.
John Panduro Riis, skoleleder, Søndergade 22, Karise