I årtier har sangen været den samme: Et bekymrende antal veluddannede og ressource-stærke afrikanere flygtede fra kontinentets dårlige arbejdsforhold, ringe løn og frem for alt mangel på fremtidsmuligheder.
Læger, sygeplejersker, entreprenører, intellektuelle og ingeniører forfulgte drømmen om et bedre liv i USA og Europa langt fra deres nødramte fædrelande, der samtidig skreg på deres veluddannede arbejdskraft.
Men nu begynder de at vende hjem til Afrika igen, rapporterer blandt andre Den Internationale Migrations-organisation, IMO, og den sydafrikanske organisation Kom Huis Toe-veldtog (Kom hjem-kampagne), der bistår veluddannede sydafrikanere med at vende hjem. På nuværende tidspunkt har organisationen hjulpet 6000 sydafrikanere tilbage.
LÆS OGSÅ: Afrikanernes romance med Kina er afløst af modstand
En undersøgelse på de 10 mest prestigefyldte såkaldte business schools i USA og Europa foretaget af det panafrikanske investeringsfirma Jaycana Partners viser, at tre ud af fire afrikanske studerende håber på at få arbejde i Afrika efter endt uddannelse. Allerede i 2010 viste en undersøgelse, at 70 procent af de afrikanske immigranter i Storbritannien ønskede at flytte permanent tilbage til Afrika, og selvom det ikke lykkes for alle at gøre alvor af det, lykkes det for en del. De afrikanske medier har døbt de ressourcestærke hjemvendte for de unge løver.
34-årige Mazeo Wilson Kundayo er en af løverne. Den tårnhøje og hærdebrede tanzanier vendte tilbage til Arusha i Nordtanzania efter at have tilbragt seks år med at uddanne sig på to universiteter i USA. Topkarakterer i gymnasiet i Dar es Salaam, en relativt velhavende familie og et udvælgelsesprogram med det formål at få kvalificerede tanzaniske studerende optaget på udenlandske universiteter fik ham derover.
Det var min livsdrøm, der gik i opfyldelse, da jeg blev optaget på universitetet i USA, siger han.
Han kommer af en handelsfamilie, og også for dem gik en drøm i opfyldelse, da deres unge protegé kunne stige op i flyet og drage af sted til det rige udland med de gode uddannelser.
For dem var det en slags garanti for, at jeg ville klare mig godt i livet, og at jeg ville kunne hjælpe og støtte familien i fremtiden, når der var brug for det.
Da Mazeo Wilson Kundayo ankom til Missouri State University, var han 18 år og havde i mange år vidst, at han ville uddanne sig inden for noget med tal, regning og matematik, som han havde mere end almindelig flair for. I USA faldt valget på forretningsførelse og bogholderi, men vel ankommet krævede det sit at udleve livsdrømmen om at opnå den bedst mulige uddannelse.
Jeg havde undervisning og studerede fra tidligt om morgenen til klokken 16 om eftermiddagen, bagefter tog jeg direkte på arbejde og blev der til midnat. Det var lange og krævende dage, siger han.
Mazeo Wilson Kundayo nåede både at arbejde i universitetets skolecafeteria, som parkeringsvagt og som sikkerhedsvagt. Venskaberne kom hen ad vejen, men han skulle vænne sig til individualismen og omgangsformen i USA.
Det handlede hele tiden om at skulle videre, om at nå noget og om at komme fremad. Mit engelske var ikke særligt godt, og pludselig skulle jeg vænne mig til at møde til tiden og den slags. Det var svært i begyndelsen. Jeg var bange for, om jeg nu kunne klare det.
Netop Vestens krævende livsførelse med lange arbejdsdage, et presset tidsskema, stor individualisme og risiko for ensomhed er faktorer, der falder de afrikanske udvandrere for brystet ifølge Kom Huis Toe-veldtog.
Livet i udlandet er ikke nødvendigvis en dans på roser. De, der forlader landet (Sydafrika, red.), indser uheldigvis først dette, når de allerede har betalt de store følelsesmæssige og økonomiske omkostninger, der er forbundet med at emigrere, konstaterer organisationen på sin hjemmeside.
I de seneste tre år har undersøgelser fra blandt andre Den Centrale Migrationsorganisation og Association of Commonwealth Universities (ACU) vist, at et massivt flertal af udlandsafrikanerne ønsker at vende hjem og arbejde, så snart muligheden byder sig.
Det gjorde den i 2008 for den veluddannede malier Mariam Koné. På det tidspunkt havde hun boet og arbejdet fem år i Canada, hvor hun havde et vellønnet job som industriingeniør for et konsulentfirma. Men hun var begyndt at savne nye udfordringer og ville gerne starte sit eget firma, og hun så langt større vækstmuligheder i hjemlandet, Mali, end i Canada. Med hjertet i halsen besluttede hun sig for at forfølge drømmen i Malis hovedstad, Bamako, hvor hun startede sit eget konsulentfirma. Skiftet har betalt sig.
Før arbejdede jeg for andre, nu arbejder jeg for mig selv og kan endda ansætte medarbejdere. Jeg fortryder ingenting, siger hun til magasinet Africa Renewal.
Anderledes var det for Mazeo Wilson Kundayo. For ham havde USA været indbegrebet af drømmen i mange år, og beslutningen om at vende tilbage til Tanzania voksede kun langsomt frem.
De første par år i USA regnede jeg med at blive der, når jeg var færdiguddannet. Jeg så USA som mulighedernes land. Men efter to år skulle jeg hjem på ferie i Tanzania, og jeg kunne se, at mit hjemland havde forandret sig i den tid, jeg havde været væk, og at der havde åbnet sig store muligheder for at starte en god forretning. Fra da af ændrede mit mål sig langsomt til at gøre min uddannelse færdig og så vende tilbage til Tanzania og opbygge min egen forretning.
I lighed med Mazeo Wilson Kundayo og Mariam Koné får et stigende antal udlandsafrikanere øjnene op for, at deres hjemland har ændret sig og nu byder på gode jobmuligheder, siger Funto Akinkugbe, ledende direktør for online-platformen findajobinafrica.com, der etablerer kontakt mellem arbejdsgivere og rekrutteringsbureauer i Afrika og jobsøgere.
Ifølge Funto Akinkugbe er antallet af besøgende på hjemmesiden vokset med cirka 40 procent i løbet af de seneste to år til nu 43.000 besøgende om måneden. Det, siger han, skal lægges sammen med, at antallet af Afrika-fokuserede jobportaler er steget kraftigt i de senere år og nu kan tælles i hundreder.
Med de hjemvendte følger ikke blot knowhow og frisk kapital til investeringer. Der følger også en iværksætterånd, der spreder sig som ringe i vandet i lande som Tanzania, Ghana, Nigeria, Kenya og Mali. Men der er ikke tale om, at den afrikanske diaspora kommer væltende tilbage til kontinentet, ligesom det store overblik over det samlede antal hjemvendte fortsat mangler, lyder det fra iagttagere, der regner med, at mørketallet er enormt, fordi langt de fleste tilbagevendende flytter hjem på eget initiativ og uden hjælp fra organisationer som Kom Huis Toe-veldtog.
Lysten til at vende tilbage til Afrika handler om andet end penge, siger Mazeo Wilson Kundayo. For selvom der også er opbrud i familiemønstrene i Afrika, er der stadig nogle andre værdier på spil i den afrikanske hverdag, for her handler det hele om familien, mener han.
I dag driver han Kundayo Lodge i udkanten af Arusha sammen med sin familie. Stilen på stedet er afslappet, græsset og bananpalmerne nyvandede og grønne, og de mange ansatte passer hver sin bestilling i et tempo, der set med europæiske øjne er endog meget roligt tempo, mens de samtidig finder tid til at udveksle de seneste nyheder fra hverdagslivet og indimellem knækker sammen af latter i processen.
Til trods for at Mazeo Wilson Kundayo skulle genlære sig det rolige arbejdstempo efter de travle år i USA, og selvom processen med Kundayo Lodge har budt på kolossale udfordringer i et land, hvor banklån kun er de færreste forundt, hvor korruptionen florerer i stor stil, og hvor medarbejderne ikke nødvendigvis møder op til tiden, nyder han livet.
Her er store muligheder og vækst, og det smitter af på min måde at tænke på. Jeg er optimistisk.