Må man genopbygge kulturarv, mens krigen raser?

Den antikke syriske by Palmyra blev sidste år delvist ødelagt af Islamisk Stat. Nu er byen tilbageerobret og genopbygningen begyndt. Det rejser dilemmaer

Det er ikke kun de antikke ruiner ved Palmyra i Syrien, der er hårdt ramt efter kampene mod Islamisk Stat. Også selve byen og dens beboere er ramt. –
Det er ikke kun de antikke ruiner ved Palmyra i Syrien, der er hårdt ramt efter kampene mod Islamisk Stat. Også selve byen og dens beboere er ramt. – . Foto: Scanpix.

Da den antikke syriske by Palmyra for et år siden i maj 2015 blev indtaget af terrorgruppen Islamisk Stat, lød der ramaskrig blandt arkæologer verden over.

Byen, der ligger ved en oase i den syriske ørken, står for mange som indbegrebet af mødet mellem religioner og kulturer i oldtiden.

Der er kunstskatte fra Palmyra på museer verden over, blandt andet på Glyptoteket i København, og særligt det store Bel-tempel regnes for én af de vigtigste religiøse bygninger fra det første århundrede efter Kristi fødsel.

Arkæologernes følelser for Palmyra illustreres måske allerbedst ved det tragiske forløb for stedets chefarkæolog, den 83-årige Khaled al-Asaad, der sidste år nægtede at forlade det sted, han havde arbejdet for hele sit liv.

Han var forsvundet i månedsvis, før han den 18. august blev offentligt henrettet ved halshugning, hvorefter hans lig blev hængt til skue fra en romersk søjle inde i oldtidsbyen.

I efteråret fulgte jihadisterne så op med ødelæggelsen af hans livs kærlighed: Bel-templet blev bombet i stykker ved brug af tønder med sprængstof, udsmykninger blev smadret med hammer og mejsel, og den såkaldte Trebueport faldt også.

Islamisk Stat har desuden brugt Palmyra i deres selviscenesættelse og blandt andet henrettet 25 soldater i byens romerske amfiteater.

Palmyra blev tilbageerobret af de syriske styrker i sidste måned, og arkæologer fra Oxford Universitet er allerede i gang med genopbygningen med hjælp af blandt andet 3D-teknologi. Og for blot et par dage siden vedtog FN-organisationen Unesco en resolution om, at Palmyra, der er udnævnt til verdenskulturarv, skal genopbygges fuldstændig, som det var før ødelæggelserne.

Men er det overhovedet forsvarligt at genrejse Palmyra, når kuglerne stadig flyver om ørerne på det syriske folk?

Merete Ipsen er direktør for Kvindemuseet i Aarhus og sidder i den internationale museumssammenslutning Icoms etiske komite, hvor man følger kulturarven i verdens brændpunkter tæt.

”Det er meget positivt, at man genopbygger det med det samme og fysisk viser, at der er ting, vi sætter pris på og har brug for i det syriske kulturlandskab,” siger hun.

Man bør dog altid spørge, om ødelagt kulturarv er et luksusproblem i forhold til andre problemer, regionen står over for, mener hun. Flere end 400.000 mennesker har mistet livet i konflikten i Syrien, millioner er på flugt, og mellem 50 og 70 procent af bygningerne i den moderne del af byen Palmyra er ødelagt. Lige uden for byen fortsætter kampene ufortrødent.

”Man skal spørge, om kultur er en luksus. Men kultur handler også om, hvilke blivende værdier vi vil have i vores liv. Det handler krigen i Syrien også om. Verdenskulturarvsstederne repræsenterer idéer, som det er værd at bruge energi og ressourcer på, og hvis al energien gik til forsvar, var der til sidst ikke noget at kæmpe for,” siger hun.

”Men der er et klart dilemma. Derfor tror jeg også, det er vigtigt, at pengene kommer fra private fonde og investorer, så vi ikke risikerer, at der tages ressourcer fra skoler og hospitaler,” siger hun.

Dilemmaet er ikke nyt: Tilbage under Anden Verdenskrigs Warszawa-opstand i 1944 blev den historiske bymidte i Polens hovedstad næsten jævnet med jorden. Kort efter krigens afslutning blev bymidten rekonstrueret med identiske kirker og paladser fra det 13. og 14. århundrede – mens den almindelige befolkning stadig kæmpede med eftervirkningerne af krigen i form af fattigdom og boligmangel.

I 2001 sprængte Taleban de berømte buddha-statuer i Bamiyan-provinsen i Afghanistan i luften, og knap 15 år efter er de endnu ikke genopført på grund af uenighed om måden, det skal gøres på.

Frederik Rosén, seniorforsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), mener, der er en hel masse storpolitiske interesser på spil i forhold til Palmyra – for eksempel ser russerne gerne byen genrejst hurtigt.

”Der er så meget, der skal genopbygges, og hvis man spørger syrerne, vil de i første omgang nok hellere have vand i hanerne og veje at køre på end genopbyggede ruiner. Palmyra som by er jo bombet fuldstændig sønder og sammen,” siger han.

Hvis oldtidsbyen endelig skal genopbygges, skal det derfor være på syrernes og ikke Unescos eller andre internationale organisationers initiativ, mener han.

”Det handler om ejerskab.”

Når man går ned ad gaderne i Palmyra, er det som at gå ind i en tidslomme, forklarer Jeanette Varberg, museumsinspektør ved Moesgaard Museum i Aarhus.

Man fornemmer, hvordan det har været at komme ind i byen som handlende på karavane for 2000 år siden, og man undrer sig over, at byen stadig står på trods af jordskælv og krige.

I øjeblikket er en rekonstruktion af én af de smadrede buer på Beltemplet ved at blive pudset af og afsløres i sin færdige form på tirsdag ved en stor ceremoni i London. Det rekonstruerede Palmyra vil nok aldrig blive, som det var engang, men det gør ikke noget, mener Jeanette Varberg.

”Palmyras historie er i forvejen et stort kludetæppe. Så er der faldet en væg her og én der. Når det genopbygges, vil det tydeligt fremgå, at det er en rekonstruktion. Når det hele forhåbentlig snart falder til ro, vil det også være en måde at huske på, hvad der skete. Det er en del af helingsprocessen, at skoleklasser siden kan vende tilbage og få hele fortællingen,” siger hun.

Skal man vurdere, om det er etisk korrekt at genopbygge, må man også se på, hvad Palmyra betyder for de lokale, mener hun.

”Man har tvunget de syrere, der bor i den moderne del af Palmyra til at være vidne til destruktionen af noget af det, de er allermest stolte af. Det ville svare til, at nogen begyndte at smadre løs på alle vores vikingeskibe herhjemme. Derfor mener jeg også, man skal genopbygge byen med det samme. Hvis Palmyra rejser sig, er det det samme som at sige: ’I skal ikke få lov at knække os’.”