Ungdomsmøde: Drømme rimer ikke bare på uddannelse

Med 350 arrangementer og 30.000 tilmeldte er Ungdommens Folkemøde det første og største folkemøde for unge i Danmark. Det skal lære unge at drømme på samfundets vegne

Ungdommens Folkemøde er en demokratisk festival for unge, der afholdes for første gang i Søndermarken den 8. og 9. september 2016. Dagen startede kl 7.30, hvor der var morgenfest med musik, croissanter og kaffe.
Ungdommens Folkemøde er en demokratisk festival for unge, der afholdes for første gang i Søndermarken den 8. og 9. september 2016. Dagen startede kl 7.30, hvor der var morgenfest med musik, croissanter og kaffe. Foto: Ólafur Steinar Gestsson.

En pige og en dreng står tæt sammenslynget på det spontane dansegulv foran en lille scene. De kysser lidt. Fletter fingre. Hun har glimmer i hovedet, han har en blomsterkrans om halsen. Solen er lige ved at stå op over træerne i Søndermarken, og de svajer let fra side til side, mens en tung bas pumper løs i baggrunden.

Der er technomusik til morgenkaffen, Bertel Haarder-digtning, bingo med politikercitater, workshops, koncerter og foredrag på programmet til den første udgave af Ungdommens Folkemøde i Søndermarken i København.

”Bornholms Folkemøde er flyttet hjemmefra,” indleder Lars Løkke Rasmussen sin velkomsttale. Men ifølge Olav Hesseldahl, en af skaberne af Ungdommens Folkemøde, læner UFM sig tættere op ad Roskilde Festival end sit bornholmske søsterfolkemøde.

Det er en ”demokratifestival”, der tager fest og alkohol ud af ligningen og erstatter det med demokrati. Den skal få unge til at drømme om andet og mere end uddannelse, siger han.

”Unge er så fokuserede på deres egen karrierevej, at der er fare for, at de glemmer at engagere sig i samfundets dagsordener og demokratiets problemstillinger. Vi vil gerne bidrage til, at unge bliver hele mennesker, frem for mål. At de bliver nogen i stedet for noget og også drømmer på samfundets vegne,” siger han.

Video: Seks unge deltagere på Ungdommens Folkemøde fortæller, hvad de drømmer om, når de ikke drømmer om uddannelse og karriere.

Linnea Fonfara er en af demokratifestivalens over 200 frivillige. Hun lærte UFM at kende, da hun meldte sig ud af uddannelsessystemet og sad tilbage med en tvivl om, hvor der nu var plads til hende og de andre af uddannelsessystemets papirløse.

”Jeg følte mig som del af en tabt ungdom. Det var ret fantastisk med UFM at opleve, at alle bliver set og hørt, uanset politisk farve eller uddannelse. At kunne sidde med ved beslutningsbordet og føle, at der ikke er nogen, der har patent på ungdommen eller nogen ungdom, der er mere rigtig end andre,” siger hun.

Video: 24-årige Cecilie Fischer er frivillig for Trygfonden og Kræftens Bekæmpelses kampagne Fuld af Liv, der holder morgenfest på Ungdommens Folkemøde.

Uddannelsessystemet og SU er to af temaerne på programmet torsdag eftermiddag i Søndermarken. Det samme er ligestilling, klima og radikalisering. Arbejdermuseet er på besøg for at tale om kultur, Rapolitics om aktivisme gennem hip-hop, GAME om street sport og Concito om klimaet gennem projektet GRO SELV.

UFM skal rumme en underskov af politiske dagsordener og lære unge, at demokratisk engagement kan antage mange former, siger Olav Hesseldahl. Men den skal i lige så høj grad facilitere et møde mellem unge og så de politikere og organisationer, som repræsenterer dem.

"Mange unge tror, at den eneste måde at engagere sig i samfundet er gennem et parti, og at demokratisk dannelse er politik. Vi vil gerne præsentere dem for mange forskellige demokratiske redskaber,” siger han.

”Med beslutningstagerne har det været som at sælge vand i Sahara, for der er virkelig mange organisationer, der tørster efter unges input."

Video: Nicolai Boysen er 19 år og formand for NAU, Netværket af Ungdomsråd, og holder workshops om løsninger af problemer i lokalsamfundene.

En af deltagerne er, på initiativ fra Københavns biskop, ungdomskirken uKirke, der hører under Folkekirken og Vesterbro Sogn. Det er en kirke for de unge på unges præmisser. Også for dem, hvor kirken ikke er fast del af deres hverdag. Altså 98% af dem, der er til stede ved UFM i dag, påpeger Thomas Nedergaard, der er 41 år og ungdomspræst i uKirke.

Han står i sollyset foran uKirkes stand og en stor tavle med over 100 udsagn som ”før jeg dør, vil jeg lære at sejle en sejlbåd,” ”før jeg dør, vil jeg være lykkelig” og ”før jeg dør, vil jeg få min SU uden at skulle låne halvdelen af den.”

Ukirken er med på Folkemødet for at skabe relationer og samtaler i et krydsfelt mellem kristne erfaringer og unges erfaringer, fortæller Thomas Nedergaard. De vil skabe et rum for debat om eksistentielle spørgsmål som ”hvad er meningen med livet”.

”Men når det kommer til unge, skal du starte kommunikationen et andet sted end ”dav, hvad er meningen med livet?” siger han.

Derfor er uKirke startet med den store tavle med det store spørgsmål ”før jeg dør, vil jeg…” Det genererer trafik i de bløde lænestole foran kirke-standen, hvor unge flokkes om tavlen.

Video: 24-årige Ida Nørgaard, frivillig for Ungdommens Folkemøde, fortæller her, hvorfor hun deltager på folkemødet.

”Allerede nu er jeg helt oppe i gear over at mærke den helt overvældende interesse for at snakke om tro, etik og eksistens,” siger Thomas Nedergaard, der lige har afsluttet en samtale med fire piger med tørklæder og spørgsmål om folkekirkens funktion i det danske samfund.

”Vi laver kirke sammen med unge på Vesterbro, dem, der ikke kommer i kirken i forvejen. Det er en målgruppe, der langt hen ad vejen ikke ved, hvad de vil have, eller hvad de kan bruge kirken til. Vores opgave er at gå ind i en snak om, hvad det vil sige at være kristen og være kirke på deres præmisser. Vi har en platform her på UFM, som vi skal bruge til noget. Den taler enormt meget til vores målgruppe," siger han.

Foran uKirke-teltet er den officielle åbning af UFM afsluttet. ”YOLO,” afslutter Bertel Haarder. Det er det nye ”carpe diem”, har han hørt. De unge forlader den store pyramideformede scene og griber en dag med workshops hos alt fra uKirke til Rapolitics og debatter om alt fra SU til Beyoncé. Cigaretrøg blander sig med latter, hamren og en stemme, der råber ”banko” efter en hel fuld plade politikercitater.

Video: Martha Nørgaard er 29 år og medskaber af Concitos klimaprojekt "GRO SELV", der indeholder alt fra naturoplevelser til bæredygtige madprojekter.