Psykolog: 10 gode råd til et styrket selvværd

Problemer med selvværd påvirker stort set alt i livet. Det spiller ind på evnen til at præstere, forfølge drømme, skabe kærlige, nærende relationer og leve sundt. Psykolog og forfatter Kisser Paludan giver dig her 10 helt konkrete værktøjer til at styrke dit selvværd

Når dit selvværd er lavt, vil du opleve et behov for, at andre skal understøtte dit værd og give dig den anerkendelse og kærlighed, du ikke har til dig selv. Kun ved at du lærer at elske dig selv, kan du slippe ud af denne onde cirkel og dels tiltrække kærlige relationer, dels holde op med at kræve, at noget i dig skal fyldes op af en anden, mener psykolog Kisser Paludan.
Når dit selvværd er lavt, vil du opleve et behov for, at andre skal understøtte dit værd og give dig den anerkendelse og kærlighed, du ikke har til dig selv. Kun ved at du lærer at elske dig selv, kan du slippe ud af denne onde cirkel og dels tiltrække kærlige relationer, dels holde op med at kræve, at noget i dig skal fyldes op af en anden, mener psykolog Kisser Paludan.

Mange mennesker oplever det at arbejde med selvværd som en svær og diffus opgave. Vi kender sætningen: "Du skal lære at elske dig selv".

Men de fleste af os ved ikke hvordan.

Derfor har psykolog og forfatter Kisser Paludan skrevet bogen “Elsk den du er”. Bogen er opbygget som en konkret træningsguide, hvor du bliver guidet trin for trin i, hvordan du opbygger et stærkt selvværd.

Kort fortalt skal du være opmærksom på 10 ting, når du vil styrke dit selvværd, skriver hun.

1. Find en eller anden form for nærværspraksis, der kan holde dig forbundet med dig selv og med nuet. Kun ved at være nærværende med dig selv kan du lære at iagttage dine tanker og ændre dine mønstre. Mediter for eksempel 10 minutter om dagen, sæt dit ur til at ringe tre gange om dagen, så du kan trække vejret helt ned i maven i bare to minutter - eller dyrk mindfulness i dine hverdagsaktiviteter.

2. Undersøg dine gamle historier om, hvem og hvad du skal være for at være værd at elske. Hvad har du med dig fra din barndom?

3. Arbejd med dine tanker, så de skiftes ud fra at være dømmende og kritiske til at være kærlige og medfølende, så dine tanker bliver som dine bedste understøttende venner. Tænk altid kun om dig selv, som du ville om dine børn eller din bedste ven. Spot negative tanker, stop dem og erstat med med kærlige tanker.

4. Se på dine relationer. Afspejler de et kærligt forhold til dig selv- altså er dine relationer kærlige, understøttende, ligeværdige?

5. Lær at kommunikere i dit liv, som om du elsker dig selv med indre sikkerhed, tryghed, ro og styrke.

6. Tænk kærlige tanker om din krop, lær at mærke efter, hvad du har brug for, og giv det til din krop - for eksempel kost, motion, søvn, kærlige tanker, ro.

7. Sæt dig selv højt nok til at tage dine drømme alvorligt - hvad drømmer du om? Hvordan kan du begynde at udleve alt det, der er vigtigt for dig?

8. Find ud af, hvad dit sande potentiale er, opdag din livsvej og find troen på dig selv og styrken til at gå af den.

9. Opdag hvordan du med højt selvværd også får adgang til din sjæl og kan leve et liv, der er styret af bevidsthed og essens fremfor ego og automatpilot.

10. Elsk dig selv højt nok til at gøre arbejdet med at skabe bevidsthed og selvværd, så du får mulighed for at få mest muligt ud af dit liv - og mest mulig lykke, ro og livsglæde.