Traditionen bærer omskæring videre gennem generationerne

OVERGREB: I Gambia er omskæring af kvinder lovligt, men den øgede fokus på de problemer, det skaber for kvinderne, gør livet sværere for de mange omskærere. Men de fastholder trofast ritualet af historiske årsager, samtidig med de frygter at tabe deres særlige status i lokalsamfundet

Omkring en times kørsel fra Gambias hovedstad, Banjul, sidder Fatoumatta Jammeh. Hendes krøllede sorte hår er gråligt, og øjnene i det kødfulde ansigt er tunge og bedrøvelige. Hun har fungeret som omskærer i over 50 år. Et hverv, hun arvede efter sin mormor, der arvede det efter sin mor.

Det har givet hende og familien en høj social status i landsbyen, hvor selv mændene lytter til hendes råd. Af samme grund nægter hun pure, at der tages billeder af hende. Hun frygter, at det kan give problemer, så hun mister sin status og den indtægt, som omskæringen giver hende. Den voksende modstand og opmærksomhed har gjort det til et omdiskuteret emne i Gambia.

Via en lokal kvindelig journalist som tolk indvilliger Fatoumatta Jammeh dog i at fortælle om ritualet, og hvorfor hun gør det. Hun mener, at mange har misforstået grunden til omskæring og forstår ikke, hvorfor nogen synes, det er så slemt. For det er jo blevet udført i mange hundrede år, og det har ikke givet anledning til nogen problemer.

Fatoumatta Jammeh ved ikke, hvor gammel hun er. Men et gæt på 70 år er ikke urealistisk. Hun ved heller ikke, hvor mange søs­kende, hun har. Hendes far havde fire koner og mange børn. Muligvis over 50, men mange døde, før hun selv blev født.

Fatoumatta Jammeh kan ikke læse eller skrive, men et barnebarn lærte hende at skrive sit eget navn. Oppe på en lille hylde bag hende står et lille foto af barnebarnet. Det forestiller en ung, smuk pige, der poserer med hippe solbriller og stram t-shirt. Pigen er også omskåret, fortæller Fatoumatta Jammeh, der selv er mor til tre drenge og to piger, der alle er omskåret.

I de mange år, Fatoumatta Jammeh har foretaget omskæringer, er der sket forandringer i måden, hvorpå den udføres. Hun fortæller, at da hun begyndte, var det ikke unormalt at skære alt væk. Men da hun fandt ud af, at islam kun omtaler at skære en lille del væk, fjerner hun i dag kun pigens klitoris.

En anden forskel fra gamle dage er, at nu skal forældrene selv medbringe et nyt barberblad. Og skal to døtre omskæres, skal de medbringe to nye blade. Grunden er HIV, som er voldsomt udbredt i Gambia. Derfor anvender Fatoumatta Jammeh aldrig det samme barberblad to gange. Alderen er også vigtig. Derfor omskæres kun piger, fra de er nyfødte til maksimalt 10 år. Fordi i den alder kommer de lettere over det og føler mindre smerte, hævder Fatoumatta Jammeh.

Pigen får på intet tidspunkt at vide, hvad der skal ske. Hun får heller ingen information om, hvorfor hun bliver omskåret. Men som Fatoumatta Jammeh siger: Det finder hun ud af, første gang hun har samleje med sin mand, og det letter også smerterne ved fødsler. Ligeledes er det det også hendes opfattelse, at en kvinde kun er ærbar, når hun er omskåret. Det prædiker traditionen, der også forbyder kvinder at have nydelse ved samleje. Det tilkommer kun manden, fastslår Fatoumatta Jammeh.

Inden ritualet får pigen en beroligende drik, lavet af forskellige urter. En Marebout, der er en religiøs medicinmand, vasker barnets hoved i helligt vand, mens han læser op af Koranen. Ifølge Fatoumatta Jammeh har imamen dog intet med omskæringen at gøre. Og mænd må slet ikke være til stede under selve omskæringen.

Pigen holdes fast af et par hjælpere. Herefter spredes hendes ben, så Fatoumatta Jammeh kan komme til, hvorefter hun fører barberbladet igennem pigens klitoris. De mange års træning har lært hende at udføre skæret i ét snit. Det mindsker blødningen, der stoppes ved at smøre en salve, lavet af nogle specielle, tørrede urter, på såret. Fatoumatta Jammeh udfører omkring 50 omskæringer om året, og den bedste periode er fra december til marts, hvor vejret ikke er så varmt. Så er chancen for infektioner mindre. Prisen for en omskæring er 50 dalasis, eller rundt regnet 13 kroner.

Hendes far havde fortalt, at det stod i Koranen. Men faderen var analfabet, så han havde fået det at vide af en anden. Men for Fatoumatta Jammeh er Koranen dog ikke den vægtigste årsag til, hun fortsætter med at omskære. For selvom hun fik fortalt , at det ikke står i Koranen, vil hun fortsætte. Før mormoderen døde, indprentede hun over for Fatoumatta Jammeh, at det var en tradition, der aldrig måtte dø ud. Det var meget vigtigt for kvinderne at blive omskåret, da de kun på den måde kunne være rigtige kvinder med æren i behold. Traditionen og kvindens ære er det vigtigste, så Fatoumatta Jammeh fortsætter sin gerning.

udland@kristeligt-dagblad.dk