Det sker ofte, at Bodil Abild Jespersens patienter spørger ind til døden. Det kan være til muligheden for at få smertelindring, for at forlænge livet lidt mere eller for at få andre ønsker opfyldt i den sidste tid.
Men i de 11 år, hun har arbejdet med uhelbredeligt syge og døende patienter - i dag som overlæge i det palliative team på Aarhus Universitetshospital - har hun sjældent hørt patienterne spørge ind til muligheden for aktiv dødshjælp.
”Jeg har en enkelt gang oplevet, at en patient tog til Schweiz for at få hjælp til assisteret selvmord på klinikken Dignitas, men ellers diskuteres dødhjælp sjældent. Lige meget om patienterne lider af kræft, hjerte-lungesygdomme eller den aggressive sklerosesygdom ALS, så hører jeg sjældent, at de vil have hjælp til at dø,” siger hun.
Samme oplevelse har flere læger fra kræftafdelinger og palliative teams, som Kristeligt Dagblad har talt med. Til gengæld oplever de, at emnet oftere tages op i den politiske debat og i medierne, hvor udenlandske erfaringer og danskernes holdning diskuteres. Men den offentlige debat afspejler ikke dermed, hvordan virkeligheden ser ud, siger Bodil Abild Jespersen.
”Jeg synes, debatten er helt ude af proportioner i forhold til det reelle behov. Det sker ofte, at raske folk på gaden bliver spurgt, hvad de mener om aktiv dødshjælp, hvilket flere er tilhængere af. Men når jeg taler med de syge og døende, så er dødshjælp ikke noget, de selv ønsker.”
Ifølge hende er spørgsmålet derfor, hvor mange der egentlig ville have gavn af en lovliggørelse af aktiv dødshjælp, men også, hvor mange der overhovedet har gavn af debatten herhjemme.
”Jeg tror, at nogle på grund af debatten får et billede af, at alvorligt syge døende mennesker trækkes igennem et smertefuldt behandlingsforløb og ikke kan få lov til at dø. Men sådan forholder det sig ikke, og det skal man ikke tro, når vi diskuterer, hvilken behandling en patient skal have, eller om en behandling overhovedet giver mening eller er formålsløs. Det vigtigste for os er, at vi kan bevare tillidsforholdet til patienten.”
Når debatten om aktiv dødshjælp kan være problematisk, er det blandt andet, fordi aktiv dødshjælp bliver fremstillet som det eneste alternativ til at forlænge livet for uafvendeligt døende patienter, siger Kirsten Søndergaard.
Hun er sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død, som arbejder for at bryde tabuet om døden og for, at mennesker kan få en værdig afsked med livet.
”Vi kommer til at blande tingene sammen, fordi dødshjælpsdebatten fylder så meget og samtidig mangler nuancer, når den er oppe i medierne. Når folk bliver spurgt ind til deres holdning, simplificeres dødshjælp ofte til et spørgsmål, der handler om at dø med eller uden smerter, og om, hvorvidt man er for eller imod en lovliggørelse.”
Også Peter Sørensen, derer ledende overlæge på onkologisk afdeling R på Odense Universitetshospital, mener, at man med debatten om aktiv dødshjælp kan komme til at blande dødshjælp og stop af udsigtsløs behandling sammen.
”Vi skal passe på, at der ikke opstår en begrebsforvirring. Vi ønsker ikke at afkorte livet. På den anden side ønsker vi heller ikke at forlænge livet for enhver pris. Det handler om, at den sidste tid har højst mulig kvalitet. Generelt synes jeg også, det er lidt ærgerligt, at debatten om aktiv dødshjælp ikke afspejler virkeligheden, men er overdrevet i forhold til vores daglige praksis. Til gengæld er det også en spændende etisk debat, men nok bare mere på et medie- og politisk niveau.”
Overlæge på Vejle Sygehus og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole Hartling mener, at aktiv dødshjælp fylder mere i den offentlige debat end hos de patienter, som lider af uhelbredelige sygdomme. Men alligevel finder han det væsentligt at holde debatten i gang.
”Vi er nødt til at tale om det, fordi spørgsmålet om aktiv dødshjælp rører på sig i befolkningens bevidsthed. Det er for mig at se et blivende og kontroversielt emne, og i en tid, hvor mennesker har en illusion om, at de har næsten ubegrænset magt over deres eget liv og egen død, vil det fortsat blive diskuteret.”
Selv deltager Ole Hartling ofte i debatten om aktiv dødshjælp som modstander af en lovliggørelse. Han mener, at man i stedet for at undgå at tale om det skal blive bedre til også at forklare, at dødshjælpen ikke er relevant for særlig mange.
”Det er sundt at understrege, at hverken patienter eller læger mener, at dødshjælp er noget, som har betydning i det omfang, som raske borgere og medierne tror. Vi kan ikke skubbe debatten til side, men vi kan gøre det klart, at behovet ikke er der, at lovgivningen med andre ord er god, som den er, og at man ikke behøver udvide den med en mulighed for at tage patienten af dage.”
Formand for landsforeningen En Værdig Død, Flemming Schollaart, mener ikke, man kan sige noget om behovet for aktiv dødshjælp i Danmark ud fra nogle lægers personlige oplevelser med det. Selv arbejder han aktivt for en lovliggørelse af dødshjælp i Danmark og har hjulpet flere uhelbredeligt syge danskere til udlandet for at få hjælp til at dø.
”Jeg ser ikke nogen sammenhæng imellem det faktum, at nogle læger ikke hører fra patienter, der ønsker aktiv dødshjælp, og at der så ikke skulle være mange patienter, der ønsker det. Bare fordi man nogle steder ikke oplever det, kan behovet sagtens være stort andre steder i landet. Der er dagligt mennesker, der ringer til mig og fortæller, at de ønsker hjælp til at dø, og der er netop lavet en ny hjemmeside af læger, som ønsker en lovliggørelse. Så der er både læger og almindelige mennesker, der tænker anderledes,” siger han og tilføjer, at han netop har holdt to foredrag om aktiv dødshjælp, hvor interessen var stor.
”Den gruppe mennesker, der ønsker aktiv dødshjælp, findes, og vi ved, at støtten i befolkningen er ret stor. Derfor er det for mig at se stadig vigtigt at diskutere aktiv dødshjælp og arbejde hen imod en lovliggørelse.”
Alternativet er det eneste af Folketingets partier, som går ind for aktiv dødshjælp, og op til det seneste folketingsvalg var en lovliggørelse en af partiets mærkesager. Ifølge sundhedsordfører Carolina Magdalene Maier arbejder partiet ikke aktivt med emnet for tiden, men når det skal, vil hun have lægernes erfaringer in mente.
”Vi har stor respekt for og lytter til fagkundskaben, så hvis læger mener, debatten ikke afspejler et behov i virkeligheden, tager vi det til efterretning.”