Børn er krigens store ofre

Børn i krig: Internationalt Røde Kors fokuserer på børns lidelser i krig under europamesterskabet i fodbold

I mindst 36 lande kloden over bruges børn som soldater, og de seneste 10 år er to millioner børn blevet dræbt i krig. (Foto: Scanpix)
I mindst 36 lande kloden over bruges børn som soldater, og de seneste 10 år er to millioner børn blevet dræbt i krig. (Foto: Scanpix).

Borgerkrige og etniske konflikter har efterhånden afløst den konventionelle krig mellem to stater. Det betyder, at civile - især kvinder og børn - betaler den dyreste pris i menneskeliv for krigshandlingerne.

Rundt regnet halvdelen af verdens flygtninge er børn, og halvdelen af alle dødsofre for krig er børn.

De sidste 10 år er to millioner børn blevet dræbt i forbindelse med krigs. Seks millioner er blevet såret.

- Når man tænker på krig, tænker man ikke automatisk på børn. Man forestiller sig snarere voksne soldater. Men børn trækkes i stigende grad ind i krigshandlingerne, og de er de mest sårbare og udsatte krigsofre, siger Ian Piper fra Internationalt Røde Kors i Geneve.

Børn er vidne til grusomheder, der går ud over deres familie eller naboer. De mister livet eller førligheden, når de træder på landminer. De bortføres for at blive brugt som slavearbejdere, soldater eller sexslaver af væbnede styrker. I nogle konflikter har massakrer på børn været brugt som et middel til at terrorisere og skræmme den voksne civilbefolkning.

Her under sommerens europamesterskab i fodbold sætter Røde Kors fokus på børn i krig sammen med den europæiske fodbodorganisation, UEFA, under sloganet, »Jeg vil hellere skyde på mål.« Sloganet skal signalere, at for hundretusindvis af børn er fredelig leg og sport en ukendt luksus.

$SUBT_ON$Børn bortføres

Ifølge FN's særlige repræsentant for børn i konflikter, Olara Otunno, er børn i øjeblikket ofre for krigshandlinger i omkring 36 lande.

Især bortførelse rammer børn i forbindelse med krige.

Eksempel i Myanmar, det tidligere Burma, bruger militærstyret børn, der bortføres, som tvangsarbejdere til at bære for soldaterne, vejbyggeri og til udvinding af naturressourcer.

I det nordlige Uganda har oprørshæren Lord's Resistance Army, Herrens Modstandshær, bortført omkring 10.000 børn. Hver aften må hundredevis af børn søge fra deres hjem i landsbyerne for at sove i sikrede centre i større byer.

Bortførelser af børn har også fundet sted i Colombia, hvor børnene blev kidnappet dels for at indbringe løsepenge, dels for at skræmme landbefolkningen til at støtte guerillastyrken Farc.

I Sudan har oprørsstyrkerne i den sydlige del af landet en tradition for bortførelser. Kommunistpartiet i Nepal gennemførte sidste år en større kidnapningsoperation. I Sierra Leone i Vestafrika blev op mod 10.000 børn bortført under den nyligt afsluttede borgerkrig.

- Børn er nemmere at kontrollere end voksne, de har sværere ved at flygte, og de er nemmere at skræmme til at blive. Derfor er de eftertragtet bytte, fastslår Donald Robert Shaw fra FN's børneorganisation, Unicef, i Sierra Leone.

$SUBT_ON$300.000 børnesoldater

I Sierra Leone, hvor regeringen og oprørsstyrkerne i RUF-hæren bekæmpede hianden frem til slutningen af 2000, har børn har været særligt udsatte.

- Børn udgør halvdelen af befolkningen, og når oprørsstyrkerne manglede soldater, tvangsrerkutterede de børn, både piger og drenge, helt ned til 10-årsalderen, siger Donald Robert Shaw.

FN regner med, at 300.000 børn under 18 er indrulleret i væbnede styrker i 18 lande i Afrika, Asien og Latinamerika, hvor de kæmper sammen med voksne soldater.

- De yngste af børnene er blevet bortført til formålet, eller de er lige så stille gledet fra slavearbejde til for eksempel at udspionere en fjende for til sidst at komme i direkte krig. De ældste kan godt have sluttet sig til oprørsbevægelserne på eget initiativ, fordi deres familie er blevet udslettet af modparten, eller fordi de bare ikke har andre muligheder for at overleve og skaffe sig mad, fortæller Victoria Forbes Adam fra Koalitionen mod Børnesoldater, som er en international sammenslutning af menneskeretsorganisationer.

Børnene benyttes også til at udlægge eller finde landminer. Udviklingen af nye, lette våben som rifler, små maskinpistoler og nye minetyper har gjort det lettere at bruge børnesoldater. Disse våben kan bæres og betjenes selv af små børn.

$SUBT_ON$Voldsomme overgreb

Børnesoldaterne udsættes for voldsomme overgreb.

Susan, som er 16 år, har fortalt til Amnesty International, hvordan Lords Resistance Army i Uganda tvang hende og andre børnesoldtater til at dræbe deres kammerater.

- En af drengene forsøgte at løbe væk, men de fangede ham og bandt hans hænder. Vi andre fik besked på at slå ham ihjel med en stok. Jeg var lige ved at kaste op. Da han var død, tvang de os til at smøre armene ind i hans blod. Jeg drømmer stadig om ham om natten, og jeg ser ansigterne på alle de mennesker, jeg har slået ihjel, fortæller hun.

Andre er blevet tvunget

til at drikke blod fra deres ofre for at trække dem ind i en rituel verden, de senere har svært ved at komme ud af.

En rapport udarbejdet på opfordring af FN's Sikkerhedsråd konstaterer, at piger ofte overses i programmer, der skal demobilisere børnesoldaterne efter en konflikt.

$SUBT_ON$Børn skal hjælpes

I Sierra Leone har FN været med til at sikre, at den fredstale, der blev indgået mellem krigens parter, indeholdt et særligt program for demobilisering af børnesoldater og for rehabilitering af børn, som på anden måde har været ofre for krigen. På den måde kan mange rehabiliteres og hjælpes hjem til et nogenlunde normalt liv.

- Det er vigtigt, at børnene tilbydes hjælp til at blive sluset tilbage til et normalt liv, når en konflikt afsluttes, fastslår Denise Duran fra Røde Kors

Det anslås, at 5000 børn har været soldater i Sierra Leone. Omkring 5000 andre har ledsaget de væbnede grupper som bærere, kokke eller andet uden at komme i direkte kamp.

6000 af krigens børn har været gennem et nationalt demobiliseringsprogram, som netop er afsluttet. Røde Kors driver desuden stadig fire rehabiliteringscentre i landet, hvor børnene får psykologhjælp til at bearbejde de traumatiske oplevelser, de har været udsat for under krigen.

- Der er stort set ingen region i Sierra Leone som er blevet forskånet for borgerkrigen. Alle børn er påvirkede i en eller anden grad, siger Denis Duran.

Børnene trænes i Røde Kors' hjælpeprogrammer, så de får en faglig kunnen, der kan hjælpe dem til at tjene til føden, når de kommer tilbage. Røde Kors har desuden en vigtig mission i at genforene børn med deres familier, som de er kommet væk fra under krigene.

- Det internationale samfund er generelt ret fokuseret på at hjælpe med at integrere børnene lige efter en krigsafslutning, og det lykkes faktisk forbavsende hurtigt at få børnene i gang med et normalt liv, siger Donald Robert Shaw fra Unicef i Sierra Leone.

- Det står mere sløjt til med det langsigtede arbejde, som det er sværere at skaffe penge til. Skolerne er ødelagt, vejene er ødelagt, sundhedsvæsenet fungerer ikke mere, og hvis ikke børnenes fremtidsudsigter på disse områder forbedres væsentligt, er det en bombe under freden i landet.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

@fakta-rubrik:En vigtig kamp for krigens børn

Internationalt Røde Kors har fokus på »Krigens børn« under europamesterskabet i fodbold i Portugal i samarbejde med den europæiske fodboldorganisation UEFA. Kampagnen fokuserer især på de regler, som gælder i en krig, herunder Geneve-konventionen, og som i princippet beskytter børn og civile. Dommer Kim Milton Nielsen er dansk ambassadør for kampagnen. Den svenske dommer Anders Frisk har været i Sierra Leone for med egne øjne at se krigens konsekvenser for børnene.

#

Flere resolutioner vedtaget af FN's Sikkerhedsråd fordømmer brugen af børnesoldater. En tillægsprotokol til FN's konvention om børns rettigheder har hævet lavalderen for rekruttering af soldater til 18 år, og brugen af børnesoldater hører til den række af krigsforbrydelser, som nu kan straffes ved Den Internationale Straffedomstol i Haag.

#

I Danmark har de 27.000 elever i Dansk Boldspil Unions fodboldskoler fået materiale om børn og krig samt mulighed for at deltage i en konkurrence, hvor det gælder om at tegne krigens regler. Hovedpræmien er to timers fodfoldtræning med landsholdsspiller Morten Wieghorst og klubkammeraten fra Brøndby, Asbjørn Sennels, under overvågning af dommer Kim Milton.

Læs mere under Den Trejde Verden