Hvem skal bestemme, hvornår man skal flytte på plejehjem?

 Demens er en hyppig årsag til at flytte på plejehjem. Men det er ikke altid, at den demente selv erkender ...

Demens er en hyppig årsag til at flytte på plejehjem. Men det er ikke altid, at den demente selv erkender behovet for hjælp. - Foto: Scanpix

Man skal ikke tale ned til en person, der er dement, men snarere tale om, hvad de helst vil i den pågældende situation, og anerkende deres ønsker. Man må finde øjeblikke, hvor vedkommende er mest tilgængelig.
Anna Aamand, gerontopsykolog

Man skal selv skrive under på, at man vil på plejehjem, men i mange tilfælde sker det med ”ført hånd”

”Hvorfor skal jeg egentlig på plejehjem?”.

Sådan spurgte Connie Engelunds svigermor, den dag hun skulle flytte fra sin egen bolig og ind på plejehjemmet Holmegårdsparken i Gentofte.

Connie Engelund og hendes mand var i færd med at pakke bøger i kasser og sørge for, at alt forløb smertefrit, da svigermoderen efter en tur rundt om huset med den offentlige hjemmehjælper spurgte, hvorfor det egentlig var, hun skulle flytte. Samtalen havde de haft flere uger forinden, og hun havde selv - som loven foreskriver det - skrevet under på, at hun ville på plejehjem.

Connie Engelund får tårer i øjnene, når hun fortæller historien, selv i dag 12 år efter. For det var jo ikke hendes svigermors eget ønske at komme på plejehjem, men derimod Connie Engelund og hendes mands ønske.

Det var dem, der ikke kunne klare at bekymre sig om hende længere. Dem, der ikke kunne klare at høre, at svigermoderen havde siddet og sovet i sin stol en hel nat med sin bakke mad foran sig, fordi en ny hjemmehjælper havde troet, at hun selv kunne gå ind i sin seng og sove.

”Vi blev nødt til at sige til hende, at vi var utrygge, at vi syntes, det var svært og uholdbart, at hun boede alene. Hun var fra en anden generation og sagde bare, at det kunne hun godt se. Men ja, hvorfor skulle hun på plejehjem? Det var jo sådan set for vores skyld, og på den måde kan man sige, at det faktisk var tvang,” siger Connie Engelund.

Hun er i dag direktør for netop det plejehjem, hvor hendes svigermor flyttede ind for 12 år siden. Svigermoderen døde dog 22 timer efter. Connie Engelund tror, at hun valgte at dø, da hun blev taget væk fra sit hjem.

90.000 danskere har i dag demens, og antallet er stigende. Års politisk indsats for at få velfungerende ældre til at blive længst muligt i eget hjem har gjort, at langt de fleste plejehjemsbeboere i dag er demente.

Connie Engelund oplever, at de fleste venter, til det er strengt nødvendigt at flytte på plejehjem. Derfor er den ældre ofte svært dement, og den pårørende slidt ned.

”Ofte ville de ønske, de var kommet noget før. Og ofte er der skrækhistorier om plejehjem, som gør, at den ældre ikke vil af sted, som skal manes i jorden. Men i virkeligheden kan det jo være en stor lettelse for alle parter,” siger hun.

Ifølge loven skal en person selv skrive under på, at vedkommende vil på plejehjem, men Connie Engelund vurderer, at det for en stor dels vedkommende er sket ”med ført hånd”. Og det sætter de pårørende under stort pres.

Det ved 67-årige Eva Laugesen. For næsten fire år siden var situationen med hendes mand så svær, at hendes læge ringede til kommunen og sagde, at enten kom den demente mand på plejehjem, eller også måtte han indlægge Eva Laugesen. Hun havde langsomt over flere år overtaget ansvaret for de huslige pligter i hjemmet, og manden var aldrig mere end et skridt bag ved hende. Hun kom sjældent uden for en dør, for hun var bange for at lade ham alene.

Men til sidst brød hun sammen, og dagen efter lægens opkald til kommunen, blev hendes mand hentet og kørt tre uger i aflastning. Eva Laugesen sov de første to uger. Hun var så træt og nedslidt, at hun ikke kunne holde sig vågen ret længe ad gangen. Siden kom hendes mand på plejehjem, og selvom det til dels har været en lettelse, har den dårlige samvittighed plaget hende.

”Der er ikke et øjeblik, hvor jeg ikke tænker på ham,” siger hun.

”Jeg har haft enormt meget skyldfølelse over, at jeg lokkede ham og overtalte ham til at skrive under på at skulle på plejehjem. Det er en livslang sorg, man har. Han er aldrig ude af mine tanker.”

Hendes søn opdagede, at Eva Laugesen kunne få fuldmagt til sin mands økonomiske og sundhedsmæssige forhold, og det fik de ham til at skrive under på, da han stadig var klar over, hvad han skrev under på. Det er Eva Laugesen glad for, for hun havde brug for at få adgang til hans bankbog for at kunne betale regninger på den lejlighed, de ejer sammen, samt mandens plejehjemsplads. Hun ville ønske, hun også kunne have fået myndigheden over ham, så hun kunne have taget beslutningen om at sende ham på plejehjem uden at skulle overtale ham.

”Jeg kunne godt have tænkt mig, at jeg havde haft magten. For jeg synes, det var at stikke ham blår i øjnene at lade, som om han havde nogen indflydelse. Det havde han reelt ikke. Hvad er det mest barmhjertige?”, spørger hun.

”I det øjeblik man overlader valget til den demente, har man ikke givet de pårørende et valg. Det er i virkeligheden kun den ene part, man har respekt for. Og i virkeligheden er det ikke særlig respektfuldt over for den demente, at man sidder og pakker det ind og overtaler på en måde, som for de pårørende føles som et overgreb. Tænk, hvis han havde været så klar, at han kunne se, at jeg havde overtalt ham.”

Men det gør ikke noget, at man bruger sine overtalelsesevner til at få den ældre til at skrive under på at ville på plejehjem, hvis det er tydeligt, at vedkommende ikke kan klare sig selv, eller den pårørende ikke kan klare omsorgsbyrden. Sådan siger gerontopsykolog og næstformand for Gerontopsykologisk Selskab, Anna Aamand.

Hun har arbejdet med ældre demensramte og deres pårørende i mere end 20 år. Og hun har selv været pårørende til en mor med demens, som ikke ville på plejehjem.

”Det handler om at snakke med vedkommende på en pædagogisk måde. Man skal ikke tale ned til en person, der er dement, men snarere tale om, hvad de helst vil i den pågældende situation, og anerkende deres ønsker. Man må finde øjeblikke, hvor vedkommende er mest tilgængelig. Jeg spurgte for eksempel min mor, om hun havde lyst til at flytte tættere på mig, og selvom det var en overtalelsesmekanisme, fordi vi søskende havde taget beslutningen, følte hun, at hun var med til at bestemme det. Man skal finde en motiverende faktor,” siger hun.

Hun mener også, at selvom det er en hård situation for alle parter, skal man heller ikke være bange for de reaktioner, en sådan beslutning afstedkommer.

”Prøv at stille de direkte spørgsmål, også selvom det er svært, frem for at fremhæve, at vedkommende kan få hjælp. Jeg kender ikke mange, som har lyst til at blive mindet om at miste overblik, tabe kontrol og skulle hjælpes. Men spørg, hvad de selv vil. Der kan være veje ind til en god løsning i de svar, personen giver. Og så må man som pårørende tåle det vilkår, at de vedkommende reagerer på, at der bliver handlet hen over hovedet på dem. Man må gerne blive sur og ked af det, når man skal noget, man ikke har lyst til, det er et grundvilkår for os alle,” siger hun.

Hun forklarer, at selvom det i princippet er de pårørende, der tager beslutningen om at sende deres ægtefælle eller forælder på plejehjem, betyder det ikke, at de overtager al magt over den ældre.

”Bare fordi vi tager selvbestemmelsen fra en person på ét område, behøver man ikke tænke, at så vil de aldrig mere selv kunne bestemme på andre områder. Det er en balanceakt på samme tid at drage omsorg og træffe beslutninger for en person, der har mistet overblik og handleevne. Men det handler jo om at finde den bedste løsning for både den ældre og deres pårørende,” siger hun.