Jeg græd ikke i lang tid efter, at min kone var død

Kristian Thomsen mistede sin kone efter knap 50 års ægteskab. Da hun var væk, måtte han lære, hvad det ville sige at sørge. I bogen "Tæt på døden" skriver sundhedsprofessionelle, efterladte og andre med berøring med døden om deres møde med livets afslutning

Kristian Thomsen oplevede sin døende kones ophold på Diakonissestiftelsens Hospice som en gave. Det gave parret stor stryghed og ro i deres sidste tid sammen. Modelfoto.
Kristian Thomsen oplevede sin døende kones ophold på Diakonissestiftelsens Hospice som en gave. Det gave parret stor stryghed og ro i deres sidste tid sammen. Modelfoto. .

Kristian Thomsen var ikke alene, da hans kone, Inger, lå for døden.

Personalet på Diakonissestiftelsens Hospice hjalp parret gennem den sidste svære og særlige tid, og det gav dem begge ro, tryghed og tid til bare at være sammen.

Det var da døden kom, at Kristian blev alene. Alene om at lære at græde, sørge og savne. Og om at finde lysten til at leve videre.

Her fortæller han om livet - og døden - med Inger ...

Min kone Inger

Min kone, Inger, døde på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg efter at have ligget der et par uger. Hun blev 76 år. De sidste fire dage fik hun stærk morfin og var næsten bevidstløs. Alligevel sporede jeg liv: Hun sagde lidt og blinkede lidt med det ene øje. Hun døde en nat sidst i oktober, og jeg kom om morgenen klokken syv og sad hos hende, inden jeg ringede til børnene. Hun døde af kræft i endetarmen, som havde bredt sig til lever og lunger.

Hospicet er et vidunderligt sted, som jeg stadig har lidt kontakt med gennem min deltagelse i forskellige aktiviteter. Personalet er nærmest headhuntet - både læger, sygeplejersker og præsten. De er dygtige til deres fag, og de kan lide mennesker, ligegyldigt hvor svækkede og syge de er. Deres opgave er at give folk en tryg død. Så godt som det nu kan lade sig gøre. Min kone fik en nådig død hos dem.
 
De giver lindring både for de fysiske og de psykiske smerter. De er omkring én, holder i hånd og byder os pårørende velkommen. Jeg var der næsten hele tiden, sang og læste for Inger. Vores to døtre og deres børn kom også meget, og den yngste dreng på syv år blev ved at sige til Inger: ”Jeg er ikke ked af det mormor. Jeg er ikke ked af det”. Det var hans måde at være tapper på og bakke hende op.

Vores liv

Inger og jeg var gift i godt 50 år, og vi havde lige holdt guldbryllup, da hun blev syg. Vi havde en stor omgangskreds, nære venner og et økonomisk trygt liv. Kolleger blev ofte venner for livet - det har jeg stor glæde af i dag. Vi rejste og oplevede meget. Kom begge fra store familier med god kontakt mellem generationerne.

Da vi var unge, købte vi et sommerhus i nærheden af vores fælles barndomsegn. Her tilbragte vi megen tid med børn, familie og venner. Vi fik børn tidligt og blev derfor tidligt frie og uafhængige. Jeg synes, livet har været godt mod os.

Jeg er midt i 70´erne, uddannet ingeniør, og gik på pension, da jeg fyldte 65 år. Jeg bor på Østerbro i København i en lejlighed, som min kone og jeg skulle være flyttet ind i sammen, hvis ikke hun var blevet syg. Hun var børnehavepædagog og i en periode leder af en børnehave.

Hun var glad for børn og for sit arbejde som pædagog. Læste meget, interesserede sig for kunst og sørgede for, at familien havde det godt og levede sundt. Stjernetyder var hun også i sine unge dage og gik til astrologi. Inger var overbevist om, at hun ville dø før mig. Det kunne hun læse i linjerne på vores hænder. Hun var lidt alternativ, brugte helst naturmedicin, som hun troede var mindre skadeligt for kroppen.

Min kones barndom

Min kones barndom var ikke nem. Faderen var skoleleder i en mindre provinsby, og hans og moderens ægteskab gik i stykker, da hun forlod familien, mens Inger var barn. Moderen stammede fra hovedstaden, var uddannet pianist og kunstner. Fire år senere faldt hun ned ad en trappe og døde, mens Inger stod ved siden af uden at kunne redde hende. Det var frygtelig traumatisk for hende.

Inger voksede op under krigen sammen med sin far og sine to brødre. Familien måtte flytte omkring og bo hos forskellige, fordi tyskerne tog skolen, de boede på. Faderen giftede sig igen med en meget yngre kvinde, der kun var nogle år ældre end Inger. De fik aldrig et godt forhold til hinanden.

Inger var teenager og reserveret overfor sin stedmor. Denne reserverthed fulgte hende hele livet. En skolekammerat sagde engang til mig: ”Inger har altid haft den her distance, selvom vi har kendt hinanden, fra vi var fem år”.

Fætter social

Jeg har arbejdet som leder i danske og udenlandske virksomheder. Bl.a. fordi jeg har været god til at få folk til at arbejde sammen og få ting til at ske. Min filosofi er, at man skal finde det gode i andre og fremhæve det, de gør godt. Du får det mangedobbelt igen. Mine venner kalder mig fætter social, fordi jeg sætter pris på de fleste mennesker og på fest og farver og oplevelser.

Vi boede i Frankrig i tre år i slutningen af tresserne. Med de interesser Inger havde, kunne Paris have været et fantastisk sted for hende. Men hun fik ikke tid til at udforske byen, fordi den ældste skulle følges i skole og hentes igen og familien passes. Og hvor var hendes mand lige henne? Han havde lange dage på kontoret og på rejser rundt om i Europa, hvor opgaverne nu var.

Min kone fik ikke det liv, hun ønskede sig i Paris. Vi flyttede hjem i 1969, men jeg måtte hurtigt af sted igen til en opgave i Nordafrika.

Der sker noget 

Få år senere kom Inger på et års lederkursus for pædagoger. Her mødte hun stærke og aktive kvinder, som hun blev gode venner med. Der blev åbnet for nye døre til livet, og Inger sprang ud, kan man sige. Blev meget aktiv i sit arbejde og tog ekstra job på et børneteater. Rejste også lidt og blev mere udadvendt. Pludselig ville hun klare sig selv, og jeg skulle bare flytte.

Det blev en øjenåbner både for mig og børnene. Vi kom igennem krisen alle fire med gode venners hjælp og blev sammen. Men vi talte aldrig om baggrunden for krisen. Det ligger ikke til vores generation, desværre.

Min kone og jeg var meget forskellige. Hun var et musisk og privat menneske og lukkede mig aldrig helt ind i sit hjerte. Alligevel var hun en god hustru og mor. Sørgede for, at vi spiste sundt, og at hjemmet fungerede, som det skulle. Vi talte mest om hverdagsting i vores ægteskab. Ikke om vores samliv eller livet i det hele taget. Alligevel smittede hendes interesse for bøger, musik og kunst af på mig. Det har jeg taget med ind i min tilværelse som alenemand. Jeg lytter til musik næsten døgnet rundt nu. Klassisk og opera. Jeg går på folkeuniversitetet og rejser hvert år for at studere kunst rundt omkring.

Hvis jeg kunne gøre vores liv om, ville jeg bære hende på hænder. Jeg var travl og dominerende i vores ægteskab, og min kone måtte give sig på mange områder. Hvis ikke jeg fik det, som jeg ville, kunne jeg være streng. Livet går så stærkt. Da vi gik på pension, åbnede der sig nye, mere rolige aktiviteter sammen med familie og venner. Indtil vi blev ramt af sygdom.

Vi bliver syge 

Jeg fik urinvejs-problemer og blev opereret et par gange. Det betød, at vores samliv kørte på lavt blus. Vi solgte vores store hus, hvor vi havde boet i 30 år og flyttede ind i en midlertidig lejlighed. Både jeg og vores venner blev klare over, at Inger ikke var rask.

Hun ignorerede det og sagde, at det nok gik over. Inger har aldrig været god til at gå til læge. Hun tilbragte mere og mere tid på toilettet på grund af problemer med afføringen. Efterhånden blev det en daglig belastning for mig. Jeg fik hende med til en specialist, som jeg selv var i behandling hos.

Hun rådede Inger til at søge lægehjælp. Til sidst indvilligede hun i at opsøge sin læge sammen med mig.

Det er alvor 

Ingers praktiserende læge var resolut. Fik hende sendt til røntgenundersøgelse og videre til Bispebjerg hospital, da han havde set billederne. Her kom hun to dage senere til nye undersøgelser, som viste, at hun havde kræft. Umiddelbart efter blev vi indkaldt til Rigshospitalet, hvor lægerne fortalte os, at det var endetarmscancer, at den havde bredt sig til leveren og lungerne, og at det var meget alvorligt.

Jeg fik journalerne, og der var ingen tvivl. Budskabet var tydeligt. Inger skulle tage på i vægt for at få kræfter til den kemobehandling, som kunne forlænge hendes liv, men efter al sandsynlighed ikke gøre hende rask.

Inger ville ikke have livsforlængende behandling. Det meldte hun klart ud til både Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet. Hun huskede tydeligt, da hendes far lå på sygehus med slanger og apparater og kæmpede for at få lov at dø. Det var frygteligt for hende, og hun ringede hver aften til mig, som var på arbejde i Sydøstasien, og fortalte grædende om sin far. Han døde snart derefter.

Udgående team fra Palliativ Afdeling 

Min kone blev knyttet til det udgående team på Bispebjerg Hospitals Palliative Afdeling. De sygeplejersker og læger, som kom hos os, var nærværende og hjælpsomme. De gav hende fysioterapi, en kostplan og medicin. Hun skulle ofte på toilettet, og det skulle ikke være mig, der hjalp hende. Det ønskede hun ikke. Kunne endnu selv.

Jeg vidste, at hun ikke kunne helbredes, og at hun ikke ønskede en lang, udsigtsløs sygdomsperiode. Jeg skulle blot være der og gøre det så godt som muligt for hende. Jeg var stolt over, at Inger var så stærk og kunne se døden i øjnene tilsyneladende uden sorg og beklagelse. Men børnene og jeg talte aldrig om et liv uden Inger. Det var for uvirkeligt for os.

Bispebjerg Hospital

Året før Inger døde, fandt vi den lejlighed, jeg nu bor i. Jeg flyttede de mest nødvendige ting fra vores gamle hus og opmagasinerede resten, fordi vi endnu ikke vidste, hvad vi ville få brug for. Imens blev Inger indlagt på Bispebjerg Hospitals Palliative Afdeling. Meningen var, at hun skulle fortsætte den palliative behandling hjemme, når jeg havde fået tingene på plads i den nye lejlighed.

Min kone fik eneværelse i Den Palliative Afdeling på Bispebjerg Hospital. Første aften faldt hun på vej til toilettet, hvilket førte til øget overvågning og opmærksomhed, når jeg ikke var der. Hun kom aldrig tilbage til vores nye hjem. Det kom slet ikke på tale. Hun blev også fritaget for at spise maden, som hun ikke kunne få ned. En af hospitalets læger sagde til hende: ”Ved du hvad Inger. Du skal bare tage det roligt. Du skal ikke pine dig med at spise, og vi skal ikke hele tiden komme med gode råd.”

Det var en utrolig lettelse. I stedet købte jeg sushi eller andre små lette retter til os hver aften. Inger spiste lidt, og jeg spiste det dobbelte.

Det lyder hyggeligt, og det var det egentlig også. Jeg kørte hjem omkring klokken otte-halv ni om aftenen. Så kunne hun ikke mere.

Hun sagde ingenting

Da Inger havde erkendt, at hun skulle dø, oplevede jeg, at hun holdt op med at bekymre sig. Det var karakteristisk for hende, at hun tog både glæder og bekymringer og pakkede dem ind i sit hjerte. Vi talte ikke om døden, hun og jeg. Det gjorde hun derimod med vores sognepræst hjemmefra og med præsten på Bispebjerg Hospital.

Jeg havde håbet, at hun også ville sige noget til mig. Om alt det gode i vores ægteskab, om børnene og børnebørnene, som hun var så glad for. Om vennerne og trygheden. Men hun sagde ingenting. Hun sagde til børnene: ”Nu skal I passe godt på far”. Jeg ville gerne have talt med hende om vores liv. Jeg har et savn og en længsel efter hende. Måske længes jeg efter noget, som ikke var der. En drøm om, at vi havde været tættere på hinanden gennem vores lange liv. Næsten fra 16 års alderen til op i 70erne.

Diakonissestiftelsen 

Der var travlt på Den Palliative Afdeling på Bispebjerg Hospital, og der kom hele tiden nye patienter. Vi vidste, at Inger ikke kunne blive rask og begyndte at undersøge, hvor hun kunne komme på hospice for at få lidt mere fred i den allersidste tid. Det lykkedes os at få plads på Diakonissestiftelsens Hospice.

Det var en fuldstændig anden verden. Selvom mange mennesker synes, det lyder som det eneste rigtige at dø hjemme, er jeg overbevist om, at det er det værste, der kan ske. I hvert fald ved svær og uhelbredelig sygdom. Meget syge mennesker skal ikke dø derhjemme, selv om de kan få palliativ hjemmepleje. Det er uværdigt for den døende og fysisk og psykisk belastende for ægtefælle og børn.

Opholdet på Diakonissestiftelsens Hospice var en gave; en åbenbaring af hjælpsomhed, tryghed og fred for Inger og os, hendes nærmeste. Hospicepræsten var nærværende og kom og velsignede min kone, da hun var døende. Det var utrolig fredeligt. Alle i personalet og de frivillige var med til at gøre den sidste tid til at bære for os. Det er vi dybt taknemmelige over, børnene og jeg.

Et smukt farvel

Min kone var troende på sin egen måde og vidste, hvor meget de kirkelige ritualer ved en begravelse og bisættelse betyder. Hun tilrettelagde selv sin bisættelse sammen med sognepræsten. Hvad der skulle synges, hvilken tekst, der skulle prædikes over, og hvad der skulle ske bagefter. Vi skulle have det rart og høre NHØP (bassisten Niels Henning Ørsted Pedersen) og Oscar Peterson. Og vi skulle have lækker mad, og sådan blev det.

Kirken var fuld, og jeg og børnene hilste på alle ved døren, når de kom. Jeg ville undgå den situation, hvor alle skal kondolere med bøjet hoved og knuget sind, når vognen kører væk med kisten. Det er bedre at overstå kondolencerne på vej ind i kirken. Ceremonien inde i kirken var med til at gøre os klar til det liv, vi nu skulle leve. De mange venner, der var med til bisættelsen, blev hjulpet videre sammen med os. De, som ikke var med, holdt sig tilbage og tænkte måske: ”Hvad skal vi sige til Kristian?”

Religionen og stemningen i kirkerne er vigtige for mig. At høre en præst, der forstår, at hvis man vil prædike et budskab, skal det være nutidigt og i relation til det liv, vi lever. Det kan være en stor befrielse at høre på, og jeg får noget med hjem. Psykologisk indsigt, kald det, hvad du vil. Noget, jeg måske kunne læse mig til, men her bliver det fortolket for mig. For nogle mennesker bliver troen til et håb om gensyn. Håbet kan blive så stærkt, at det bærer mange videre i livet.

Længsel og kærlighed 

Jeg græd ikke i lang tid efter, at min kone var død. Måske ved jeg ikke, hvad sorg er. Jeg må kigge i et leksikon eller på google. Det, jeg føler, er længsel og kærlighed. Jeg vil vise hende, at jeg nok skal klare mig, selvom hun selvfølgelig ikke får det at vide. Jeg er fyldt med længsel efter hende. Nogle gange bliver jeg meget ked af det, indtil jeg siger til mig selv: ”Så er det godt mand”.

Så laver jeg nogle af de tusinde ting, der skal gøres efter et langt liv sammen. Jeg har det godt med at kunne være ked af det. Det hjælper mig. Jeg er blevet mere følsom efter Ingers død. Der skal ikke så meget til at sætte gang i det.

Der er et digt af Henry Scott, som jeg selv prøver at leve efter. Det lyder sådan her:

”Le som vi altid lo af de ting, vi gjorde, vær munter, smil, tænk på mig, bed for mig, lad mit navn være dagligdags, livet har lige så meget betydning, som det altid har haft, ikke? Hvorfor skulle jeg være ude af sind, fordi jeg er ude af syne?”