Der er blevet færre af dem. De udmattede, støvede og underernærede somaliske flygtninge, der i et tilsyneladende ustoppeligt antal har vandret lange strækninger for at nå frem til enten Somalias hovedstad, Mogadishu, eller lejrene i Kenya og Etiopien i søgen efter mad, vand, medicin og sikkerhed.
LÆS OGSÅ: Støttepenge rækker langt i Etiopien
Mens der i juli ankom 1500 mennesker dagligt til flygtningekomplekset Dadaab i Kenya, kan FNs Højkommissariat for flygtninge,UNHCR, nu melde, at tallet i august dalede til mellem 1000 og 1200 nyankomne dagligt. Og mens Mogadishu i juli lagde gader og stræder til 28.000 internt fordrevne, ankom der 5000 i august.
Isoleret set lyder tallene som den opløftende nyhed, verden har ventet på i uge-vis, men bag tallene gemmer der sig, ud over flere tilførte midler og en bred nødhjælpsindsats, også nye problemer siger UNHCRs talsperson i Norden, Hanne Mathisen.
At tallet er for nedadgående, tror vi hænger sammen med, at familierne nu oplever flere hindringer på vejen til lejrene. De nyankomne i lejrene kan fortælle om stadig flere checkpoints. Andre nødstedte bliver tilbage, fordi de ikke vil risikere at forlade deres land i et lovløst Somalia, og en tredje gruppe bliver i Somalia, fordi de der trods alt har en lille mulighed for at tjene lidt penge som daglejere. Den mulighed mister de helt i flygtningelejrene.
Men også den militante islamiske oprørsbevægelse al-Shabaab spiller en rolle i det faldende antal internt fordrevne. I en nyligt udgivet rapport vurderer FNs overvågningsgruppe i Somalia, at oprørsbevægelsen står stærkere end nogensinde og kontrollerer store dele af det sydlige og centrale Somalia. Ifølge al-Shabaab selv har de fjernet alle forhindringer for nødhjælp i landet, men det stemmer ikke med UNHCRs oplysninger. Der er fortsat problemer, konstaterer Ad-rian Edwards, talsmand for UNHCR.
LÆS OGSÅ: Hvorfor sende penge til Afrikas Horn, når landene bruger pengene på krig?
I de områder, al-Shabaab kontrollerer, modtager vi stadig rapporter om, at al-Shabaab lægger restriktioner på især mændenes bevægelsesfrihed. Efter at al-Shabaab trak sig ud af Mogadishu, har det været mest udtalt i Lower Shabelle og Bay-regionen, og det har forhindret større befolkningsvandringer ind i Mogadishu, siger han.
Der er dog også positive udviklinger bag faldet i antallet af flygtninge, der ankommer til lejrene.
Efter at den islamiske oprørsbevægelse trak sig ud af Mogadishu i begyndelsen af august, har FN fået nemmere adgang til at distribuere nødhjælp i hovedstaden. Samtidig har de nationale og internationale hjælpeorganisationer oprettet flere nødhjælpscentre ved grænserne til Kenya og Etiopien, og tilsammen har det medvirket til at mindske flygtningepresset på Mogadishu, Dadaab og lejrene i Etiopien. Også den somaliske diaspora er trådt til med støtte til deres nødstedte landsmænd, siger Hanne Mathisen.
Vi ser store mængder containere med nødhjælp ankomme fra eksempelvis Golfstaterne og Tyrkiet, men vi har ikke noget overblik over omfanget, siger hun.
I visse områder i Somalia har indbyggerne også været i stand til at hive en mager høst i hus, der trods alt betyder, at der nu er fødevarer tilgængelige på nogle af markederne, siger souschef hos Røde Kors i Østafrika Stefan Islandi.
Det er naturligvis kun en fordel for dem, der har penge, og langt flertallet af sårbare vil være afhængige af udefrakommende hjælp i måneder fremover, og i den kommende tid deler vi nødhjælp ud til over en million mennesker i det sydlige Somalia. Vi forventer, at det vil mindske antallet af flygtninge til Kenya og Etiopien yderligere, men krisen er langtfra forbi, siger han.
Mens presset på Mogadishu og flytningelejrene aftager, vokser antallet af somaliere, der vælger at flygte til Yemen. I august ankom 3700 flygtninge til landet, det højeste tal i år. Årsagen til stigningen er, at det for nogle somaliere kan synes lettere at flygte nordover, mener Hanne Mathisen.
Yemen i sig selv er ikke noget trækplaster. Der er der også barske leveforhold både i byerne og i flygtningelejrene, siger hun.
I det hele taget er det alt for tidligt at ånde lettet op og tro, at nu er det værste ovre, når det drejer sig om situationen på Afrikas Horn. Situationen ændrer sig, men det internationale samfund kan ikke trappe ned for hjælpen. Endnu.
Det tragiske er, at når de udmagrede kvinder, mænd og børn kommer frem til lejrene, er en del så udmattede, at de segner om og dør. Vi har behov for flere donationer for at skaffe telte, vand og anden nødhjælp nok, siger hun.