Dabasa Tarso har ventet på den rigtige pris i seks timer på kvægmarkedet i Borbur, en lille markedsby i det sydligste Etiopien. Han er parat til at vente seks timer mere, men så er det også slut. Hvis opkøberne stadig kun er villige til at byde 300 birr (100 danske kroner) for hans store ko og endnu mindre for kalven, går han hjem og forsøger sig igen næste uge. Han kan ikke forlige sig med tanken om, at den ko, han kunne få 3000 birr (1000 kroner) for inden tørken, nu skal sælges for en tiendedel.
LÆS OGSÅ: Sulten kaster sit net over næste generation
Vi sælger for at få penge til mad. Vi er nødt til at få flere penge for dyrene, ellers kan vi ikke overleve, siger Dabasa Tarso.
Han ved godt, at han også løber en risiko ved at udskyde salget af den magre ko og kalven. En uges ventetid er også en uge mere, hvor han skal skaffe mad og vand til dyrene. I forvejen skiftes hans børn til at vandre omkring 20 kilometer hver dag med familiens kvæg for at lede efter græsning til dem. Tabet hjemme i foldene taler deres eget sprog om, hvor svært det er. Foreløbig har han mistet 80 køer og har 30 tilbage.
Før var vi rige, fordi vi havde meget kvæg. Men sådan er det ikke længere. Uden regn, intet kvæg, siger 25-årige Mohammed Tarso, som er taget med faderen til marked.
Han ved, at priserne på kvæg er højere i Dubluk, den nærmeste store by. Men det er tre dages vandring fra Borbur, og det kan ikke svare sig, når de kun skal sælge to kreaturer. Kvæget vil blive yderligere afkræftet, og så er det alligevel mindre værd.
Vi er afhængige af det her marked, siger Mohammed Tarso.
De lave priser kommer ikke engang kreaturhandlerne til gode. I hvert fald ikke de lokale opkøbere fra Borbur, hævder Jatani Guyo. Han lever af at købe kvæg i Borbur og havde gode tider før tørken. Dengang drev han hver uge en stor flok dyr fra Borbur til Dubluk, men nu er dyrene så usle, at han løber en risiko, hver gang han køber et stykke kvæg eller en dromedar. Der er meget lidt græs og vand at finde i det knastørre, grå krat undervejs til Dubluk, og det gør turen ekstra anstrengende for dyrene. Det sker jævnligt, at nogle dør undervejs.
Så selvom priserne er lave, tjener jeg ikke ret mange penge. Her køber jeg for 250-300 birr, og jeg kan få 350-400 birr i Dubluk men den gevinst er hurtigt væk, hvis et af dyrene dør, forklarer Jatani Guyo.
Han fortæller, at han så sent som i går købte fire dromedarer i nabolandsbyen. I dag ligger de tre af dem ned.
De er ikke i stand til at gå nogen steder. Og så er det jo svært at tjene penge, siger han.
Jatani Guyo tvivler på, at der efterhånden er nogen, der tjener penge på kvæg. Hyrderne gør det ikke, han gør det heller ikke og de rige opkøbere fra det nordlige Etiopien har også fået svært ved det. De har ellers haft kronede dage ved at købe kvæg til en billig pris i syd, bringe det på lastbiler til nord, fede det op og sælge det med høj avance. Men dyrene er efterhånden blevet så svage og tynde, at risikoen overstiger den mulige gevinst.
Selv de store opkøbere har ingen interesse i kvæg mere, siger han.
De lave priser på kvæg er en af årsagerne til, at hyrderne forsøger at holde liv i deres dyr længst muligt, selvom det næsten er en umulig opgave nu, hvor den sydlige del af landet ikke har fået regn i 16 måneder. Det ved Abadhass Jatani alt om. Før tørken havde hun og hendes mand 52 køer, nu er der en tilbage. De andre ligger som hele og halve afbrændte skeletter nogle hundreder meter bag deres hus i landsbyen Gayo omkring 100 kilometer syd for provinsbyen Yabelo.
De første køer begyndte at dø i januar, og så fortsatte det bare, selvom vi gjorde alt, hvad vi kunne for at skrabe mad sammen til dem. Før tørken havde vi, hvad vi skulle bruge. Nu har vi ingenting, siger den 72-årige kvinde.
Familiens indhegning af tørre tornebuske er ikke den eneste, der står gabende tom i landsbyen. Alle steder er dyrene væk og har efterladt alt for meget plads og en næsten mærkbar stilhed mellem husene på de afpillede gråbrune marker. 2800 stykker kvæg er døde, siden tørken satte ind og 4000 dyr er inden for de sidste par måneder blevet taget ud på vandring for at opspore græsning et eller andet sted. Dog ikke noget af Abadhass Jatanis kvæg.
Det er meget hårdt at gå med kvæget. Vi har ikke mange mænd i familien, der kan gøre det, og så håbede vi hele tiden, at det ville lykkes at holde liv i dyrene herhjemme, siger Abadhass Jatani.
De havde overvejet at tage nogle af dyrene til markedet, før de døde, men det blev også droppet, fordi som Abadhass Jatani siger de var så tynde, at prisen ville være meget dårlig. Selv hyænerne gad ikke spise dem.
Tilbage sidder familien nu med den enlige ko og 18 munde at mætte med børn og børnebørn. Den første halvdel af året gik det nogenlunde, fordi flere af de voksne havde arbejde i et udviklingsprojekt under den etiopisk-ortodokse kirke med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp i Danmark. Det gav 20 birr (syv kroner) i løn om dagen pr. person og var nok til at holde sulten fra døren. Men nu er projektet slut, og hver dag er en ny udfordring. I dag simrer en gryde vand over ildstedet med et kilo knækkede hvedekerner, som bliver dagens eneste måltid omkring middagstid. Hveden fik Abadhass af en slægtning i går. Hvad de skal have at spise i morgen, aner hun ikke.
Gud råder. Kvæget er dødt. Måske bliver det også vores tur, siger hun tonløst.
Ifølge Mikael Bjerrum, konsulent for Folkekirkens Nødhjælp i Etiopien, illustrerer den nuværende sultkatastrofe, at det er alt for risikabelt for hyrdefolkene kun at basere deres liv på dyrehold. Klimaforandringerne har ændret regnen så meget, at hyrderne er nødt til også at dyrke afgrøder forskellige slags, som kræver forskellige regnmængder og modnes forskelligt, i håb om, at ikke alt slår fejl på en gang.
Men det er en kæmpe udfordring, fordi hyrderne aldrig har dyrket jorden før. De ved en masse om dyr, men intet om landbrug, så de skal til at begynde helt forfra. Samtidig er det meget svært at råde dem til, hvad de skal dyrke, fordi regnen stadig er så uforudsigelig. Ingen ved rigtig, hvilke afgrøder der vil kunne lykkes, siger Mikael Bjerrum.
LÆS OGSÅ: Hvorfor sende penge til Afrikas Horn, når landene bruger penge krig?
En yderligere hindring for, at hyrderne på sigt kan overleve, er presset på græsningsarealerne. Krat og tornebuske breder sig på bekostning af græsset, fordi det første kræver mindre vand samtidig med at der er et øget behov for jord til dyrkning. Etiopiens befolkning vokser heftigt, og allerede nu har hver landmand kun 0,8 hektar jord i snit, mindre end to fodboldbaner.
Al landbrugsjord i Etiopien er ejet af regeringen.
