”Om aftenen kom jeg hjem og gloede på de to piller. Jeg ved ikke, om det skyldtes mangel på selvmotivering, en kronisk skoletræthed, søvnunderskud eller måske en kombination af alle tre ting, men noget i mig, som hele tiden havde tændt driften efter at få succes uafhængigt og på egen hånd, døde, og jeg slugte pillerne.”
Sådan skriver en ung studerende om den dag, hvor hun tog sin første dosis af såkaldt eksamensmedicin. Hendes fortælling kom frem, da den amerikanske avis New York Times gav studerende mulighed for at fortælle om deres brug af såkaldt hjernedoping. Mere end hver femte af de studerende på USA's bedste universiteter siger, at de har brugt præparater, som kan hjælpe dem til at præstere bedre typisk i form af et Ritalin-lignende præparat, som gør, at opmærksomheden øges, og rastløshed reduceres.
Eksamensmedicin er også kendt i Danmark. I arbejdet med bogen ”Efter mennesket - på vej mod homo artefakt” har forfatter, journalist og lektor Klavs Birkholm mødt læger, som kan fortælle om studerende, der har bedt om at få udskrevet Ritalin for at klare studierne, ligesom han har mødt studerende, som har fortalt om brugen af præstationsfremmende stoffer på studiet. Han siger:
”I hundreder af år har vi stimuleret vores hjerne med kaffe, te og i nogle kulturer kat. Det nye er, at vi i dag benytter hjerneforskningen til at producere stoffer, som kan ændre hjernens funktioner til for eksempel at styrke koncentrationen. Men skal en akademiker i fremtiden være en person, som med indtagelse af kognitionsforstærkende midler er i stand til at udføre komplekse analyser, eller ønsker vi snarere en akademiker, der som hidtil er et menneske, som har brugt sine naturligt forefundne tanke- og forståelsesevner til at tilegne sig viden og færdigheder?”
Eksamensmedicinen er en form for såkaldt hjernedoping. Brugen af hjernedoping er et af eksemplerne på, hvordan vi ifølge Klavs Birkholm lever i en posthuman tid. Udviklingen inden for det bioteknologiske felt rummer en lang række muligheder for at korrigere eller forbedre mennesket.
”Vi har bygget hele vores historie op på, at vi ikke selv er herre over vores talenter, og vi har sagt velkommen til verden til mennesker i alle mulige udgaver, fordi vi har vidst, at de største ting i livet er gaver. Vi er ved at miste sansen for eksistensens gavekarakter, og i stedet slipper vi en hovmodskultur løs, hvor vi ikke længere har sans for det enestående for det enkelte menneske.”
Den schweiziske socialpsykolog Bertolt Meyer er født med en manglende underarm. Han havde en traditionel protese, som blev sat fast på skulderen, men han brød sig ikke om den. I dag har han fået en underarm og hånd, som er en slags intelligent protese, som ikke har de begrænsninger som håndled og albueled ellers har. Som et eksempel kan den intelligente protese dreje 360 grader.
”Eksemplet Meyer rejser et spørgsmål om retfærdighed, som er grundlæggende, når man drøfter teknologier til at optimere mennesket. Det er ikke alle, som vil have råd til at få en arm som Meyers. Uligheder kan derfor forøges og forstærkes i takt med, at den slags teknologier bliver udbredte,” siger Klavs Birkholm.
Og Bertolt Meyers protese er kun første skridt i retning af proteser, som i fremtiden forventes at være integrereret i menneskers sensomotoriske system. Når den slags proteser er en realitet, vil man kunne få nye ben, som kan gå langt hurtigere end ben, som ikke er optimeret. De intelligente proteser udvikles med henblik på at hjælpe handicappede, men Klavs Birkholm spørger, om ikke også fodboldspillere og andre sportsfolk vil ønske at benytte dem?
Bertolt Meyer er begejstret for sin protese, som han beskriver som en del af sig selv, som han er stolt af. Men Bertolt Meyer har også rejst et etisk spørgsmål: Er jeg stadig den samme nu, hvor jeg har fået en arm, som kan meget mere?
”Spørgsmålet rejser sig om, hvem man er: Opstår der en anden identitet, når jeg kan ting, som jeg ikke kunne før? Bliver jeg dermed den, som jeg investerer i at være? De sociokulturelle normer og spilleregler for menneskers udfoldelse og individuelle udvikling vil blive påvirket og forandret, og på sigt kan også definition af menneskelighed blive forandret, ” siger Klavs Birkholm.
Teknologier, som optimerer mennesket, behøver ikke at være så avancerede og kostbare som Bertolt Meyers underarm. I sommer kom en såkaldt hjernezapper på markedet i USA. Her er der tale om et apparat, som den almindelige forbruger kan investere i for at forbedre sine præstationer. Hjernezapperen hedder Thync og koster under 2000 kroner. Man anbringer den i panden ned mod tindingen, og zapperen kan sende op til 20 milliampere ind i brugerens hjerne.
Afhængigt af hvordan man indstiller zapperen, kan man få tilført ny energi, eller man kan bringe hjernen i ro. Teknologimagasinet Gizmo har bragt en positiv anmeldelse af zapperen, som er et eksempel på, hvordan man bruger teknologi til at stimulere nervesystemet for at forstærke mentale funktioner. Der har ikke været en debat om hjernezapperen i Danmark.
”Vi vil gerne have mulighederne, og tanken er, at jo mere vi kan, jo bedre er det. På den ene side er man i den moderne værdidebat enige om, at man skal være sig selv, men hvem er man som sig selv, hvis en række af de ting, man kan, er nogle, man har tilkøbt?”, spørger Klavs Birkholm.
De forskelligartede forsøg på at opgradere mennesket ved hjælp af teknologier rejser ifølge Klavs Birkholm spørgsmålet om vores menneskesyn.
Han citerer filosoffen og teologen K.E. Løgstrup for at sige, at det karakteristiske ved fascismen er foragten for svaghed.
”Hos de nyliberale filosoffer sporer jeg en foragt for svagheden. Mennesket skal kunne så meget som muligt for at klare sig i konkurrencen og ikke være svagt og vise behov for omsorg. Mennesket bliver ikke længere set på som et væsen, som kan have behov for omsorg, men som et menneske, der skal kunne klare sig i kampe med andre.”
”Mennesket er først og fremmest et menneske, fordi det har en funktion som forbruger. Vi er forbrugere, og vi er producenter, og det er det, som berettiger os til at være borgere i det moderne samfund. Jeg frygter, at mennesket ikke længere har en værdi i sig selv. At mennesket kun er det, som det kan som forbruger og producent. Hvis det er korrekt, har vi mistet en dyrebar skat, som har fulgt os i hele vor civilisations historie. Det ændrede syn på børn med Downs syndrom, som det blandt er kommet til udtryk i serien ”Død over Downs”, er et eksempel på, at mennesket ikke længere har en værdi i sig selv.”
Klavs Birkholm efterlyser en folkelig etisk debat om brugen af teknologier, der optimerer mennesket, hvad enten det er studerendes brug af hjernedoping eller intelligente proteser.
I den moderne kultur fortælles en historie om, hvordan man som individ utrætteligt skal præstere og arbejde sig fremad, uden at man dog skal lade sig mærke af, at man slider. Han betegner denne mytologi som udtryk for en slags kulturel skizofreni, hvor man på den ene side skal leve op til nærmest overmenneskelige krav, underkaste sig selvkontrol og på den anden side forventes at gå både ubekymret og usårlig gennem livet.
”10 procent af alle danske kvinder er på antidepressiv medicin. Hvad tages disse enorme mængder medicin imod? Naturligvis er der psykisk syge, som har brug for antidepressiver, men man må også overveje, hvordan vi som samfund forholder os til tristhed. Vi skal præstere mere, og vi skal se ud, som om det ikke gør ondt, for vi er underlagt et perfekthedsdogme. Det er inhumant, at man ikke må vise sin menneskelighed.”