Kannibalske markeder: Rige bruger fattige som reservedele

Rige forbrugeres adgang til organer, rugemødre og sundhedspersonale fra fattigere lande er en moderne form for kannibalisme og udtryk for et skred i sundhedsetikken, siger internationale eksperter i ny bog

Det gav genlyd internationalt, da et australsk par bad en thailandsk rugemor beholde den ene tvilling, der var født med Downs syndrom. Ifølge rugemoderen bad parret hende i syvende måned om at abortere det ene foster, da det viste sig, at det var handicappet. Det nægtede rugemoderen, og i august sidste år fødte hun tvillinger. Australierne tog den raske pige med sig hjem, mens rugemoderen beholdte drengen Gammy, der har Downs syndrom. I løbet af kort tid blev der via internettet indsamlet et større beløb til den thailandske mor, så hun kunne betale hospitalsudgifter for drengen. -
Det gav genlyd internationalt, da et australsk par bad en thailandsk rugemor beholde den ene tvilling, der var født med Downs syndrom. Ifølge rugemoderen bad parret hende i syvende måned om at abortere det ene foster, da det viste sig, at det var handicappet. Det nægtede rugemoderen, og i august sidste år fødte hun tvillinger. Australierne tog den raske pige med sig hjem, mens rugemoderen beholdte drengen Gammy, der har Downs syndrom. I løbet af kort tid blev der via internettet indsamlet et større beløb til den thailandske mor, så hun kunne betale hospitalsudgifter for drengen. - . Foto: Damir Sagolj/Reuters/Scanpix.

Jean-Daniel Rainhorn har med vilje valgt et udtryk, der kan få hårene til at rejse sig. Kannibalisme er et af menneskehedens universelle tabuer. Et fænomen, der har eksisteret symbolsk og rituelt, men som i dag forbindes med barbari. Og det er netop en form for barbari, den schweiziske læge og professor advarer mod i bogen ”New Cannibal Markets: Globalization and Commodification of the Human Body” (Nye kannibalske markeder: Globalisering og kommercialisering af menneskekroppen), der ikke er oversat til dansk.

”Selvfølgelig er det en provokation at tale om kannibalisme. Rituel kannibalisme, der går ud på at tilegne sig den andens styrke ved at indtage en del af hans krop, har fundet sted i reel og symbolsk betydning i alle civilisationer. Nu tilegner vi os en andens sundhed takket være vedkommendes organer, væv eller livmoder. Jeg er dybt chokeret over den kommercialisering af menneskekroppen, der sker på det globale sundhedsmarked. Det er i den forstand, vi taler om kannibalske markeder,” siger Jean-Daniel Rainhorn.

Han er professor i international sundhedspolitik ved institut for globale studier i Paris og indtil for nylig direktør for Geneve-centeret for Humanitær Forskning i Schweiz. Sammen med nogle af verdens ledende specialister har han analyseret de markedsprocesser, som i stigende grad sikrer forbedret sundhed for nogle mennesker takket være adgangen til menneskelige reservedele eller ”naturressourcer” hos andre.

”Forskningsmæssige fremskridt har ført til udviklingen af særdeles lukrative sundhedsindustrier og til nye adfærdsmønstre, som i visse tilfælde udfordrer de værdier, vi hidtil har betragtet som universelle. I en globaliseret økonomi er der markeder for den menneskelige krop, som er lidt eller slet ikke reguleret. En ny type samfund vokser lige så stille frem. Et samfund, hvor vi vil være i stand til at købe dele af menneskekroppen for at dække vore egne behov uden at tænke ret meget over det menneske, disse dele kommer fra,” skriver Jean-Daniel Rainhorn i bogens introduktionskapitel.

Forskerne analyserer fire forskellige typer af ”sundhedskannibalisme”: handel med organer og transplantationsturisme, indsamling af væv, celler og blod, rugemødre samt hjerneflugt eller de rige landes massive rekruttering af sundhedspersonale i de fattigere lande på bekostning af disse landes egen sundhedssektor. De fire sektorer er omfattet af vidt forskellig regulering og lovgivning og mere eller mindre ramt af en kriminel skyggeside parallelt med en legal, organiseret sektor.

”Det kan virke overraskende at samle disse fire problemstillinger under samme hat. Men i alle fire tilfælde er der tale om, at rige lande udplyndrer de fattige lande, uanset om det er deres sundhedspersonale, deres organer, deres væv eller deres livmodere. Og jeg mener, at dette er udtryk for, at vi langsomt men sikkert er i færd med at undergrave det synspunkt, at alle mennesker har en værdi i sig selv,” siger Jean-Daniel Rainhorn.

Brugen af surrogatmødre, siger Jean-Daniel Rainhorn, har leveret et af de mest slående eksempler på det menneskesyn, som markedslogikken på sundhedsområdet kan afstedkomme. Han nævner skandalen omkring det australske par, som havde hyret en thailandsk kvinde til at føde tvillinger efter kunstig befrugtning. Da den ene tvilling, drengen Gammy, viste sig at lide af Downs syndrom, efterlod de ham hos rugemoderen og krævede halvdelen af betalingen for graviditeten tilbage.

”Denne sag er ekstrem og vakte internationalt ramaskrig, men bogens undersøgelse af rugemødre i Indien viser, hvordan de rige adoptivforældre stiller meget præcise krav om levevis, diæt og så videre til den kvinde, der bærer deres barn, og mister enhver interesse for hende, så snart barnet er født. Hun er ikke et menneske, men kun en teknisk foranstaltning, der muliggør fødslen af et barn. 'Jeg har købt og betalt dig, altså kan jeg tillade mig at stille krav' er den logik, der ligger bag,” siger Jean-Daniel Rainhorn.

Surrogatmoderskab er en veritabel industri i Indien med en anslået omsætning på 130 milliarder kroner om året, ifølge Sarojini Nadimpally, der har skrevet kapitlet om surrogatmoderskab i Indien. Mindst lige så indbringende er organhandel. Det er forbudt i de vestlige lande, men florerer i fattige nationer, der har specialiseret sig i transplantationsklinikker til betalingsdygtige kunder fra andre lande. Hver tiende nyretransplantation gennemføres som ”transplantationsturisme”, anslår en af Storbritanniens førende specialister på området, professor Jacob A. Akoh fra University of Plymouth.

Verdenssundhedsorganisationen WHO's vejledende principper fra 1991 forbyder handel med organer, blod og væv, og halvdelen af verdens lande har tilsluttet sig Istanbul-deklarationen fra 2008 om bekæmpelse af illegal handel med organer. Jacob A. Akoh advarer i bogen mod de røster, der ønsker at legalisere organsalg for at tilfredsstille efterspørgslen efter organer.

Og en anden af bogens forfattere, Jean-Paul Pirnay, leder af laboratorium for molekylær- og celleteknologi ved det belgiske militærhospital i Bruxelles, mener på samme måde, at ”politikerne indtil nu har lukket øjnene for en stigende kommercialisering af menneskeligt væv og celler”.

”Handel med væv er forbudt, men man har accepteret, at der betales en godtgørelse for omkostningerne ved at stille vævet til rådighed. Grænsen mellem handel og 'godtgørelse' bliver tyndere og tyndere, for der er umådeligt store summer på spil for blandt andet medicinalbranchen, der har brug for disse 'menneskelige naturressourcer' til udviklingen af nye behandlinger. Det er en negation af lægeløftet og af menneskets værdighed, som hviler på årtusinders filosofisk tradition,” påpeger Jean-Daniel Rainhorn.

Han peger på, at Verdenssundhedsorganisationen WHO så sent som i januar vedtog en definition af ”medicinske produkter af menneskelig oprindelse”, et udtryk for voksende erkendelse af problemstillingerne omkring brugen af menneskekroppen til behandling af andre mennesker.

”Men kan dette i det hele taget reguleres? Skal man forbyde enhver form for finansiel transaktion? Eller skal man fastsætte en internationalt anerkendt 'etisk pris' for organer og væv? Er organ- og vævsdonation i det hele taget muligt i en global markedsøkonomi? Det er alle sammen spørgsmål, vi vil komme til at debattere intenst i de kommende år,” konkluderer Jean-Daniel Rainhorn.