Må man forlade en syg ægtefælle?

Jens Filtenborg og Vibeke Ulsø Vendelbo blev skilt på hendes initiativ, fordi hans sygdom fyldte for meget, ...

Jens Filtenborg og Vibeke Ulsø Vendelbo blev skilt på hendes initiativ, fordi hans sygdom fyldte for meget, og hun følte, at hun var mere sygeplejerske end hustru. Her er de fotograferet for halvandet år siden.- Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Da Vibeke Ulsø Vendelbo stod frem og fortalte om, at hun forlod sin skleroseramte mand, blev hun mødt af en storm af vrede kommentarer på de sociale medier. For man forlader ikke nogen, der er syg

”Må man forlade sin syge mand? Selvfølgelig må man ikke det. Men jeg gjorde det, for det var et spørgsmål om mit og mine børns liv.”

Sådan siger 41-årige Vibeke Ulsø Vendelbo. I 2010 forlod hun sin mand, Jens Filtenborg, efter otte års ægteskab og 13 års samliv. Han havde på det tidspunkt haft sklerose i 10 år, og sygdommen havde tæret så meget på Vibeke Ulsø Vendelbos kræfter, at hun til sidst ikke kunne mere.

”Der var ingen tvivl om, at vi stadig elskede hinanden. Men jeg var blevet hans husbestyrerinde, hans hjælper, og rollen som kone var den, der fyldte absolut mindst,” siger hun.

I januar stod hun og Jens Filtenborg frem og fortalte deres historie i ”Go' aften Danmark” på TV 2.

Efterfølgende regnede det med kommentarer på de sociale medier, og mens nogle stillede sig forstående over for Vibeke Ulsø Vendelbos svære beslutning, var der mange, der kritiserede hende og kaldte det utilgiveligt.

Det overrasker ikke psykolog ved Scleroseforeningen Dorte Larsen.

”Det er et stort tabu at gå fra en, der er syg. Det gør man bare ikke. For man har jo sagt i medgang og modgang,” siger hun og nævner det offentlige ramaskrig, der lød i kølvandet på operachef Kasper Bech Holtens beslutning om at forlade sin kræftsyge kone, Kamilla Bech Holten, i 2007.

Dorte Larsen har i flere år ledet kurser for skleroseramte par og deres pårørende, og hun genkender billedet af en pårørende, der er ved at gå psykisk ned på grund af presset af at skulle få familielivet til at fungere.

”De pårørende får som oftest et større ansvar og en del flere opgaver, og det tærer på et parforhold. De konflikter, der fyldte før, bliver endnu større, og det hele handler om den, der er syg. Jeg taler derfor ofte med de par, jeg ser, om at der er en vej ud, for det har mennesker brug for. Det skal ikke være tabu at gå fra en, der er syg. Men ofte er det sådan, at hvis man har set, at der er en udvej, og talt om den, gør man højst sandsynligt ikke brug af den. Det kan hjælpe folk til at blive sammen, fordi de allerede har taget stilling til det værste scenario,” siger hun.

For Vibeke Ulsø Vendelbo var det hårdt at skulle læse så mange vrede kommentarer fra folk, der syntes, det var forkert af hende at gå fra sin mand. Men det var tanker, hun selv havde gjort sig, for den dårlige samvittighed havde været hendes faste følgesvend både før og efter hendes beslutning om at gå.

”Er han i stand til at få et liv, hvis jeg ikke er der til at hjælpe? Kan han passe på sig selv? Men det handlede også om mine børn, og hvilket liv ville de få med en far, der var syg, og en mor, der var på vej ned under gulvet?”, spørger hun.

Forud for bruddet i 2010 havde de haft 13 år sammen. Intens forelskelse, stor kærlighed og års gode minder og oplevelser. Men samlivet fik også en skygge af sorg, for Vibeke Ulsø Vendelbos mand var kun 31 år, da han i år 2000 fik diagnosticeret sin sklerose. Vibeke Ulsø Vendelbo var 26 år.

Parret fik en datter sammen, og han var på det tidspunkt i stand til at passe hende. Men langsomt begyndte Vibeke Ulsø Vendelbo at overtage flere opgaver. Ægtefællen kunne ikke altid selv tage tøj på, og hun skulle ofte fortælle ham, hvad han skulle gøre. Hvis deres lille datter løb fra ham ud på en vej, kunne han ikke løbe efter hende.

”Folk syntes, det var synd for Jens, at han var blevet syg. Og det var det jo også. Men jeg havde markant brug for, at nogen spurgte, hvordan jeg havde det. Ved købmanden spurgte de altid, hvordan Jens havde det, og til sidst sagde jeg bare, at det gik fint. Jeg orkede ikke at skulle forklare, hvor dårligt han faktisk havde det,” siger hun.

I 2008 blev parret forældre til deres andet barn, og hvor det første havde været et fælles projekt, var den nye lille pige fuldt Vibeke Ulsø Vendelbos ansvar.

Dagligdagen blev mere kompliceret med to små piger, en syg mand, et fuldtidsarbejde og et hus. Det hele skulle gå op i en højere enhed, og oven i det havde sygdommen forandret ægtefællen. Han var blevet passiv og kæmpede med at acceptere sin sygdom. Han var en anden end den mand, hun så til en fest i 1997 og forelskede sig i.

”Jeg havde svært ved at tale med ham om det, for han var jo ikke blevet syg med vilje. Det var svært at sige, at det ikke var i orden, at han ikke kunne være mere sammen med vores børn eller hjælpe til i det daglige. For det var jo vitterligt, fordi han ikke kunne,” siger hun.

Hun indledte en lang kamp med kommunen om at få hjælp til sin mand, så han kunne være en far for sine børn, og hun kunne få luft. Men der var ingen hjælp at hente, og da ægtefællen ikke ville kæmpe mod kommunen længere, kunne Vibeke Ulsø Vendelbo se, at hun aldrig ville få den hjælp, hun havde brug for.

Ved siden af hende stod en ven, som havde stillet de rigtige spørgsmål og lyttet. Kærligheden mellem dem begyndte at spire, og Vibeke Ulsø Vendelbo indså, at hun havde et valg.

”Jeg kan vælge ham her, som vil mig og mine børn, og som jeg vil. Eller jeg kan vælge Jens og gå ned med ham, for det var der, jeg var på vej hen,” siger hun.

Men beslutningen om at gå var ikke nem. Vibeke Ulsø Vendelbo følte sig som et Picasso-maleri med følelser, der var blevet splittet i atomer, og hun var bange for, hvad der ville ske med hendes mand, hvis hun ikke længere var der til at passe på ham.

I påsken gik Vibeke Ulsø Vendelbo i kirke og talte efterfølgende fire timer med sognepræsten. Hun fortalte hende om sin situation og den beslutning, hun stod over for.

”Vi talte om 'til døden Jer skiller'. Hun sagde, at døden er mange ting. Jens behøvede ikke rent fysisk at gå bort for at være død, men hans sygdom havde forandret ham. Han ville aldrig blive den samme igen, og det var jeg nødt til at erkende,” forklarer Vibeke Ulsø Vendelbo.

Bruddet var voldsomt, og der gik mange måneder, før Jens Filtenborg kunne acceptere at være blevet forladt. I dag har de talt ud om tingene, og han kan se, at ægteskabet og omstændighederne var gået i hårdknude.

”I sådan en situation er det nemmere at blive end at gå. Hvis man bliver sammen, kan det godt være, at sygdommen er der, men de følelsesmæssige aspekter ved at gå fra hinanden er voldsomme. Den nemme løsning er aldrig skilsmisse, uanset en syg ægtefælle eller ej. Men du kan aldrig overvinde en kronisk sygdom, og den er altid et tredje hjul. Jeg har dyb respekt for dem, der kan finde ud af at få det til at fungere. Det kunne jeg bare ikke,” siger Vibeke Ulsø Vendelbo.

Hendes eksmand, Jens Filtenborg, har ikke ønsket at deltage i denne artikel, men er bekendt med dens indhold.