Sebastian Klein vil i mange børnefamilier være kendt som den dyreglade tv-vært, der med stor indlevelse tryllebinder de yngste til tv’et på DR-kanalen Ramasjang, når han fortæller om sjove og sære dyr fra fjerne egne. Det er dog ikke hans optrædener på tv, der de seneste uger har skaffet ham betragtelige mængder af omtale i medierne.
Det har derimod den bog, som han udgav for få uger siden. ”Fra min faders skygge” hedder biografien, der handler om tv-værtens liv som barn af de nu afdøde skuespillere Lykke Nielsen og Jesper Klein.
I omtalen af bogen hedder det sig, at den ”handler om skaberkraft, berømmelse, succes og fest. Men også om dæmoner, fiasko og skandale”. Til sidstnævnte hører blandt andet faderens alkoholmisbrug, som Sebastian Klein løfter sløret for i bogen.
Tv-værten er så langtfra den første til at skrive en bog, hvor mere eller mindre kompromitterende familiehemmeligheder afsløres, og hvor risikoen for, at nogle familiemedlemmer – ofte forældrene – vil stå tilbage i et knap så flatterende lys, er til stede. Tv-værterne Pernille Rahbek og Peter Ingemann er blot nogle af de kendte, der har skrevet om deres ukendte forældre, mens Mette Glaargaard har skrevet om sin kendte far, skuespilleren Poul Glaargaard.
Og så er der de tilfælde, hvor såvel barn som forældre er kendte – som Sebastian Klein og hans forældre og den tidligere politiker Mimi Jakobsen, der i sidste uge ryddede forsiderne på formiddagsaviserne med sin biografi, hvor hun også fortalte om sin far, politikeren Erhard Jakobsens utroskab. Og i den mere kunstneriske afdeling kan nævnes norske Karl Ove Knausgård og Morten Sabroe.
Men hvordan forsvarer man overhovedet at skrive og udgive bøger, hvor læserne inviteres til at kigge med helt ind bag gardinerne hos mennesker, der ikke selv har valgt at få fortalt deres historie i den brede offentlighed?
Kim Hundevadt er forlagschef på JP/Politikens Forlag for nonfiktion, som har udgivet Sebastian Kleins biografi. I hans optik har alle mennesker ret til at fortælle deres egen personlige historie. Naturligvis inden for lovens rammer, hvilket betyder, at man ikke må fremkomme med injurierende påstande eller krænke privatlivets fred. Det betyder dog ikke, at han ikke som forlagschef gør sig etiske overvejelser, når der indgås aftaler om biografier til udgivelse.
”Hver gang vi skal udgive en biografi, overvejer vi meget nøje, hvad motivet til netop denne bog er. Man kan ikke opstille firkantede regler for, hvad man må og ikke må, når vi taler etik. Her må forfatteren mærke efter, om det føles fair og ordentligt, det man har tænkt sig, og så skal vi som forlag være førstelæsere og sparringspartnere for forfatteren. Men det er klart, at for at en bog skal have værdi som et faglitterært værk, skal der være en universel historie, som andre kan spejle sig i,” siger han.
Mange af de biografier, som omhandler skribentens forældre, har ifølge Kim Hundevadt netop en høj grad af identifikationsværdi, fordi forældre-barn-forholdet er den vigtigste familierelation, mange af os har. En relation, som er med til at forme os som mennesker på både godt og ondt. Netop derfor bør en biografi heller ikke udelade de mørkere sider af en families historie.
”Det må ikke blive et glansbillede, når vi udgiver bøger. Så bliver det uinteressant. Skyggesiden i familierelationer er en del af livet. I Sebastian Kleins bog er alkohol en del af historien. Det handler om, at man gik til den efter forestillingerne, og at det havde nogle familiemæssige omkostninger. Men det er også en historie om, at forældre går fra at have været guder i vores liv, til at de bliver ældre og svage, og vi skal tage os af dem. Derfor er det også en bog om sorg. Og når man læser den, får man bestemt ikke på fornemmelsen, at Sebastian Klein udleverer sine forældre. Den er i bund og grund et meget kærligt portræt,” siger han.
Kim Hundevadt mener aldrig at have mødt en forfatter, der ønskede at bruge sin biografi til at fremme egen karriere eller til at spinde guld. Han kan blive næsten forarget over mistanken.
”Det er et kæmpe arbejde, og det er absolut ikke noget, man bliver rig af. Hvis vi opdagede, at folk havde det som mål, ville vi aldrig give os i kast med det. Der skal være nogle essentielle værdier i værket,” siger forlagschefen.
For litteraturhistoriker, teolog og medlem af Det Etiske Råd Anders Raahauge skal de essentielle værdier i en biografi være af en ganske særlig karakter, hvis de skal tjene til en udgivelse. Han nævner Karl Ove Knausgårds flerbindsværk ”Min kamp”, hvor en meget nærgående skildring af faderens alkoholisme og død berettiges som følge af høj kunstnerisk kvalitet.
Men generelt ser han det som en kedelig tendens, at der udkommer så mange af den slags biografier, hvor formålet synes at være, at alle skeletter skal lukkes ud af skabene.
”Der har fundet et skred sted, og disse bøger bliver endnu en måde, hvorpå du kan tiltrække dig overskrifter. De er udtryk for et egotrip, som lader gammeldags dyder som diskretion og nænsomhed falde. Der findes tillige en tyrkertro på, at alt skal fortælles – en slags vulgær freudianisme – for ellers danner det en byld, og det er usundt. Vi skal hele tiden udvikle os og se på, hvordan vi selv har det, og så skal vi ikke tage så meget hensyn. Vigtigst er det at få klemt hul på bylden, så jeg har det godt,” siger Anders Raahauge.
Han påpeger, at familien førhen var en enhed, som havde krav på en vis diskretion. Men viser man diskretion i dag, beskyldes man nemt for hemmelighedskræmmeri. Og hvem vil have det hængende på sig? Anders Raahauge mener, at denne kultur har negative konsekvenser.
”Vi ser det, som om man risikerer at fortrænge noget, hvis ikke man lægger alt frem. Hvis din far har haft en last, så ville man i gamle dage sige, at det skal du ikke gå rundt og fortælle til alle og enhver, hvorimod en moderne fortolkning vil være, at det skal man skynde sig at få ud af skabene,” siger han.
Men i virkeligheden volder det måske mere skade at hænge alt sit beskidte vasketøj op til skue, end det gør at lade det forblive i egen vaskekælder. Til en start vil det føles godt at åbne op for hemmelighederne, men på sigt vil det muligvis hjemsøge forfatteren, mener Anders Raahauge, der efterlyser en anden opfattelse af tabuer.
”I dag må man ikke have tabuer. Men ved nærmere eftersyn er tabuer ofte meget smukke. Fordi de forhindrer os i at blive obskøne,” siger han
Den skønlitterære forfatter Iben Mondrup, der netop har udgivet romanen ”Karensminde”, har både tidligere og nu i forhold til sin nye bog gjort sig tanker om, hvem der egentlig ejer retten til at fortælle en families historie. Hun har haft en anderledes opvækst i Grønland, og i hendes romaner beskrives netop en dansk familie med relationer til Grønland. Men trods samme baggrundstæppe er det vigtigt for hende, at hendes romaner netop ikke er biografiske.
”Jeg tror, at det er vigtigt at forstå, at den historie, vi hver især har, deler vi med andre. Vores historier er overlappende – vi kommer jo ikke ud af ingenting. Det kan godt være, at vi i vores tid er gode til at fortælle, at vi er os selv, at vi er individualister. Men vi er jo født af nogen og tvunget til at dele skæbne med nogen særligt i de formative år. Vi er udleveret til hinanden,” siger hun.
Men at man deler historie med hinanden, er ikke ensbetydende med, at denne også skal deles med alle andre.
”Jeg synes, at der skal være virkelig gode grunde til, at man fortæller meget intime detaljer om familiemedlemmer. Jeg har svært ved at forstå behovet for at lave bekendelser i det offentlige rum. Behovet må være et forfængelighedsspørgsmål, men det offentlige rum er ikke et terapilokale,” siger Iben Mondrup og slår fast, at hun ikke selv ville have lyst til at udgive en biografi, der går tæt på hendes egen familie.
”Jeg synes simpelthen ikke, at min biografiske fortælling vedkommer andre. Jo, jeg har haft en eksotisk og anderledes opvækst i Grønland, men den kan ikke bruges af andre til noget som helst. Dan Turèlls datter (Lotus Turèll, red.) bruger sin historie som et redskab til at arbejde med et emne som alkoholisme i familien. I sådan et tilfælde kan det måske give god mening, fordi det handler mindre om selvudlevering end om at skabe opmærksomhed omkring et generelt problem – selvom det godt kan være, at hendes fars navn får nogle ikke så behagelige nuancer føjet til sin person,” siger hun.
Vælger man at fortælle sin familiehistorie, bør man dog gøre opmærksom på, at der altid er mange sider af en historie, understreger Iben Mondrup.
”Man kan ikke finde frem til én sandhed om en familie, ved at ét menneske fortæller familiens historie. I min nye bog har jeg også ladet fem forskellige mennesker reflektere over hver sin rolle i familien. Men ingen af dem har patent på hele sandheden” siger hun.
