2016 blev året, hvor især én anbefaling fra Det Etiske Råd fik en sværm af meningsdannere til at baske ekstra kraftigt med vingerne. Klimaforandringerne udgør nu en så betydelig risiko for menneskers sundhed, fødevaresikkerheden, biodiversiteten og naturen, at der er behov for at nedbringe vores klimabelastning. Og en effektiv måde at gøre det på er at indføre en afgift på oksekød, lød det.
”Mere tydeligt bevis på, at dette råd ikke længere ejer nogen eksistensberettigelse, finder man vist ikke,” stod der snart efter i en underskriftsindsamling for at få nedlagt rådet.
Debatøren Anne Sophia Hermansen var en af dem, der fulgte trop med svadaen:
”Rådet, der mestendels består af professionelle mimrekoner og bagstræbere, kommer enten altid efter virkeligheden eller flyver totalt under dens radar.”
Også denne avis skrev for nylig i en kritisk leder, at rådet var godt i gang med at devaluere og måske endda overflødiggøre sig selv ved at gabe for bredt over populær-politiserende emner.
Det er ikke det bedste udgangspunkt for 2017, som bliver rådets 30. leveår. Og det er endda værre endnu, mener Martin Ågerup, direktør i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Han går så langt som til at sige, at hele konstruktionen af Det Etiske Råd var en fejl helt fra begyndelsen i 1987:
”Det blev skabt ud fra de bedste intentioner, men selve idéen om at afgrænse nogle spørgsmål som etiske, mens andre ikke er det, giver ikke mening for mig, for der er etiske overvejelser i alt. Og det giver endnu mindre mening at uddelegere de etiske spørgsmål til et råd, som så skal stemme om, hvad der er det etisk mest rigtige at gøre i en given problematik. I bedste fald gør det ingen forskel, og så kan man lige så godt undvære rådet. I værste fald bliver der lyttet, og det kan være direkte farligt, for rådet har ikke den faglige kompetence til at komme med etiske anbefalinger,” siger han.
Mickey Gjerris er lektor i bioetik og netop trådt ud af Det Etiske Råd efter seks år. Han tager kritikken roligt og peger på, at der altid har været kritik af rådet.
Det er dog hans klare fornemmelse, at kritikken især de seneste par år er blevet mere aggressiv, og det ser han som del af en mere liberalistisk tidsånd, der fortæller os, at ingen skal fortælle, hvad vi skal gøre og mene. Slet ikke om etiske spørgsmål. Selvom han mener, at kritikken er forfejlet, synes han alligevel, man må tage den seriøst, fordi den udtrykker en ny tilgang til rådet. Og fordi der helt reelt er rum for forbedring af rådets arbejde.
”Som jeg ser det, er der mere end nogensinde brug for et etisk råd, der kan hæve den laveste fællesnævner for den etiske debat, som virkelig er styrtdykket på det seneste. Men om det nuværende råd er den rigtige form, synes jeg, det er helt relevant at diskutere,” siger Mickey Gjerris.
Da Det Etiske Råd blev oprettet i 1987, var intentionen at få hånd i hanke med den rivende udvikling på det bioetiske område.
Fire år forinden var det første danske reagensglasbarn blevet født, og det blev et tydeligt tegn på, at hvad man før anså for umuligt, nu ikke bare var muligt, det skete faktisk – med et hav af etiske komplikationer i kølvandet.
Snart fulgte andre teknologiske landvindinger, og der spredte sig den fornemmelse blandt politikerne, at udviklingen risikerede at løbe løbsk, forklarer cand.mag. i filosofi Signe Krøyer, der har skrevet speciale om Det Etiske Råd. Med et særligt etisk råd af læger og lægmænd ville man have bedre mulighed for at lovgive rigtigt og i tide, mente man.
”Det gav bestemt god mening at oprette Det Etiske Råd,” siger hun.
”Det fik et klart og smalt arbejdsområde, nemlig bio- og genteknologien, og alle medlemmerne havde faglige kvalifikationer inden for det felt eller inden for etik. Det gav politikerne og befolkningen nogle saglige og velargumenterede anbefalinger at diskutere ud fra, og det var der behov for.”
På den tid diskuterede man – ud over reagensglasbørn – blandt andet organdonation, fosterdiagnostik og hjernedødskriteriet. Skelsættende emner, hvor rådet i høj grad var med til at kvalificere debatten og påvirke lovgivning og praksis, mener en række af rådsmedlemmerne fra dengang.
Men de er samtidig enige om, at rådet i dag ikke har samme gennemslagskraft og derfor heller ikke samme berettigelse. Det har blandt andre rådets første formand, Else Marie Sejer Larsen, professor i etik Svend Andersen og sundhedsprofessor Lene Koch tidligere udtalt til Kristeligt Dagblad, og deres forklaringer går især på, at nye etiske problemstillinger er blevet hverdag. Der er ikke den samme tid til eller behov for at stoppe op og reflektere, måske fordi de nye dilemmaer kommer med så stor hyppighed, at de har mistet deres sensationspræg.
Det kan meget vel også have noget at gøre med, at rådet har ændret både arbejdsopgaver og sammensætning med årene, påpeger Signe Krøyer. Hun og flere andre peger på 2004 som en markant skillelinje, for fra da af blev rådet også bedt om at forholde sig til etiske spørgsmål inden for miljø og fødevarer.
Det betød samtidig, at flere faggrupper skulle være repræsenteret i rådet, og det var med til at udvande dets faglige kompetencer, mener blandt andre Martin Ågerup.
”Skal man partout have et etisk råd, skal det som minimum være mere specialiseret, så det ikke blot er to-tre af rådets 17 medlemmer, der reelt ved noget om den konkrete problemstilling,” siger han.
”I stedet for et permanent etisk råd kunne man have ad hoc-råd sat sammen alt efter emnet. På den måde kunne man også sætte rådene til at vurdere mere aktuelle emner såsom droner, selvkørende biler og robotteknologi i det hele taget – og ikke blot de emner, politikerne har en politisk interesse i at få taget op.”
En tilsvarende holdning har Signe Krøyer. Som rådet fungerer i dag, kan hun ikke se dets relevans:
”Rådets autoritet kommer ikke længere fra dets medlemmers faglighed, for den er der ikke. Den kommer i stedet fra en idé om, at hvis man blot sætter kloge mennesker sammen, opstår der en faglighed, men det er der ikke belæg for. Derfor må rådet enten specialisere sig eller tage den fulde konsekvens af sit udvidede mandat og få flere ’rigtige’ mennesker med – eksempelvis en slagter, en elektriker eller en sosu-assistent, så man kommer tættere på virkeligheden,” siger hun.
Dermed rejser de det helt grundlæggende spørgsmål om, hvad et etisk råds opgave egentlig skal være.
Som det er nu, skal rådet skabe et vidensgrundlag, udfolde argumenter for og imod og komme med anbefalinger til politikere og befolkning. Det har ingen beslutningskraft, men det er klart, at uanset om der bliver lyttet mere eller mindre til rådet, så bliver der lyttet, siger Mickey Gjerris.
På linje med, at der bliver lyttet til anbefalingerne fra Klimarådet og en række andre råd, så selve idéen om et råd er velafprøvet og bredt accepteret. Men måske er sammensætningen ikke den rigtige længere, siger Mickey Gjerris:
”En politisk udpegning af medlemmer er næsten pr. definition problematisk, fordi nogle især bliver valgt ind på grund af deres politiske tilhørsforhold. Men måske mere vigtigt, så kan medlemmerne ikke være – og skal heller ikke være – eksperter i alt, de diskuterer. Hele forestillingen om, at nogle pr. definition er bedre til at mene noget om etik end andre, er simpelthen forfejlet, og det vil et ekspertråd af eksempelvis filosoffer også være, fordi det nemt ville ende i faglige skænderier. Vores forskellige berøringsflader sikrer nuancerne, og fagligheden er alene sikret ved, at vi får og tager os tiden til at sætte os ind i emnerne. Eller får hjælp til det,” siger Mickey Gjerris og peger på en ny tendens i rådet:
Der bliver i stigende grad hentet eksperthjælp udefra. Enten i form af et foredrag eller som gæstemedlem i en arbejdsgruppe.
Uanset sammensætning og arbejdsmetode er det dog værd at diskutere, om Det Etiske Råd ikke bare har overlevet sig selv, mener Svend Andersen, dr.theol., professor i etik ved Aarhus Universitet og medlem af rådet fra 1988 til 1994. Dels fylder etik så meget i så mange dele af samfundet, at det er blevet stadig mere kunstigt at udpege bestemte spørgsmål som særligt etiske. Dels bliver de spørgsmål – af samme grund – i stigende grad også diskuteret alle mulige andre steder end i Det Etiske Råd.
”Behovet for, at vi beskæftiger os med etiske aspekter af politiske problemer, er bestemt ikke taget af, tværtimod, men måske netop derfor kan det godt være, at vi skal tage de etiske analyser på en anden måde end i et etisk råd. En måde, der eksempelvis også kan drøfte, hvordan vi håndterer den stigende ulighed i samfundet, som jeg mener er tidens største etiske problemstilling,” siger han.