Må man blande sig i andres sygdom?

Grundlæggende er det positivt at bekymre sig om medmenneskers ve og vel. Men velmenende råd i forhold til sygdom og diagnoser skal man passe på med at give. De kan have negativ effekt, mener flere sundhedsfolk

Pointen med, at vi har et professionelt, evidensbaseret behandlingssystem, er jo, at vi skal have den rigtige hjælp. Det er ikke hverken videnskabeligt eller moralsk tilstrækkeligt, at man som ikke-fagperson kommer med alternative råd, siger studie-lektor på institut for læring og filosof om at fejlhjælpe en anden person. Modelfoto
Pointen med, at vi har et professionelt, evidensbaseret behandlingssystem, er jo, at vi skal have den rigtige hjælp. Det er ikke hverken videnskabeligt eller moralsk tilstrækkeligt, at man som ikke-fagperson kommer med alternative råd, siger studie-lektor på institut for læring og filosof om at fejlhjælpe en anden person. Modelfoto. Foto: Iris.

Forestil dig, at du er ramt af en alvorlig depression og ikke magter andet end at ligge på sofaen det meste af dagen. Heldigvis er du kommet i behandling hos en professionel, der sørger for både terapi og medicin, og som har lovet dig, at du med hendes hjælp nok skal få det godt igen, hvilket du har valgt at tro på. Altså lige indtil det øjeblik, hvor mennesker i din omgangskreds begynder at kommentere på din behandling.

”Du skal passe på med lykkepiller. Du bliver afhængig af dem. Det er meget bedre for dig at få en masse motion. Tag med mig ud at løbe.”

Eller: ”Du skulle hellere prøve en psykoterapeut, jeg kender. Han hjalp min mor over hendes depression på bare et par måneder.”

Alle råd og tilkendegivelser er sandsynligvis overleveret i bedste mening. Men for den syge kan det være grænseoverskridende og have direkte negativ effekt. Det mener flere eksperter, der arbejder på sundhedsområdet.

En af dem er Lotte Hvas, der har været praktiserende læge i 25 år, har siddet i Det Etiske Råd og i dag er forskningskonsulent på Københavns Universitet.

Hun har gennem sit virke som praktiserende læge og særligt i de senere år mødt mange patienter, som har haft svært ved at tackle, at andre mennesker blandede sig i deres sygdom og behandling.

”Folk får så mange råd, og jo mere alvorlig deres sygdom er, jo sværere er det for dem at kapere. Noget af det mest grelle, jeg har oplevet, var en patient, der kunne fortælle, at hun havde fået at vide, at hun skulle sørge for, at der ikke var lægestuderende med under hendes forestående operation, fordi det ville højne risikoen for infektion,” siger Lotte Hvas.

Hun mener, at vores indblanding i andre menneskers sygdom og sundhedstilstand er en udløber af, at vi i dag lever i en postmoderne verden.

”Den lægefaglige viden opfattes ikke længere nødvendigvis som den rigtige. Alle har ret til deres egen sandhed. Samtidig er der kommet den her strømning, hvor vi bliver gjort ansvarlige for vores eget helbred, og den har danskerne i den grad taget til sig. Man gør det så godt, man kan, for at navigere uden om de forskellige sundhedsrisici. For går det galt, tænker man, at man kunne have undgået det, hvis man havde handlet anderledes. Og det er et kæmpe åg at lægge på menneskers skuldre. For i sidste ende er det jo ret begrænset, hvor meget vi kan styre: Mennesker er skrøbelige, og vi skal alle dø en dag,” siger Lotte Hvas.

Den tidligere praktiserende læge mener ikke, at man skal blande sig i andres sygdom, uden at der er givet lov. Det mest menneskelige vil være, at man spørger den syge, om vedkommende gerne vil høre, hvad man for eksempel selv har oplevet - og så skal man naturligvis være klar til at acceptere et nej. Oplever den syge alligevel at blive belemret med gode råd og erfaringer, er det nødvendigt at øve sig i at lade det sive ind ad det ene øre og ud igennem det andet.

”Men problemet er, at man som syg i forvejen er meget sårbar og hurtigt bliver bekymret. Det bedste er, mener jeg, hvis man i en udsat og sårbar situation har tillid til de fagprofessionelle. Ser dem som autoriteter, der skal guide en. Præcis som i forældre-barn-relationen,” siger Lotte Hvas.

Jacob Birkler, ph.d. i medicinsk etik samt formand for Det Etiske Råd, mener overordnet, at vi skal være taknemmelige for, at andre blander sig i vores liv. Men måden, det sker på, er altafgørende, påpeger han.

”Hvis du sidder og fortæller, at du har det svært, og jeg på den foranledning begynder at tale om min syge moster eller egne dårligdomme, så er det jo ikke givtigt for dig. For jeg ser eller hører dig ikke, kun min egen stemme. Det, der sker, er, at jeg er til stede, men uden at høre efter, og at du bliver reduceret til en anledning til at tale om mig selv,” siger han og fortsætter:

”Oprigtig interesse for den syge betyder, at man er der med den anden og ikke kun for den anden. Det kan sagtens være, at man har velmenende råd, som kunne komme til gavn, men hvis det ender som monologen om mig og ikke dialogen med dig, så kan det virke krænkende,” siger Jacob Birkler.

Når man kommer med diverse gode råd til sygdomsramte mennesker, er det formentlig ofte et udtryk for omsorg, og det er almenmenneskeligt at reagere på andres sygdom ved at trække på egne erfaringer, såfremt man har nogle. Det mener Patrik Kjærsdam Telléus, studie-lektor på institut for læring og filosofi på Aalborg Universitet.

Men det kan være problematisk, når man gør det.

”Pointen med, at vi har et professionelt, evidensbaseret behandlingssystem, er jo, at vi skal have den rigtige hjælp. Det er ikke hverken videnskabeligt eller moralsk tilstrækkeligt, at man som ikke-fagperson kommer med alternative råd,” siger han.

Patrik Kjærsdam Telléus mener, at det er væsentligt at skelne mellem råd, der gives af ens nærmeste, og råd, der slynges ud i offentligheden på blandt andet sociale medier.

”Der er forskel på, om jeg kommer med gode råd til nogle, jeg kender godt, og hvis reaktionsmønstre jeg kender, i forhold til, når det foregår i det offentlige rum. Selvom man for eksempel selv har oplevet stor nytte af ikke at drikke mælk, kan det jo faktisk føre til, at man skader andre, der risikerer at få kalkmangel, fordi de følger ens råd. Men der er desværre en tendens til, at vi i dag tager en enkelt erfaring og ophøjer den til noget universelt,” siger han.

Bente Klarlund, dr.med. og klinisk professor ved Trygfondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet, mener heller ikke, at man ”out of the blue” skal gå og rådgive andre om deres sundhed. Selv gør hun det kun i sit professionelle virke eller til sin nærmeste familie.

”Når det drejer sig om min nærmeste familie, mine forældre eller min mand eksempelvis, kan jeg godt finde på at blande mig. Men så er det omsorg, og fordi jeg er reelt bekymret. Jeg gør det derimod aldrig, når jeg for eksempel er ude til selskaber, selvom jeg kan komme til at sidde ved siden af folk, som prøver at få samtalen til at gå i den retning,” siger hun.

At syge mennesker kan opleve det som at problem, når de overdænges med andres erfaringer og gode råd, kommer ikke bag på Bente Klarlund. Hun er ofte stødt på problematikken i sit faglige virke, hvor mennesker eksempelvis pludselig ikke ved, om de tør lade sig vaccinere, fordi nogen har advaret dem mod at gøre det.

”Det er klart en udfordring, og medmindre det er reel omsorg fra ens allernærmeste, så synes jeg, at man er i sin fulde ret til pænt at sige fra og fortælle, at man allerede har fået de råd og den hjælp, man skal have,” siger hun og pointerer, at der dog også er situationer, hvor den syge selv lægger op til, at andre skal komme med gode råd.

”Hvis man poster og skriver en masse på for eksempel Facebook om sin sygdom, så er det ikke så underligt, at folk finder på at kommentere og videregive egne erfaringer,” siger hun.