Tutus tredje vej

Bøger: Desmond Tutus »Ingen fremtid uden tilgivelse« er et klogt vidnesbyrd om en nation, der undgik blodbadet, fordi nogle turde pege på forsoningen som vej. Udkommer i dag

Stemningen og stemmeføringen er næsten euforisk, når Desmond Tutu beretter om det første frie og demokratiske valg i Sydafrika, som fandt sted i 1994. Det betød som bekendt, at Nelson Mandela blev valgt til præsident. Og hvad så? Forud var gået, hvad ingen havde turdet håbe: det hvide mindretal, repræsenteret af F.W. de Klerk, valgte demokratiets vej - og ikke borgerkrigens. Og Nelson Mandela viste sig som den store statsmand, da han ønskede - ikke udrensning og retsforfølgelse, men forsoning og tilgivelse. Desmond Tutu var på det tidspunkt ærkebiskop på vej mod pensionen, men han fulgte præsident Mandelas opfordring til at blive formand for Sandheds- og Forsoningskommissionen. Det er det, han fortæller om i »Ingen fremtid uden tilgivelse«. »Nürnberg eller nationalt hukommelsestab« hedder et af de første kapitler meget passende. Hvordan kommer man videre? Skal alle forbrydelser straffes? Nürnberg-modellen forudsætter, skriver Tutu, en sejrherre, der kan gennemføre sin justits og en overvundet fjende, der er på knæene. Og så skal sejrherren - og dommeren - kunne rejse hjem igen, når det hele er overstået. Det nationale hukommelsestab valgte man i Chile, hvor Pinochet og hans stab gav sig selv amnesti som betingelse for at ville forlade magten. Tutu og hans folk er ikke tilhængere af disse to veje. I Nürnberg sad russere, der havde begået lige så store forbrydelser mod menneskeheden, med ved dommerbordet. Men de var jo ikke på knæene. Og i Chile betød den valgte fremgangsmåde, at ingen kom til at stå til regnskab - ja, man fik end ikke talt ud. Tutu og hans folk valgte en tredje vej. Her viser Tutu sig som teologen, der kan omsætte sin teologi i praksis. Løsningen hed forsoning og tilgivelse, som vel nærmest må karakteriseres som en slags offentligt skriftemål, hvor ofre og bødler kunne tale ud, bekende, indrømme - og tilgive. Desmond Tutu fremlægger et detaljeret materiale fra kommissionens arbejde. Man var betænkt på, at det ikke kun skulle være en afregning med de hvide undertrykkere. Overgreb er overgreb - uanset hvem der begår dem. Og derfor blev f.eks. også Winnie Mandelas andel i mishandling og mord på mulige stikkere blandt hendes egne også genstand for undersøgelse. Tutu redegør grundigt og bevægende for de mange rapporter om næsten ufattelige mishandlinger, systematisk undertrykkelse og løgnagtighed, som apartheidstyret udfoldede. Men gennem rædslerne lyser en tro på menneskers evne og vilje til et værdigt liv ved at at sige undskyld og ved at tilgive. Jamen, kan og skal man tilgive den slags? Tutus eget udgangspunkt er hans teologi, som har lært ham: Det kunne lige så godt have været dig. Og: alle mennesker er Guds børn. Der er altså tale om et fællesskab både om fornedrelsen og om herligheden. På den baggrund kan man tale om tilgivelse: »Tilgivelse og forsoning handler ikke om at foregive, at tingene forholder sig anderledes, end de gør. Det drejer sig ikke om rygklapperi eller om at vende det blinde øje til uretten. Den sande forsoning åbenbarer det frygtelige, misbruget, smerten, nedværdigelsen, sandheden.« Det er vejen frem, mener Tutu, for »Tilgivelse vil sige at give afkald på sin ret til at betale gerningsmanden tilbage med samme mønt, men det er et afkald der faktisk har en befriende virkning på offeret.« Sådan valgte man vejen frem i Sydafrika, og skal man tale om, at noget ikke lykkedes i den forbindelse, så nævner Tutu med sorg, at flertallet af det hvide mindretal valgte at være fornærmede og klamre sig til resten af deres privilegier - i stedet for at træde åbent frem. Men ellers er det et vidnesbyrd om en nation, der undgik blodbadet - som ikke endte som Eksjugoslavien - fordi nogen gik i spidsen ved at vælge forsoningens vej. Det var alle i kommissionen enige om - både muslimer og kristne samt »frafaldne og agnostikere«. Men det var altså det kristne begreb om forsoning, der viste sig at være vejen. Tutu beretter, at han i 1989 besøgte Holocaustmuseet i Jerusalem: »Da medierne spurgte til mine indtryk, svarede jeg, at det havde været en rystende oplevelse. Jeg tilføjede, at den Gud, som jeg tjente, og som selv var jøde, nok ville have spurgt: Men hvad med tilgivelsen?« Og så var der ballade. Det føg i luften med beskyldninger om antisemitisme. Men Tutu står fast: han foretager et opgør med Simon Wiesenthals berømte bog »Solblomsten«, hvori Wiesenthal fortæller, hvor han ikke tilgav en døende naziofficer, som angrede sine mange mord på jøder, fordi de levende ikke har ret til at tilgive på vegne af de døde. Tutu forstår Wiesenthals og mange andre jøders vægring ved tilgivelse, fordi det kan føre til en trivialisering af ofrenes lidelser. Men selv ser han anderledes på sagen: »Hvis den nulevende menneskehed ikke legitimt kunne tale på vegne af dem, der ikke er her længere, kunne vi ikke tilbyde at tilgive de synder, som er begået i Sydafrikas racistiske fortid, der går et stykke længere tilbage i tiden end til apartheids indførelse i 1948«, og han præciserer, at »den sande tilgivelse tager udgangspunkt i fortiden, hele fortiden, med henblik på at gøre fremtiden mulig«. Desmond Tutus bog er velskrevet, spændende, båret af humor og medfølelse og en åbenlys glæde ved at fortælle. Den er en rapport om apartheidstyrets rædsler. Den er en fortælling og vejen frem. Og så er den minsandten også et stykke anvendt teologi. Den kan ikke anbefales nok. Midt under arbejdet med kommissionen fik han konstateret prostatakræft: »Min kræftsygdom hjalp mig til at slappe mere af. Jeg så klart i øjnene, at mit liv helt bogstaveligt var for kort til ondskabsfuldheder. Jeg brugte sommetider min sygdom til at vride armene rundt på kolleger. Når de var uregerlige eller kritiske, sagde jeg med forstilt alvor: Vær nu rare ved mig. Husk, jeg er en syg gammel mand!« Men denne levende og kloge gamle mand vil man gerne være i selskab med. Man lærer meget ved at læse ham. Desmond Tutu: Ingen fremtid uden tilgivelse. Oversat af Ole Lindegård Henriksen. 253 sider. 269 kroner. Rosinante.