Da 26-årige Natasha Al-Hariri i efteråret var i New York i USA, var der ingen, der kiggede. Og det var en anderledes følelse. Som ung, tørklædeklædt kvinde er hun i Danmark nemlig vant til konstant at blive konfronteret med sin etnicitet.
”Hvor kommer du fra?”, kan der blive spurgt til hendes mørkere hud.
”Hellerup,” plejer hun at svare, for det er der, hun er vokset op.
”Jamen, hvor kommer du rigtigt fra?”, spørges der så.
Spørgsmålet om, hvor man kommer fra, kan godt være lidt følsomt. Både for den, der spørger, og den, der skal svare.
For Natasha Al-Hariri betyder det, at hun føler, at hun ikke hører til.
”Jeg føler mig jo dansk, og jeg kræver den titel. Jeg mener, at danskhed er en følelse, som ingen kan tage fra mig. Men man vil jo gerne være accepteret, og det er man jo også i det brede, ganske land, men sådan et spørgsmål kan jo få en til at føle sig distanceret fra sine kolleger eller studiekammerater,” siger hun.
Hun er født i Libanon, men kom til Danmark med sine forældre, da hun var lille. I dag læser hun jura på Københavns Universitet og er medlem af Rådet for Etniske Minoriteter.
”I USA var jeg skræmmende normal, for der er mangfoldigheden gældende. Jeg ville ønske, det samme var tilfældet i Danmark. Jeg tror, vi har brug for at udvide begrebet dansker til, at det kan omfavne andre end den klassiske, hvide dansker,” siger hun.
”Jeg bliver aldrig stødt, når folk spørger mig, hvor jeg 'rigtigt' kommer fra, for jeg ved godt, at de ikke mener det dårligt. Men der er mange måder at spørge på. Jeg spørger også eksempelvis, hvor folk kommer fra i Jylland, men det handler om, at man ikke automatisk antager, at man er fremmed,” siger hun.
Rikke Andreassen er lektor i kommunikation på RUC. Hun forsker særligt i etnisk og kønsmæssig ligestilling og kender godt til problematikken.
”Det, der sker, når man insisterer på at vide, hvor en person med en anden hudfarve end én selv kommer fra, er en ekskludering. Indirekte ligger der et 'du er ikke herfra' og en særlig forståelse af danskhed som værende hvid. Dermed er det en ekskludering af de efterhånden mange danske statsborgere, som ikke er hvide. Den forståelse har ikke ændret sig på trods af, at vi i mange år har haft ikke-hvide statsborgere,” siger hun.
”Spørgsmålet er jo motiveret af personens hudfarve, og så understreger man igen og igen, at Danmark er de hvide danskeres land. Det er klart, at det virker provokerende på folk, som er født og opvokset her, som taler dansk, og som på alle måder er en del af det danske samfund. Det bliver en sproglig og tankemæssig fællesskabsekskludering,” siger hun.
”Når man insisterer på at svare, at man altså kommer fra Charlottenlund eller Åbyhøj, er det en modstand mod spørgsmålet og et klart signal om, at man vil tages alvorligt som en del af samfundet. Man skal tænke på, at det for personen med udseendet, der skiller sig ud, ikke er et spørgsmål, man får en gang imellem. Vedkommende har formentlig en daglig kamp for at insistere på at være herfra, selvom det måske ikke ser sådan ud,” siger hun.
”Man kan også spørge sig selv, hvorfor det er så vigtigt? Hvorfor er det lige dét, man spørger om? Hvorfor er det ikke 'Hvad arbejder du med?'. Spørgsmålet om, hvor man kommer fra, understreger også, at vi bliver ved med at navigere efter, at race og etnicitet er vigtige forskelsparametre,” siger hun.
Jeppe Fuglsang Larsen er ekstern lektor på Aalborg Universitets institut for sociologi og socialt arbejde. Han har forsket i identitetsskabelse hos unge danskere med indvandrerbaggrund. Han forklarer, at mange af de unge, han har talt med, kan føle, at det er et hårdt arbejde hele tiden at skulle forholde sig til deres etnicitet.
”De føler, at når man taler om etnicitet, er det altid 'andres etnicitet'. Hvide danskere tænker ikke på sig selv som havende etnicitet, og vi bliver ikke tvunget til at være konfronteret med den. Men mange af de her unge minoritetspersoner føler sig tvunget til hver dag at forholde sig til deres hudfarve, deres herkomst og deres etnicitet. De udvikler en slags dobbeltbevidsthed og skal navigere rundt i nogle forskellige mønstre og kulturer hele tiden,” siger han.
Men hvor nogle føler sig tynget af spørgsmålet om etnicitet, er den mangfoldige herkomst for mange også kilde til stolthed, forklarer han.
”Mange ser det som en styrke, at man har to kulturer. Man kender mere til forskellige dele af verden, kan tale forskellige sprog og forstå forskellige værdier. Særligt på arbejdsfronten kan det være en fordel, fordi man kan være en vigtig ressource, eksempelvis i virksomheder, der opererer ud over Danmarks grænser. Det er noget, der ikke italesættes så ofte i eksempelvis medierne, hvor man ofte ser tosprogethed som et problem,” siger han.
For Rikke Andreassen siger følsomheden omkring spørgsmålet om, hvor man kommer fra, noget om, at der er en manglende kontakt mellem nydanskere og etniske danskere.
”Vi er et samfund, hvor vi groft sagt er meget delt op. Og det er et problem, fordi det lige præcis er i samværet på arbejdet eller om børnene i børnehaven, at vi møder hinanden som individer. På den måde kommer man nemt til at have nogle generaliserede opfattelser af, hvem hinanden er. Politikerne taler om flygtninge i negative stereotyper, og i medierne hører vi historier om kvindeundertrykkelse, og det er svært at se nuancerne, hvis man ikke har almindelige mennesker i sin omgangskreds, som man kan sammenligne historierne med,” siger hun.
”Det er netop ved det personlige selskab, at man nedbryder fordommene, derfor gør det en forskel at kende nogen fra minoritetsgrupperne personligt. For så bliver folk til individer med deres egen historie i stedet for repræsentanter for en ensidig gruppe. Når man lærer folk at kende, skal de nok selv fortælle, hvor de kommer fra, men det behøver ikke at være det første spørgsmål, for så kan man opleve distancen,” siger hun.
Så alvorligt synes Mattias Tesfaye, indfødsretsordfører for Socialdemokraterne, ikke, det står til. For ham er spørgsmålet om, hvor man kommer fra, et udtryk for en sund interesse i et andet menneske.
”Folk, der spørger, gør det, fordi de er interesserede, og nysgerrighed er altid positivt. Det ville være trist, hvis nysgerrigheden forsvandt, især når der kommer flere og flere, der ser anderledes ud,” siger han.
Han er selv søn af en etiopisk far og en dansk mor, og selvom han måske så anderledes ud end de andre i Aarhus, hvor han er vokset op, er han stolt af denne anderledeshed. Han forklarer, at det handler om ikke at være så bange for at skille sig ud.
”Jeg synes, at det er sejt at være en af de få. I takt med, at det bliver mere og mere normalt at være anderledes, bliver det også mindre og mindre eksotisk. Jeg plejer at sige, at man i biologien får det stærkeste frem, hvis man sørger for at krydse gener, der aldrig har været krydset før. Så det var jo bare godt, at der kom folk som min far til Danmark og spredte sine gener i dette indavlede land,” siger han og ler.
”Hvis man synes, at det kan være stødende at blive spurgt, hvor man kommer fra, er det jo, fordi præmissen for det standpunkt er, at det er negativt at være anderledes. Jeg synes, man bør tage det som noget positivt og som en ros,” siger han.