I forsideartiklen Flere danskere forsøger sig med åbne parforhold og i en opfølgende artikel, Når parforholdets vi bliver til du og jeg, belyser Kristeligt Dagblad den 12. marts, hvordan ægteskabet i dag er påvirket og udfordret af nye polyamorøse strømninger.
Uanset at der i artiklerne ikke skelnes mellem polygami (ægteskab), polyamori (kærlighed) eller polyseksualitet (sex mellem flere), vil vi gerne udfordre den underliggende antagelse, at kærlighed mellem flere underminerer det fælles vi til fordel for øget egoisme. Desuden tager vi afstand fra eksperters moraliseren på udokumenteret grundlag.
Sexolog Susanne Lysbye siger på forsiden, at den frie kærlighed er ualmindelig svær at få til at lykkes. Jalousi, vrede og skuffelse lurer lige under overfladen, når man lukker andre ind i sit parforhold.
Psykolog Finn Korsaa mener: Det er umodent og uansvarligt at argumentere for, at et brud med den (ægteskabets) forpligtelse er andet end et ønske om at være utro. Han ser den nye form for seksuel orientering som udtryk for en stor følelsesmæssig umodenhed. Psykolog Torben Bechmann Jensen mener, at man risikerer at miste den grundlæggende tryghed i, at man i et traditionelt parforhold er et vi, men at man i stedet bliver til et dig og mig.
Eksperterne er enige om dommen. Vi skal have mere vi og have mindre du og jeg. Artiklen lægger op til, at ægteskabets eller parforholdets vi er under angreb, at viet udfordres og måske forsvinder, når kærlighed og sex udvides til at omfatte flere. Tilsyneladende kan flere af eksperterne ikke forestille sig, at et forhold kan blive stærkere, når der er flere i spil, og at det åbne forhold kan være noget man gør sammen.
Det er problematisk, når fagfolk bliver moralske under dække af at være eksperter. Det er urovækkende, når en akademiker uden dokumentation betegner en bestemt adfærd som umoden. Det er tankevækkende, når en sexolog maner til at undgå jalousi, vrede og skuffelse, som er almindelige følelsesmæssige reaktioner i et tæt forhold.
Der findes os bekendt ikke systematisk og kvalificeret viden om, hvordan mennesker lever i åbne parforhold. På den baggrund vurderer vi, at eksperterne svarer ud fra deres egne forestillinger om, hvad der er godt, og hvad der kan lade sig gøre, frem for at udtale sig på baggrund af viden. Eftertanken og nysgerrigheden fordufter og erstattes af fordømmende automatreaktioner. I et langvarigt forhold kan interesser for andre ikke undgås. Vis os det forhold, hvor der ikke har været tiltrækning, fantasier om flirt, kys eller måske sex med en anden end partneren. Hvorvidt drømmene og fantasierne skal realiseres, kan kun de involverede afgøre, og ikke uden nøje kendskab til de motiver, der er i spil.
I forholdets afklaringsproces om, hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt, styrkes det fælles vi, fordi parterne her blotlægger de mest følsomme sider af personligheden: mindreværd, frygten for tab, smerten ved adskillelse, sorg og ensomhed. Uden dyb respekt for hinanden kan disse følelser ikke rummes i det fælles.
Vi spørger: hvordan er det muligt at skabe et vi, hvis ikke den andens tanker og følelser er synlige og legitime i relationen? Et vi kan ikke være selektivt. Det omfatter hele pakken! Når der på et tidspunkt opstår tiltrækning, som overskrider det 10. bud, vil det være en løgn at holde det hemmeligt. Tavsheden vil være et bekymrende forsøg på at fjerne smerte fra relationen. Hvor er det fælles vi, hvis vi bygger relationen på løgn og forstillelse?
Vi mener, at det styrker relationen og bidrager til et stærkere vi, når vi deler de svære følelser og reaktioner, herunder jalousi, med hinanden. Det er ikke let at håndtere, og det gør ondt som bare pokker. I et langt forhold er der heldigvis tid til at lære.
Det enkelte parforhold må i den proces finde egne veje i forhold til kærlighed og seksualitet, herunder åbenheden for andre relationer. Det er eksperternes opgave at hjælpe med den beslutning. Ikke at moralisere.
Inge Loua er psykolog, og Michael Loua er klinisk sexologisk rådgiver