Store tal og rekorder er næsten blevet en selvfølge, når forholdet mellem Kina og Afrika bliver omsat til penge og procenter, og for få dage siden blev endnu en milepæl proklameret: I 2012 bliver Kina det enkeltland, Afrika sælger flest varer til. Det vurderer Afrikas største bank, den sydafrikanske Standard Bank Group Ltd.
LÆS OGSÅ: Kinas penge har gjort Afrika mere uafhængigt
Chefen for bankens kinesiske afdeling, Craig Bond, taler ligefrem om de kommende 10 år som hvedebrødsdage, hvor det i for-vejen tætte samarbejde vil blive yderligere intensiveret.
Fra mit perspektiv ser jeg det kinesisk-afrikanske samarbejde bevæge sig fra en politisk hensigtsmæssighed til et punkt, hvor det vil blive drevet af Afrika har brug for Kina, og Kina har brug for Afrika det er et godt fundament at bygge tillid på og udvide samarbejdet ud fra, siger Craig Bond til den kinesiske avis China Daily.
Sidste år udgjorde Kinas andel af Afrikas eksport 18 procent det samme som eksporten til USA men den andel vil vokse i år og gøre Kina til hovedmarkedet, forudser Standard Banks økonomer. Det er en dramatisk udvikling siden 2000, hvor Kinas andel af Afrikas samlede eksport udgjorde blot én procent, og er endnu et vidnesbyrd om de store forandringer, der er sket i kølvandet på Kinas engagement i Afrika. Først og fremmest i forholdet mellem Afrika og dets traditionelle partnere i de vestlige lande.
USA og EU har på nogle områder stadig større økonomiske aktiviteter i Afrika end Kina, blandt andet er de direkte investeringer og udviklingsbistanden højere end Kinas, men den asiatiske stormagts omfattende inter-esse for Afrika har fuldstændig ændret kontinentets globale betydning. Siden Kina for alvor satte spotlyset på Afrika i 2000, har resten af verden, særligt Vesten, ikke kunnet tillade sig at tage Afrika for givet.
Kinas fornyede engagement i Afrika har slynget kontinentet ind i centrum af den store kamp om dets ressourcer og mulighed for indflydelse, en form for nyt kapløb om Afrika. Kinas interesse for Afrika har forandret kontinentets negative image og kom på et belejligt tidspunkt, hvor Vesten, der var karakteriseret af donortræthed og mangel på inter-esse, havde vendt sin støtte mod Østeuropa efter sammenbruddet af Sovjetunionen, skriver Bertha Z. Osei-Hwedie, der er professor i international politik ved Botswana Universitet, i det seneste nummer af det videnskabelige afrikansk-asiatiske tidsskrift Afro-Asia Journal of Social Sciences.
Bertha Z. Osei-Hwedie fremhæver, hvordan ikke blot Kinas økonomiske engagement, men hele den kinesiske tilgang til Afrika har rokket ved de hidtidige globale magtbalancer. Kina bygger sit forhold til de afrikanske lande på sit rodfæstede udenrigspolitiske princip om ikke-indblanding, hvor det ikke er menneskerettighederne, men staternes jævnbyrdige forhold, der er fundamentet for forholdet, og det har lagt grunden til en helt ny type samarbejde.
Ved at understrege ligeværdigheden mellem stater har Kina hævet den internationale norm om suverænitet, ikke-indblanding i nationale anliggender og territorial integritet, og man har højnet Afrikas status i det internationale samfund. Afrika bliver set som Kinas mest pålidelige allierede i internationale fora som FN og i konfrontationer med Vesten, særligt når det gælder spørgsmål om menneskerettigheder og nord-syd-forholdet, mener hun.
Alene gennem sin udenrigspolitik adskiller Kina sig dermed afgørende fra de vestlige lande, der ikke har anerkendt de afrikanske lande som ligeværdige partnere, men har lagt deres egne værdier og normer til grund for økonomisk samarbejde. Og Afrika værdsætter ændringen.
De afrikanske lande sætter pris på det faktum, at Kina behandler dem som ligemænd, rækker hånden ud til venskab og understreger betydningen af gensidige behov og fordele. Det står i skarp kontrast til Vestens patroniserende og post-koloniale tilgang, skriver Bertha Z. Osei-Hwedie.
Dertil kommer, at der er kortere fra tanke til handling, når det er Kina, der sidder med til bords. Som Joanne Wagner, afdelingsleder i det amerikanske udenrigsministerium, bemærker i en artikel om, hvorvidt Kinas bløde magt er en trussel mod amerikanske interesser:
Mange afrikanere oplever, at projekter, som er fri for Vestens besværlige krav om god regeringsførelse og gennemsigtighed, kan gennemføres hurtigere og med fokus på de praktiske realiteter. Afrikanerne får den infrastruktur, de har brug for uden belærende foredrag, skriver hun i det amerikanske forsvarsakademis tidsskrift Joint Force Quarterly.
Et eksempel er Den Demokratiske Republik Congo, hvor Kina i 2008 underskrev en kontrakt om infrastruktur for 28 milliarder kroner. Der skulle bygges over 3800 kilometer vej, mere end 322 kilometer jernbane, 32 sygehuse. 145 sundhedsklinikker og to universiteter.
I det hele taget repræsenterer Kina en attraktiv, alternativ udviklingsmodel for mange af de afrikanske lande. Kinas succes med at industrialisere landet og trække millioner af ludfattige bønder ind til bedre betalt arbejde i byerne står som et forbillede.
Mange afrikanske despoter og sågar nogle demokratiske ledere ser den kinesiske model med en stærk regering og fokus på økonomisk vækst som et eksempel til efterfølgelse. Efter flere årtier med ustabilitet og korruption noget, mange i den afrikanske elite bebrejder Vesten og dets liberale, demokratiske model tager mange afrikanske ledere i deres frustration ivrigt mod den kinesiske vej, skriver Loro Horta, forsker ved Nanyang Teknologiske Universitet i Singapore og bosiddende i Afrika gennem 23 år, i netmagasinet YaleGlobal, som udgives af Yale-univesitetet i USA.
I modsætning til de afrikanske ledere og deres højtstående embedsmænd har han dog også konstateret i en undersøgelse, han foretog for tre år siden, at begejstringen for Kina ligger på et mindre sted, når det gælder almindelige afrikanere som lærere, gadesælgere og små forretningsdrivende. Deres holdning til Kina er mere ambivalent, fordi de er i tættere kontakt med de negative sider af det kinesiske engagement i Afrika.
Det gælder først og fremmest den hyppige brug af kinesiske arbejdere til kinesiske byggeprojekter undertiden er helt op mod 70 procent af de ansatte kinesere som vækker vrede og harme i en situation, hvor arbejds-løsheden, særligt blandt de unge, er tårnhøj i de fleste afrikanske lande. Samtidig føler mange små fabriks- og butiksejere sig pressede af importen af masser af billige kinesiske varer og tusinder af kinesiske handelsfolk, som risikerer at udkonkurrere dem. Som en mozambiquisk gymnasielærer bemærker til Loro Horta:
De siger, at Kina er en stormagt ligesom USA. Men hvilken slags stormagt sender tusinder af mennesker til et fattigt land som vores for at sælge kager på gaden og tage arbejdet fra vores gadesælgere, som allerede er så fattige?
Også på andre områder bliver Kina skoset for sin måde at begå sig på i Afrika. Kineserne er ligeglade med såvel arbejdsmiljøet som det fysiske miljø, påpeges det, og trækker et spor af arbejdsulykker og ødelagte natur-områder efter sig.
Endelig er det en udbredt opfattelse, at Kina udelukkende er i Afrika for at drive rovdrift på kontinentets rige forekomster af råstoffer og mineraler. Den kritik er dog begyndt at tabe luft, i hvert fald i Vesten, efter at tallene kan vise, at hvor Kina bruger omkring 30 procent af sine investeringer i olie- og mineindustrien, gælder det for 60 procent af USAs investeringer. Desuden har den kinesiske efterspørgsel efter råvarer været med at til at øge efterspørgslen og presset priserne i vejret til gavn for de afrikanske økonomier.
Uagtet de kritiske punkter er bundlinjen i de fleste analyser af forholdet mellem Kina og Afrika, at der er både fordele og ulemper forbundet med samarbejdet, og at det i høj grad er op til Afrika selv at sørge for at høste flere af de første end af de sidste.
De to økonomer Shimelse Ali og Nida Jafrani fra den amerikanske tænketank Carnegie Endowment peger på, at Afrika med fordel kan udnytte sin nye status til at forhandle bedre aftaler på plads med såvel kinesere som amerikanere og europæere.
Afrika har meget at vinde ved Kinas voksende tilstedeværelse på kontinentet, selvom den også har sine negative sider. Men de afrikanske lande bør udnytte deres forhandlingsmagt mere effektivt ved at sikre, at de har fordel af samarbejdet. For eksempel inden for et område som overførsel af moderne teknologi, der er nødvendig, hvis de skal bevæge sig op i værdikæden, skriver de i artiklen Kinas voksende rolle i Afrika: Myter og fakta i Carnegies økonomiske ugebrev, International Economics Bulletin.
Bertha Z. Osei-Hwedie pointerer, at Afrika med fordel kan lære af lande som Brasilien og Mexico, der har haft stor succes med at forhandle ligeværdige handelsaftaler hjem med Kina.
De afrikanske ledere må bevæge sig væk fra en afhængighedskultur, hvor de lader Kina (på samme måde som Vesten) afgøre deres økonomiske interesser. I stedet skal de bruge Kinas afhængighed af Afrikas råstoffer og markeder som en løftestang til at sikre sig aftaler, hvor kinesiske investeringer, handel og udviklingsbistand understøtter deres (de afrikanske landes) foretrukne udviklingsmål og afvise samarbejde, der ikke er til fælles bedste, skriver hun i Afro-Asia Journal of Social Sciences.
At pilen peger mod de afrikanske lande selv, er heller ikke en tidligere mozambiquisk udenrigsminister i tvivl om. Ifølge Loro Horta er det ministerens holdning, at det er Afrikas eget ansvar at få noget ud af Kinas tilstedværelse.
Når det kommer til stykket, er det op til os selv. Lige som alle andre har kineserne deres egne interesser og vil plyndre os i det omfang, vi giver dem lov. Afrikas fremtid ligger i vores egne hænder, sådan som den altid har gjort. Lad os holde op med at bebrejde andre og vente på, at nogen får ondt af os, siger han.