Gamle ritualer kan sagtens skabe frigjorte kvinder

Grønlands landstingsformand Jonathan Motzfeldt ses her ved en gudstjeneste i Julianehåb.

Den vestlige udviklingsbistand bør have øje for de anderledes kønsrelationer, der hersker især i det nordlige Mozambique. Her krydser kvinder et oversvømmet areal på vej hjem med brænde og vand. Når man ikke kan se de kvindelige magtpositioner, risikerer man at komme til at undergrave dem og svække ligestillingen mellem kønnene, pointerer den danske forsker Signe Arnfred. –  Foto:  Johannes MyburghAFP. / Scanpix

Når et gammelt afrikansk modningsritual lærer unge kvinder seksuelle kompetencer, behøver det ikke være udtryk for, at kvinder er undertrykt. Men mange udviklingsprogrammer misforstår de lokale kønsrollemønstre og kommer derfor til at virke mod hensigten, mener en dansk forsker

På et hemmeligt sted i den lave kratskov i det nordlige Mozambique sidder en flok niårige piger på hug. Deres fingre er smurt ind i planteolie, og pigerne bruger fingrene til at hive i deres indre kønslæber. En ældre tante instruerer. Målet er at få længere kønslæber, fordi det giver pigerne mere nydelse under samlejet.

Kulminationen på pigernes seksuelle oplæring sker, når de får deres første menstruation og skal til en større modningsceremoni, hvor de til lyden af trommer lærer at danse sensuelle danse.

Pigernes seksuelle kompetence vægtes højt i skiftet fra barn til voksen af den lokale befolkning, men modningsritualet i Mozambique er af mange antropologer, politikere og koloniherrer blevet opfattet som kvindeundertrykkende. Det reducerer kvinderne til seksualobjekter, men brillerne trænger til at blive pudset, mener Signe Arnfred, forfatter til bogen Sexuality and Gender Politics in Mozambique (Seksual- og kønspolitik i Mozambique), som udkom for nylig.

Rationalet bag oplæringen og ritualerne er, at kvinderne skal have mere glæde af sex. De skal forøge deres nydelse. Kvinderne bliver de seksuelle eksperter. Den ekspertise spiller en stor rolle i kvindernes liv og skaber et sammenhold mellem dem, og det er en styrke af væsentlig betydning i kvindernes kamp for at beholde alle traditionelle magtpositioner, siger Signe Arnfred.

Hun er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering og leder af Center for Køn, Magt og Mangfoldighed ved Roskilde Universitet. Hendes konklusioner bygger på analyser af feltarbejde og interview med kvinder i Mozambique over en årrække. Kvinder især i det nordlige Mozambique har flere magtfulde positioner, som kun understøtter, at de ikke er undertrykte i hvert fald ikke af mænd, forklarer hun:

I det nordlige Mozambique er der en dobbeltkønnet lederstruktur. Alle mandlige ledere har mindst én kvinde, han skal søge råd hos, før han tager store beslutninger. Mænd tager sig af politik og økonomi. Kvinderne tager sig af alt det, vi ikke kan se. De har en særlig forbindelse til ånderne, som er forfædre, der stadig er en vigtig del af slægten. Samtidig har kvinderne en ledende rolle i fødevareproduktionen. Hverken kolonitiden, socialismen eller den nuværende udviklingsbistand har kunnet se denne magt eller anser den for at være vigtig.

Verdensbanken har netop udgivet World Development Report 2012, som har fokus på kønsligestilling og udvikling. At ligestilling mellem kønnene prioriteres højt i udviklingsprogrammer i dag, kan Signe Arnfred kun bifalde, men hun er kritisk over for de rationaler, der ligger bag tankegangen. Det gælder også udviklingsprojekter, som Danida og Europa står bag.

I World Development-rapporten fremgår det, at ligestilling er smart economics (smart økonomi) og i en pjece fra Udenrigsministeriet udarbejdet af Danida fra 2008 er titlen It Pays off Investing in Woman and Gender Equality Makes Economic sense (... Det betaler sig at investere i kvinder og ligestilling giver økonomisk mening).

Den økonomiske tilgang til ligestilling mellem kønnene kan dog være problematisk, mener Signe Arnfred, fordi den undervurderer kvinders arbejde.

Hvis ligestilling bliver set som et middel til økonomisk vækst, risikerer man at undergrave kvinders magtpositioner. Den økonomiske tilgang til ligestilling usynliggør ikke mindst det ubetalte arbejde, som kvinderne ofte står bag. Udviklingsprogrammerne har ikke i høj nok grad fokus på alt det andet, som kvinderne også gør, herunder at børn skal passes og opdrages. Der foregår jo også ting i samfundet, som ikke er involveret i en markedsøkonomi, siger hun.

De projekter, der støtter iværksætterkvinder i udviklingslande, når ofte kun en middelklasse, som er kvinder, der har råd til at få en anden kvinde til at passe deres børn, mens de arbejder, fremhæver Signe Arnfred. De meget fattige kvinder har ikke denne luksus. Hvis bistand skal gavne alle kvinder i udviklingslande, skal den blandt andet gå til omsorgsarbejdet, så kvinderne kan få hænderne fri til at blive en del af arbejdsmarkedet.

I velfærdsstater er det statsapparatet, der tager sig af ting, der ligger uden for markedet, nemlig omsorgsarbejdet. Når Verdensbankens udviklingsprogram om ligestilling usynliggør omsorgsarbejdet, sker der en fortsat feminisering af fattigdommen. Ofte kan kvinder ikke bare kaste sig fuldtids ud i markedsøkonomien, fordi de i højere grad end mænd føler sig forpligtede til at stå for omsorgsarbejdet som at passe børn, siger hun og efterlyser et sprog i udviklingsprogrammerne om køn, der medtænker omsorgsøkonomi, som kan lette hverdagens arbejde for kvinder.

Når Signe Arnfred har vægtet det højt at genfortolke et gammelt ritual som modningsceremonien i sin bog, er det for at vise, at når kvinder fra Mozambique og andre steder i Afrika er blevet anset for at være undertrykte, er det ikke mindst de vestlige kolonimagter, der har været med til at danne et misforstået billede af kvindernes position. Kvinderne ser ikke sig selv som undertrykte, forklarer Signe Arnfred og peger på, at denne misforståelse går igen i det nutidige udviklingsarbejde.

Der er blevet skabt en standardiseret forståelse af køn. Den er baseret på en kønsforståelse, som har rødder i den vestlige verden. Den tager for givet, at kvinder befinder sig i et undertrykkende forhold til mænd. Men det er en præmis, der kan diskuteres, siger hun.

Modningsritualet har intet med mænds undertrykkelse af kvinder at gøre. Det er til gengæld et aldershierarki, der dikterer det.

Af hendes bog fremgår det, at ritualet har været forbudt af flere magthavere siden kolonitiden, fordi den særlige tradition er blevet opfattet som en forhindring for udvikling. Men kvinderne fra Mozambique har afholdt ceremonien i smug. Det ser Signe Arnfred som et udtryk for, at det ikke nytter noget at afskaffe rodfæstede traditioner. Som et eksempel på et vellykket udviklingsprogram nævner hun et projekt baseret på at organisere kvindegrupper, der danser traditionelle danse med henblik på at skabe sammenhold mellem kvinderne. Og for at give dem mulighed for at tjene penge på deres kompetencer. Hermed yder projektet bistand til grupperinger, som allerede eksisterer.

I stedet for at være blind for kvindernes magtposition bør bistanden gå ind og møde kvinderne, hvor de er, for sammen med dem at diskutere, hvordan deres samfund kan udvikles og moderniseres uden at kvinderne kommer til at stå som taberne, siger Signe Arnfred.

pallesen@k.dk

Matilde Hørmand Pallesen

Født 1985.Studerer Kultur- og Sprogmødestudier og Journalistik på Roskilde Universitet.

Tilføj kommentar

 
 
 
 
 

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.