Der var palmer, lyseblåt hav og blomster viklet om en port i det hvide sand, da 31-årige Philip Mahler og 28-årige Julie Mahler i november 2015 sagde ja til hinanden.
Brylluppet blev nemlig holdt på en strand i Thailand. Med dem var 38 af parrets familie og venner, der var fløjet halvvejs rundt om jorden for at fejre brudeparret og holde bryllupsweekend. Det havde længe været Julie Mahlers drøm at holde brylluppet et eksotisk sted.
”Jeg ville gerne gøre brylluppet til vores bryllup og ikke det, alle andre ville have os til at gøre. Ingen af os er særlig religiøse, så der var ingen af os, der havde drømt om det store kirkebryllup. Vi ville gerne have, at det blev lidt anderledes,” siger Julie Mahler.
Netop ønsket om at gøre brylluppet – eller livets andre fester som konfirmationer og jubilæer – anderledes og ekstravagante passer godt til vores tidsalder. Sådan siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea.
Hun er med til at undersøge danskernes forbrugsvaner, herunder ved fester, og hun forklarer, at det efterhånden er blevet større og mere iscenesættende, når danskerne fejrer sig selv og hinanden.
”Færre bliver gift, men dem, der så bliver gift, vil gerne manifestere, at det er alvor. Det gør de ved, at jo større og jo dyrere brylluppet er, jo mere vil de hinanden. Vi ser også de her generationsrejser, hvor bedstefar bliver 70 år og inviterer hele familien til Norge eller Spanien. Det så man ikke så meget for 15 år siden,” siger hun.
Hun forklarer tendensen med det tiltagende fokus på ”mig” igennem de seneste 15 år.
”’Mig’ er hovedpersonen i mit liv, og alting bliver iscenesat på de sociale medier. ’Nu har jeg fået nye sko, se vores fantastiske bryllup, hvor vi havde det sjovt’. Det handler i høj grad om at markedsføre os selv og vores lykkelige liv,” siger hun.
”Brylluppet handler om prinsessedrømme og dermed iscenesættelse,” siger Ann Lehmann Erichsen. ”I virkeligheden er det jo gratis at blive gift, uanset om du gør det på rådhuset eller i kirken, men kirkebryllupper bliver ofte dyrere, fordi mange synes, at det er lidt mere højtideligt. På rådhuset er der ikke samme forventning om, at man har det store skrud på eller bliver kørt i karet til og fra.”
Sidste år sagde en række præster nej til store biler foran kirken ved konfirmationer. Det gjorde unødigt forskel på konfirmanderne, når nogen blev fragtet fra kirken i en dyr Ferrari, mente de. I Sankt Pauls Kirke midt i København ser sognepræst Kathrine Lilleør det også, når brudepar vil bestemme, hvilken farve blomster, der er i kirken, præcis hvad organisten spiller, og hvor fotografen skal stå. Hun ser det som et udtryk for, at der er mange, der ikke har tillid til, at kirken i sig selv kan gøre dagen højtidelig nok.
”Tidligere kunne jeg blive irriteret, når brudepar ikke troede, at kirken kunne fylde dagen med indhold og derfor selv skulle finde på alt muligt fra musikalske indslag til helikopter fra kirken. Men nu ser jeg det som en del af det, samfundet er ramt af. Man hører også fra det sundhedsfaglige personale, at folk har googlet sig frem til, hvad de fejler, før de går til lægen. På samme måde kigger folk på amerikanske film, når de skal giftes og har ikke opdaget, at vi i kirken står med en masse erfaring og faglighed. Vi har jo gjort det i hundreder af år og har en vis viden om det,” siger hun.
”Jeg ser det også til begravelser, hvor folk i stedet for at sørge tror, at de skal tage sig af alle små detaljer. Det er da en sund udvikling i et demokrati at tilegne sig viden på egen hånd, men man mister samtidig tilliden til, at nogen ved og kan noget, som du ikke kan tilegne dig på Google.”
Bryllupsplanlægger Christel Winther genkender tendensen. Hun ejer virksomheden The Wedding Company og har arrangeret bryllupper i 15 år og ser også, at bryllupper bliver større og mere iscenesatte.
”Det har selvfølgelig altid været en stor fest og et af livets højdepunkter. Men i dag er det mere legalt at skeje ud. Før har brylluppet være meget traditionsbundet, hvor man har fulgt alle forskrifter. Men nu er det blevet okay at give fuld gas, hvis man har pengene til det, og der er ikke nogen, der ser skævt til en, hvis man gør det,” siger hun.
”Det har noget at gøre med den generelle udvikling i samfundet. Især yngre par har fået flere penge mellem hænderne, og livsstilen er ændret. Man prioriterer karrieren først, så når man bliver gift, har man flere penge, og så bliver det legitimt at skeje ud. Desuden ligger det i tiden, at man godt må blære sig lidt. Det ser man for eksempel i reality-programmer og på sociale medier,” siger hun.
Hun forklarer, at budgettet for et bryllup for omkring 50 mennesker hos hende typisk ligger omkring 100.000-120.000 kroner. Hendes kunder er ofte fra de privilegerede samfundslag, men hun ser også yngre, mere almindelige par, der har sparet op længe for at kunne holde drømmebrylluppet uden begrænsninger.
”De fleste prioriterer jo brylluppet som noget særligt. Man tænker, at det sker kun én gang i livet, og det er en dag, man altid vil kigge tilbage på. Den kan ikke laves om, og hvis man står dér på dagen og ærgrer sig over, at man ikke brugte 10.000 kroner på fyrværkeri, er det irriterende. Du får en ny chance for at lave den bedste fødselsdag næste år, men det får du formentlig ikke med et bryllup,” siger Christel Winther.
Men det kan altså også være en dyr fornøjelse at gå til bryllup, påpeger Ann Lehmann Erichsen fra Nordea.
”Som gæst skal man måske ud og investere i nyt tøj, hvis man ikke har noget i skabet eller kan låne. Nogle går også til frisøren eller får lagt makeup. Så er der transport og måske en overnatning. Og så er der gaven, som ofte kan være forbundet med kvaler,” siger hun.
”For nogle brudepar går gavelisten til at blive en kræveliste, og så glemmer man, hvad en gave er. Det er jo ikke noget, man gør krav på, men noget man giver med hjertet. Det kan være bedstemor, der får lyst til at give en smuk sølvske eller et arvestykke. Men krævelister bliver meget hurtigt effektivt og ’noget for noget’, som om man inviterer til bryllup og så regner med at få leveret varen i form af de ting, man står og mangler,” siger Ann Lehmann Erichsen.
Men sådan oplever Christel Winther det ikke.
”Jeg ser oftere og oftere, at det materielle ryger i baggrunden. Brudeparrene prioriterer hellere, at gæsterne kommer og deltager i festen fremfor gaver. Det synes jeg er en dejlig udvikling. Mange par har jo boet sammen i mange år og har komplette hjem, så gavelisten vægter ikke så tungt. Så er det vigtigere at være sammen med dem, der er med,” siger hun og tilføjer, at det ofte gør sig gældende ved såkaldte destinationsbryllupper, hvor gæsterne i forvejen måske har betalt en dyr flybillet for overhovedet at komme med til brylluppet.
Sådan var tilfældet også hos Julie og Philip Mahler, da de blev gift i Thailand. De betalte overnatningen for deres venner, som var de af gæsterne med den strammeste økonomi. Og de forventede ingen gaver. Men hvor de havde inviteret omkring 70 gæster, måtte en del melde fra, fordi de ikke havde råd til flybilletten til Thailand.
”Man bliver selvfølgelig ked af det, når nogen ikke kan komme. Min farmor kunne for eksempel ikke rejse så langt, og det var da en kæmpe ulempe ved at holde bryllup så langt væk,” siger Julie Mahler.
”Det er klart, at dem, der ikke kunne komme, havde blandede følelser omkring det, at vi holdt bryllup så langt væk. Men for dem, der kom, blev det en hel ferie, og der opstod et rigtig godt sammenhold mellem gæsterne, fordi de var samlet over flere dage. Og jeg er så glad for, at vi gjorde det, for vi vil altid kunne tænke tilbage på den dag og weekend som noget helt særligt.”