Hvornår stopper man behandlingen af alvorligt syge?

Smertelindring kan give håbløst syge ro i sindet, mener flere eksperter. -

Smertelindring kan give håbløst syge ro i sindet, mener flere eksperter. - Foto: Colourbox

Nogle gange fortsætter patienterne behandlingen langt ud over det rimelige, fordi de ikke vil være kyllinger, der giver op. Og så gør de det for de pårørendes skyld, fordi de føler, de er nødt til at kæmpe.
Rita Nielsen, Klinisk sygeplejespecialist

Et stort udbud af medicin og behandlingsmetoder kan gøre det svært at sige nej til yderligere behandling. Desuden er der skabt unaturlige forventninger til egen dødelighed, mener eksperter

De medicinske og kirurgiske tilbud i sundhedsvæsenet er mere komplekse og mangfoldige end nogensinde før, men de mange muligheder for behandling gør det også sværere at acceptere, når nok er nok.

Holdningen blandt eksperter er, at man i et samfund præget af individualister og med meget vidde rammer for, hvornår ting kan lade sig gøre, risikerer at glemme, at livet også slutter på et tidspunkt.

Under valgkampen mente både rød og blå blok, at økonomi ikke måtte blive en afgørende faktor i valget af den medicinske behandling. Den ene side af diskussionen er, hvordan og hvornår man skal anvende omkostningsfulde behandlinger.

En anden side er, at erklæringer som disse giver urealistiske forventninger til vores sundhedsvæsen, og hvad det bør kunne tilbyde. På den måde skubbes der til vores forventninger om, hvornår livet bør have en ende. Det mener hospitalspræst med særligt kendskab til palliative patienter ved Herlev Hospital Tom Andersen Kjær.

I et samfund, hvor man hele tiden har mange bolde i luften, skal nå mere og mere på kortere tid og presser grænserne for, hvad der er muligt, er døden den ultimative trussel.

Den opleves som et definitivt bevis på, at der ikke længere er mere at opnå, mener hospitalspræsten.

”Vi skal gøre op med det samfund, hvor vi hele tiden skal fremad, vil have mere, og hvor det skal gå hurtigere og hurtigere. Vi vil være verdens bedste til alt, være alle steder på én gang, have overblikket og magten over døden og sygdom. Det er en almægtighed og allestedsnærværelse, som vi før tillagde Gud,” siger Tom Andersen Kjær og påpeger, at der er grænser for den menneskelige magt.

Klinisk sygeplejespecialist med speciale i etik og religionsfilosofi Rita Nielsen mener, at sundhedsvæsenet bugner med behandlings-tilbud.

Det kan gøre det svært for både patient og sundhedspersonale at sige nej til yderligere behandling, fordi der hele tiden er en ny metode at gribe fat i. Hun påpeger, at det er et etisk spørgsmål, hvorvidt sundhedsvæsenet skal blive ved med at behandle, bare fordi det kan.

”Nogle gange fortsætter patienterne behandlingen langt ud over det rimelige, fordi de ikke vil være kyllinger, der giver op. Og så gør de det for de pårørendes skyld, fordi de føler, de er nødt til at kæmpe,” siger Rita Nielsen.

Ifølge Peter la Cour, sundhedspsykolog fra Københavns Universitet, gør danskernes individualistiske og liberale levevis, at man ikke vil acceptere, at man skal dø. Derfor siger man heller ikke nej til behandling.

”Hele drivkraften bag livet er, at vi også dør, og sygdom, svaghed og krise er en del af meningen med livet på jorden. Som individ negligerer man, at det er ens pligt at skulle herfra. Men det sunde liv er også at skulle dø i tide, og det er vi nødt til at tænke ind i vores opfattelse af sundhed,” siger Peter la Cour og fortsætter:

”Vi har fået en logik, der gør, at ting, der er teknisk muligt, såsom livsforlængende behandling, skal gøres for enhver pris. En logik, der gælder for hele vores sundhedsvæsen, både for patienter og personale, og den er syg. Vi er nødt til at gøre op med den tankegang.”

Også Tom Andersen Kjær efterspørger en mere realistisk holdning til, at livet har en ende, for det vil gøre det nemmere at skulle herfra.

”Døden bliver nogle gange værre, fordi patienten har været igennem en grænseløs behandling. Det slider patienten op i sidste ende og gør det unødvendigt svært at dø,” siger Tom Andersen Kjær.

Overlæge Tove Vejlgaard, der er leder af Palliativt Team i Vejle og formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin, mener, at der ligger en opgave for sundhedsvæsenet i at klæde patienterne på til at kunne tage stilling til, hvorvidt fortsat behandling er det bedste for dem.

Ifølge hende kræver det en kulturændring.

”Patienterne skal informeres, og det er en opgave, der ligger foran sundhedsvæsenet. Patienterne skal forstå, at de kan leve bedre og længere uden den sidste omgang kemo, fordi de så undgår behandlingens bivirkninger.”

At overbringe en besked omkring dødelig sygdom kræver nænsomhed og empati. Sådan en overlevering har aldrig været og bliver ikke på noget tidspunkt let, men bagsiden af endeløs behandling er ifølge Rita Nielsen, at patienten ikke får mulighed for at leve intenst i den sidste tid.

De når ikke at finde roen og tiden til at se døden i øjnene, så de kan sige ordentligt farvel til deres kære. I stedet bruger patienterne den sidste tid på kemobehandlinger og bivirkninger.

Hun mener, at det kan være en lettelse for patienten, hvis lægen siger stop til yderligere behandling.

”Det er et problem, at autonomien er så meget i højsædet, så vi som mennesker selv skal beslutte, om vi ønsker den fortsatte behandling. Det, man glemmer nogle gange, er, at patienter også har ret til at fravælge selvbestemmelsen, og hvor det kan være en lettelse for patienten at få at vide, at behandlingen er afsluttet. Så kan vedkommende få lov til at slappe af og leve livet, indtil han eller hun ikke har det længere,” siger Rita Nielsen.

For mange patienter knytter den aktive behandling sig til håbet, men ifølge Tom Andersen Kjær bør man ikke sætte lighedstegn mellem de to ting. Han bakkes op af Rita Nielsen:

”Mennesker skal altid have et håb, men håbet er ikke kun et håb om overlevelse. Vi må ikke tage håbet fra mennesket, men i vores samfund ligger der en misforståelse om, at vi ikke må tage håbet om behandling fra et menneske. Der er så mange andre håb, man kan rette sig mod, for eksempel at komme herfra uden smerter,” siger Rita Nielsen.

Når lægerne ikke længere kan behandle sygdommen, handler det ifølge Tom Andersen Kjær om ikke at efterlade patienterne i en tilstand af håbløshed. Han mener, at et ordentligt palliativt tilbud vil kunne rette op på den håbløshed.

”Det skal ikke bare være et løfte om behandling, men også et ordenlig tilbud, når man ikke kan behandles. Hvis der ikke er et palliativt tilbud, der kan give patienten ro i sindet, vil vedkommende hele tiden efterspørge mere behandling,” siger Tom Andersen Kjær.