Der er ca. 700 millioner mennesker i Afrika syd for Sahara, som lever for under 10 kr. om dagen i gennemsnit. To tredjedele af den samlede danske direkte
(bilaterale) bistand går til
Afrika og især til vores otte samarbejdslande (Benin, Burkina Faso, Ghana, Kenya, Mozambique, Tanzania, Uganda og Zambia).
Vi hverken kan eller skal sætte Afrika på varig bistand. Det er ikke menneskeligt værdigt, og det er heller ikke bæredygtigt. Afrika skal kunne selv. Og derfor er det en god nyhed, at flere og flere afrikanske ledere nu viser evne og vilje til at tage ansvar for den private sektors udvikling og tager afstand fra evig bistandsafhængighed.
Men disse positive kræfter står over for en stor og vanskelig opgave. En stærkt stigende del af den afrikanske befolkning findes i aldersgruppen 15-25 år. Det betyder, at der skal skabes noget i retning af 50 millioner nye job i Afrika inden 2015, hvis arbejdsstyrken skal beskæftiges.
Der er derfor mange gode grunde til, at regeringen med den nye Afrika-politik sætter erhvervsudviklingen i Afrika i centrum. Armod skal bekæmpes med økonomisk vækst, og landenes økonomiske politik skal tilrettelægges, så den private sektor får bedst mulige vilkår. Hvis vi ser på Danmarks otte samarbejdslande, har de alle i deres respektive udviklingsplaner lagt afgørende vægt på at forbedre vilkårene for erhvervslivet, så det kan tiltrække investeringer – både udenlandske og indenlandske. Der er dog forhold, som går igen de fleste steder – problemer, som virksomhederne kæmper med i langt de fleste afrikanske lande. Lad mig nævne nogle af de vigtigste.
Det er meget vanskeligt for private virksomheder at låne penge til at investere. Hvis man vil starte en virksomhed eller ekspandere, skal man spare pengene sammen først. I mange lande når det formelle banksystem slet ikke ud i alle dele af landet. Selv der, hvor bankerne er til stede, er renterne høje og bureaukratiet næsten uovervindeligt for en mindre virksomhed. Derfor sker det ofte, at en bonde, som kunne inddrage mere jord i dyrkningen og eventuelt beskæftige et par ekstra mand, alligevel lader en del af sin jord ligge brak, fordi han ikke kan låne på rimelige vilkår til såsæd, gødning, ekstra redskaber eller til at bygge et lille kornlager, så høsten ikke rådner op eller bliver ædt af skadedyr.
Her kan Danmark hjælpe. Og vi kan endda trække på de positive erfaringer, vi har gjort os i for eksempel Bangladesh, hvor mikrokreditter til helt små virksomheder har medvirket til at skabe tusinder af arbejdspladser.
Et andet problem er bureaukratiet. Det kan tage flere måneder at etablere og registrere en virksomhed, hvilket naturligvis ikke fremmer virkelysten. I Danmark tager det fire dage! Hertil kommer penge under bordet for at få de forskellige godkendelser og stempler. Bekæmpelse af korruption har meget høj prioritet i den danske bistandsindsats både inden for programmer for demokrati og god regeringsførelse og i de nye erhvervssektorprogrammer. Der er simpelthen behov for, at små, ærlige og hårdtarbejdende virksomheder får en bedre retssikkerhed.
Regional økonomisk integration er et tredje forhold, der kan fremme erhvervsudviklingen i mange afrikanske lande. Langt de fleste afrikanske økonomier er meget små – ofte kun på størrelse med en større dansk kommune, hvis man måler på produktionens værdi (BNP). Når hjemmemarkedet er så småt, er det vigtigt, at adgangen til nabolandenes markeder er god. Det økonomiske samarbejde mellem landene i Vestafrika inden for den regionale organisation ECOWAS er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at komme videre med regional integration i Afrika.
Muligheder for eksport også til de rige lande er et fjerde forhold, som vi kan ændre på til gavn for afrikansk erhvervsliv. Det er regeringens politik, at verdenshandlen skal liberaliseres yderligere, men det er en kompliceret affære, der på kort sigt kan medføre store krav til de fattigste lande i Afrika. Ordningen "Everything But Arms" har givet de 48 fattigste lande toldfri markedsadgang til EU – med undtagelse af en håndfuld produkter, ris, sukker og bananer. Aftalen er "assymetrisk", idet den ikke giver EU-landene tilsvarende adgang til de fattige landes markeder. Denne eksklusive adgang til det europæiske marked vil imidlertid blive mindre fordelagtig, når verdenshandlen forhåbentlig liberaliseres yderligere med den såkaldte Doha-forhandlingsrunde under Verdenhandelsorganisationen WTO. Når det sker, får også andre lande lettere adgang til de rige landes markeder, og det kan gøre det endnu vanskeligere for de fattige afrikanske lande at konkurrere.
Denne såkaldte præferenceudhulning for mange afrikanske lande er derfor en yderligere grund til, at det afrikanske erhvervsliv skal bistås med at overvinde problemerne. En af de vigtigste årsager til, at mange afrikanske lande ikke har kunnet udnytte den told- og kvotefri adgang til EU, er, at de ikke har kunnet opfylde – eller bevise, at de opfylder – EU's krav til fødevaresikkerhed. Afrikanske lande vil derfor have gavn af at opbygge en levnedsmiddelkontrol, der kan certificere virksomhedernes produkter. Det er et af de områder, hvor Danmark vil tilbyde hjælp, og vi er i gang i et par lande. Hvis virksomhederne i Afrika kan få bedre muligheder for at låne penge på rimelige vilkår, slippe for afpresning og korruption og få hjælp til at certificere deres eksportproduktion, vil meget være nået.
Vi skal ikke vælge mellem fattigdomsbekæmpelse og vækst. Vi skal lære af Indien og Kina, hvor det er væksten, der reducerer fattigdommen – tilmed så hastigt, at alene de to lande sikrer opfyldelsen af FN-målsætningen om halvering af antallet af fattige i verden inden 2015.
Bertel Haarder (V) er
integrationsminister