Er det i orden at presse sit barn i sportsverdenen?

Børn risikerer at blive stresset i forsøget på at leve op til deres forældres store sportslige ambitioner, mener børnepsykolog. Modsat mener tidligere medlem af Det Etiske Råd, at forældre bør tvinge børnene til at afsøge og udnytte deres potentiale

Hvad skal man som forældre gøre, når det bliver hverdag, og børnene i perioder har mest lyst til at stoppe med at dyrke sport? Modelfoto.
Hvad skal man som forældre gøre, når det bliver hverdag, og børnene i perioder har mest lyst til at stoppe med at dyrke sport? Modelfoto.

Idrætssæsonen står for døren, og i håndboldhaller, svømmehaller og gymnastiksale samles børn og unge. Nogle utvivlsomt med de flotte danske OL-resultater på nethinden og med en mere eller mindre uudtalt drøm om at blive den nye Niklas Landin eller Pernille Blume.

Og de fleste forældre ønsker, at deres børn opnår deres drømme. Derfor kan det være fristende som forælder at gøre alt, hvad der står i ens magt for, at børnene kommer til tops i sportens verden. Men det skal man alligevel være påpasselig med, mener John Aasted Halse, der er børnepsykolog og tidligere formand for Børns Vilkår. For de gode intentioner kan nemt ende med at gøre forældrene blinde og døve over for barnets behov og lyst, hvilket kan få konsekvenser.

”Det ender ofte med, at man forventer og tvinger barnet til at tage et større skridt, end det har ben til for at opfylde omgivelsernes ønsker og behov. Det får den modsatte effekt, og i min psykologiske praksis har jeg set utallige eksempler på, at børnene bliver demotiveret og dropper deres sport, når de kommer i puberteten,” siger John Aasted Halse.

Han mener i værste tilfælde, at det kan medføre stress, når børnene bliver sygeligt optaget af at ”gøre mere, præstere bedre og nå nye højder”. Forældre tror nemlig ofte, at børnene kan kapere det samme pres, som de selv er i stand til.

”Forældre har en tilbøjelighed til at bygge en historie op om deres børn, der handler om, at de er fleksible, formbare og sagtens kan tåle mosten,” siger John Aasted Halse.

Rådgiver for udenrigsministeren og tidligere medlem af Det Etiske Råd Christopher Arzrouni er ikke bleg for at erkende, at han gerne pacer sine børn. Begge hans sønner og begge hans døtre har dyrket adskillige sportsgrene på både bredde- og elite- niveau, og de får ikke lov at stoppe, blot fordi de ikke har lyst.

”Det handler ikke om, at de skal vinde medaljer, men om at de skal afsøge deres potentiale og udnytte det. Jeg vil være ked af, at mine børn både havde mulighederne og evnerne, men ikke gjorde brug af dem,” siger Christopher Arzrouni, der selv ønsker, at hans forældre havde presset ham til at lære at spille på et instrument.

Hensigten er at gøre det nemmere for børnene at klare sig i tilværelsen, og Christopher Arzrouni er overbevist om, at gode evner inden for sport – men også musik – både vil gøre dem gladere og give dem mere selvtillid. Derfor ser han det heller ikke som et problem, at han indimellem træffer beslutninger på sine børns vegne, når det kommer til valg af sportsgrene.

”Børn er som svampe, der suger viden til sig, men de er ikke særlig gode til at motivere sig selv. Forældre er til gengæld mere erfarne og bedre til at tænke langsigtet. Vi har en pligt til at vælge, hvad der er godt for børnene, indtil de selv er i stand til det, fordi vi kan se fordelene i de ting, der måske tager tid og gør ondt. Børnene ofrer noget på kort sigt, men får en belønning, som varer resten af livet. De skal også i skole, selvom de måske hellere vil sove længe og bruge dagen på at spille computerspil. Er det så også at pace sit barn?”, spørger Christopher Arzrouni.

Nicklas Pyrdol Christensen, der er sportspsykologisk konsulent og underviser på Syddansk Universitet, understreger ligeledes vigtigheden af forældrenes rolle, når det kommer til at opretholde motivationen.

”Der vil komme modgangsperioder i de unge år, hvor andre sociale aktiviteter kan virke mere tiltrækkende. Når den indre motivation til at fortsætte med sin sport daler, så kan forældrenes krav og forventninger være med til at få barnet igennem de svære tider.”

Der findes eksempler på sportsfolk med en ekstraordinær indre drivkraft, der er uafhængig af omgivelserne, fortæller Nicklas Pyrdol Christensen, men de havde sandsynligvis præsteret endnu bedre, hvis forældrene også havde motiveret dem yderligere. Derfor er forudsætninger for at slå igennem i sportens verden større, hvis man til daglig indgår i miljøer, herunder familien, hvor der stilles krav til én.

”Hvis du er født med gennemsnitlig genetik og færdes i et gennemsnitligt miljø, så bliver du ikke til noget ekstraordinært. Du skal have gode gener og være i et ekstraordinært miljø.”

Men det er ikke ensbetydende med, at det udelukkende er positivt at presse sit barn frem i sportens verden, forsikrer Nicklas Pyrdol Christensen.

”Den dårlige pace er, når forældrene stiller krav til børnenes niveau og kræver, at de leverer gode resultater nu og her. Det risikerer at give dem et skrøbeligt selvværd, fordi de tror, at de kun er noget værd og er elsket, hvis de leverer resultater. I stedet bør man som forældre stille krav til indsats, attitude og udvikling, for det har børnene kontrol over,” siger han.

John Aasted Halse mener, at forældrenes opgave er at vurdere, om barnet blot er udfordret eller reelt presset ved at dyrke en given sport.

”Hvis barnet gentager sit ønske om ikke at komme til træning, og det bliver træt, trist, indadvendt og har en kort lunte, så er det på tide at sige stop. Men hvis det blot er en flygtig tanke, så bør den gode forælder bede barnet om at blive ved. For der vil opstå dødssyge perioder. Som balletdanser kaster du dig ikke ud i ”Sylfiden” første dag, og i fodbold er det ikke sikkert, at du får lov at spille angriber hver gang. Derfor er det vigtigt at udfordre sit barn og gøre det klart, hvad det kræver at nå toppen.”