Rovdrift på varerne i naturens supermarked

Enorme områder af Borneos regnskov er ødelagt i jagten på dyrebare træstammer og af skiftet fra mangfoldighed til monokultur. De oprindelige folk står tilbage i et iturevet område og i et hav af mudder

Skovning er big business i den malaysiske delstat Sarawak, som i år ventes at tjene 12,6 milliarder kroner på eksport af træprodukter.
Skovning er big business i den malaysiske delstat Sarawak, som i år ventes at tjene 12,6 milliarder kroner på eksport af træprodukter. Foto: Anna Klitgaard.

Sorte og afsvedne træer står som fugleskræmsler i det bare landskab, der breder sig fra vejen ud mod horisonten. For kun få årtier siden var her tæt regnskov, men i dag er træerne forsvundet - og med dem dyrene. Over ødelæggelserne lyser en klar regnbue på en mørk himmel. Skyerne har lige sendt kaskader af vand ned over landskabet, men jorden kan ikke længere absorbere regnen, og derfor står vi i mudder til knæhaserne. Bilen er heldigvis lavet til at klare ture som denne, så med alle hestekræfter bag skubber folkene fra miljøorganisationen Sahabat Alam Malaysia og undertegnede os videre mod landsbyen Long Nan - 10 timers kørsel fra Marudi i det nordlige Sarawak i den malaysiske del af Borneo.

Ødelæggelserne startede her for snart tre årtier siden. På trods af international modstand mod skovningen, debat om brugen af palmeolie og fokus på minedriften, så er ingen af delene stoppet. Ressourcerne fra naturens supermarked er for indbringende for delstatsregeringen i Sarawak, der er en delvist selvstyrende del af Malaysia, til at tage sig af kritik udefra.

Godt nok anerkender ministrene indimellem skaderne, men alligevel har de planer om at udvide palmeplantagerne i området med 15.000 kvadratkilometer yderligere inden 2020, forlyder det fra James Masing, landudviklingsministeren i Sarawak. Hans drøm er at gøre provinsen til Malaysias førende producent af olien fra de palmer, der lige nu dækker 9200 kvadratkilometer. Det skal ifølge en pressemeddelelse fra oktober ske ved at inddrage områder, der ikke allerede udvikles af regnskovens oprindelige folk eller egne, som de ikke har skøder på.

Efter Indonesien er Malaysia verdens største producent og eksportør af palmeolie, som bruges i blandt andet biobrændsel, madlavning, morgenmadsprodukter, chips, sæbe, vaskepulver, slik og kager. Ifølge forbrugerorganisationer indgår det i omkring hvert andet produkt i supermarkederne og er ofte markedsført som vegetabilsk olie. Palmeolie er Malay-sias tredjestørste eksportindtægt efter petroleum og flydende naturgas, og fra Sarawak alene blev der sidste år ifølge James Masing eksporteret for 8,2 milliarder kroner. Og han ser gerne denne eksport stige, så Malaysia kan genvinde sin plads som verdens førende producent og eksportør.

Penanfolket er et af de folk, der kan komme i klemme i forbindelse med James Masings ambitioner for Sarawak. Ofte har de nemlig ikke skøder på jorden under deres huse. De er et oprindeligt folk, der i årtusinder har levet af skoven. Først som nomader, siden som fastboende, men altid med et ben i junglen, hvorfra de får deres mad, medicin og fornødenheder. Selv i dag drager mændene hver uge i op til flere dage på jagt, men som tiden er gået, og skovningsfirmaerne kommer stadig tættere på deres landsby, Long Nan, så bruger de mere og mere tid på blokader.

Siden 1989 har de barrikaderet vejene tæt på landsbyen og holdt delstatsregeringens soldater og politi samt skovningsmændene på afstand med barrierer, pusterør og giftige pile. Kampen er hård, og flere gange er det kommet til sammenstød, men Penanfolket ser ingen anden mulighed end at blive ved med at kæmpe.

"Skoven er vores spisekammer, hospital og supermarked. Vi får alt fra den. Hvis den forsvinder, så forsvinder vi også," siger Mathias Ngau, en af indbyggerne i Long Nan.

Indtil videre er det lykkedes Long Nans beboere samt indbyggere fra to andre bosættelser at holde stand. Dog lyder motorsavens knurren tæt på i dagens første stråler, og det er let at se hvorfor. Rundt om Long Nan rejser regnskoven sig nemlig stadig op i morgentågen og med den fuglenes lyde. Intet sted på turen herud hørte vi fugle eller så dyr, for deres levesteder er forsvundet. Men rundt om Mathias? landsby lever de stadig, og det er der kun én grund til, siger han.

"Vi har protesteret mod delstatsregeringen og skovningsfirmaerne i mange år nu. Blokaderne og protesterne har hjulpet, men vi skal hele tiden holde øje med lastbilerne, for firmaerne opgiver aldrig at fælde de sidste træer. Der er for mange penge i dem, og politikerne ser os helst forsvinde. De har ingen respekt for vores levevis, men vi vil ikke udvikles eller flyttes," siger Mathias Ngau.

Sarawak var frem til slutningen af 1970'erne stort set dækket af skov og stod for en forsvindende lille del af Malaysias træeksport.

Siden er det dog gået stærkt. I 1981 blev Abdul Taib Mahmud delstatsminister, og det har han været lige siden. På samme tid er op mod 90 procent af den oprindelige, gamle urskov ifølge FN?s fødevareorganisation, Fao, fældet. Enorme arealer er omlagt til plantager med oliepalmer, efter at skovningsfirmaerne har fået deres. Langs vejen fra Marudi dukker der også minefirmaer op. På store åbne arealer har de gravet sig ned i undergrunden, hvorfra de trækker kul, kaolin, granit og kiseljord op, og den transport, der skal til for at få varerne fra skoven ud, er i dag med til at omlægge det nordlige Sarawak til et mudderbælte, fortæller Boniface Jefferson fra Sahabat Alam Malaysia, der er den malaysiske del af Friends of the Earth.

"Som du kan se, kan jorden uden træerne ikke opsuge regnvandet. Så det hele oversvømmes og ender som en kanal af mudder. Når de store lastbiler forsøger at køre igennem, ender det i kaos," siger Boniface Jefferson.

Flere steder sidder lastbilerne da også fast, og i forsøget på at komme fri dykker de dybere og dybere ned i underlaget. Regnen er endda ikke slem her først i december, men det er også noget nyt, forklarer Boniface, for i de senere år er klimaet forandret - det er holdt op med at regne så meget, og temperaturen er steget.

Naturfænomenerne hænger sammen med ødelæggelserne og de manglende træer, mener Mathias Ngau i Long Nan. For når træerne forsvinder, stopper regnen, og de bare sletter bliver til stenhårde, ørkenagtige landskaber. Kun fordi oliepalmen er så taknemmelig for lidt, er det muligt at dyrke den her, for alt andet synes at dø nu om stunder, siger han.

Dog gør han og Penanfolket deres til, at lommen af regnskov omkring Long Nan skal trives, og derfor er de begyndt at udplante stiklinger i stedet for de træer, skovningsfirmaerne fra 1987 til 1989 fjernede.

"Skoven var meget ødelagt, da vi endelig fik dem til at stoppe. Men i dag er den igen ved at være som før. Nogle planter kommer dog ikke tilbage af sig selv, så vi er begyndt at dyrke dem for at sætte dem ud igen. Vi kender skoven og alle de ting, der vokser i den, så vi kan hjælpe den tilbage. Vi gør det samme med de medicinske planter, for før var skoven også vores sygehus," siger Mathias Ngau.

Salg af træprodukter fra Sarawak ventes i 2010 at indbringe delstatsregeringen 12,6 milliarder kroner. Eksporten går hovedsageligt til Japan, Kina, Taiwan, USA, Indien og Mellemøsten og er højere end de foregående år på grund af stigende priser på verdensmarkedet. Dog har Sarawak de seneste år haft problemer med eksporten, da regn og oversvømmelser har gjort det svært at få stammerne ud til havet. På grund af skovningen går floderne over deres bredder og mudrer til, hvilket forstyrrer de store pramme, der hver dag sejler til og fra opbevaringspladserne inde i landet og ud til kysten.

For det talmæssigt lille Penan-folk, der blot tæller 10.000 mennesker, er kampen for miljøet og mod de store skovningsfirmaer og delstatsregeringen hård. Sarawak dækker et areal på 124.500 kvadratkilometer, næsten tre gange så stort som Danmark, og mange af de andre stammer i området har givet op.

Dog nægter Mathias og indbyggerne i Long Nan at nedlægge barrikader, pusterør og pile, for gør de det, vil de og skoven dø, siger han. Allerede nu er det svært at leve på samme måde som før, for vandet er forurenet, og fiskene dør i tusindvis indimellem. Ødelæggelserne gør ham harm, og den samme indignation, som vi selv følte på vej hertil, har han svært ved at skjule. Han kigger op på regnbuen, som igen har indfundet sig på himlen, og siger:

"Før vi blev kristne, troede vi, at vejen til Gud gik via regnbuen. Hvis Gud skulle se ned ad den i dag, ville han græmmes over, hvad der sker med os og skoven. Han ville græde."

udland@k.dk

Langs Baram-floden, Malaysias næstlængste, er bredderne stort set tømt for træer. Enkelte træstammer flyder rundt på floden, mens andre ligger på enorme pramme, der bugseres ud mod havet.
Langs Baram-floden, Malaysias næstlængste, er bredderne stort set tømt for træer. Enkelte træstammer flyder rundt på floden, mens andre ligger på enorme pramme, der bugseres ud mod havet. Foto: Anna Klitgaard
Palmeolie er Malaysias tredjestørste eksportindtægt efter petroleum og flydende naturgas, og fra Sarawak alene blev der i 2009 eksporteret for 8,2 milliarder kroner. Fra 2020 skal dette beløb dog gerne gå op, for 15.000 kvadratkilometer land skal inden den tid omlægges til nye plantager. – Alle fotos: Anna Klitgaard.
Palmeolie er Malaysias tredjestørste eksportindtægt efter petroleum og flydende naturgas, og fra Sarawak alene blev der i 2009 eksporteret for 8,2 milliarder kroner. Fra 2020 skal dette beløb dog gerne gå op, for 15.000 kvadratkilometer land skal inden den tid omlægges til nye plantager. – Alle fotos: Anna Klitgaard. Foto: Anna Klitgaard